Skæbnen har sine helt egne veje. Det kan den franske skuespillerinde Audrey Tautou snakke med om. Kvinden, som hamrede sit navn fast i alverdens biografgængeres bevidsthed tilbage i 2001 med sin fabelagtige præstation som Amélie Poulain i Jean-Pierre Jeunets eventyragtige film 'Amélie fra Montmartre'. For Audrey Tautou skulle oprindeligt slet ikke have spillet Amélie. Jean-Pierre Jeunet havde allerede skrevet kontrakt med Emily Watson til rollen, men hun blev nødt til at springe fra, hvorefter frk. Tautou fik chancen. Resultatet kender vi alle - 'Amélie fra Montmartre' blev den mest sete franske film i årtier, og Audrey Tautou blev verdensstjerne fra den ene dag til den anden. »Helt ærligt, så kunne jeg godt fornemme, at vi havde fat i noget rigtigt godt, da vi lavede 'Amélie fra Montmartre'. Men at det skulle blive så vildt, det havde jeg slet ikke troet. For jeg har aldrig haft et ønske om at blive en ny superstjerne. Det har aldrig været mit mål«, siger Audrey Tautou forud for den danske premiere på Jean-Pierre Jeunets nye film 'En lang forlovelse'. Spille på tuba og halte Her hun spiller hovedrollen som den polioramte Mathilde, der bliver ved med at søge efter sin kæreste Manech, som alle ellers mener er død i krigen. En film med et budget på 55 millioner dollar - nærmest astronomisk for en fransk film - og hvor Jeunet og Tautou filmisk forenes for første gang, siden de lavede 'Amélie fra Montmartre'. »Det eneste, jeg gav til Amélie, var mit ansigt og min stemme«, siger Audrey Tautou, da hun forklarer, hvorfor hun ikke synes, at dén rolle var særlig svær at spille. Men hvilket ansigt! I 'Amélie fra Montmartre' er hun korthåret og koket. Da jeg møder hende denne regnfulde formiddag på The Soho Hotel i London, falder hendes lange, krøllede, nøddebrune hår ned på hendes spinkle skuldre. Man bemærker hendes markante, høje kindben under de mørkebrune øjne - i det hele taget er den 26-årige franske skuespillerinde så smuk, at det nærmest er uforskammet. Jean-Pierre Jeunet har naturligvis også øje for hendes skønhed. Men han er lige så meget fascineret af Audrey Taytous skrøbelige - men alligevel viljefaste - måde at føre sig på. Faktisk mente Jeunet, at hun var så perfekt til rollen som Mathilde i 'En lang forlovelse', at han kun ville lave filmen, hvis hun indvilligede i at spille hovedrollen. »Det havde han heldigvis ikke fortalt mig. Ellers havde jeg sikkert følt det som lidt af et pres. Nu betragter jeg det kun som et skulderklap fra hans side. Men under alle omstændigheder havde jeg sagt ja til 'En lang forlovelse'. For efter 'Amélie fra Montmartre' var jeg helt sikker på, at jeg ville arbejde sammen med Jean-Pierre Jeunet igen«, siger Audrey Tautou på sit bedste engelske, som har en meget kraftig fransk accent. Du gav Amélie dit ansigt og din stemme, siger du. Hvad gav du Mathilde? »Mathilde var meget sværere at spille end Amélie. For hun er langt mere lidende. Jeg har opdaget, at jeg altid er i den stemning, som min rolle er, når vi optager en film. Også når kameraerne ikke kører. Amélie var meget let og lys i det. Hun var meget - cool. Jeg kunne tillade mig at være meget mig selv. For det er sådan, jeg er«. »Mathilde, derimod, er en langt større udfordring. Fordi hun er en kvinde, der indeholder så mange følelser. Som hun dog holder inde i sig selv sammen med sine tårer. Jean-Pierre troede på et tidspunkt under indspilningerne, at jeg var ked af det. Måske direkte deprimeret. Men jeg svarede ham, at jeg var nødt til at være sådan for at kunne spille Mathilde. Det er både svært og hårdt at være så fokuseret på rollen og være i den stemning i så lang tid. Det var udfordringen, langt mere end at jeg skulle spille tuba og halte og den slags«. Telepatisk samarbejdeAmélie havde evnerne til at få ting til at ske for folk i hendes umiddelbare nærhed. Mathilde i 'En lang forlovelse' er derimod meget overtroisk og prøver hele tiden at påvirke skæbnen med diverse besværgelser. Er det noget, som du kender fra dig selv? »Jeg tror, det var mere udbredt hos mig tidligere. Jeg har lært at styre det meget mere nu. Men jeg er da på vagt, når sorte katte krydser min vej, jeg går aldrig under stiger, og jeg banker da også under bordet. Og så taler jeg aldrig om mine roller, før jeg er færdig med dem. Og jeg har da også den der - hvis jeg nu gør sådan og sådan, inden noget andet sker, så får jeg en belønning af en slags. Det, tror jeg, alle kender til«. Mathilde forelsker sig i filmen i Manech, og hun bliver ved med at elske ham, også selv om alle siger, at han er død. Er det en beslutsomhed og en kærlighed, som du kan nikke genkendende til? »Kærligheden mellem Mathilde og Manech er lige så stor som kærligheden mellem Romeo og Julie. Men det at miste én, uden at vide hvad der er sket med vedkommende, er en meget speciel situation. Det kalder på alle følelser. Se blot på de følelser, som udspillede sig efter katastrofen i Asien i julen. Jeg håber aldrig, at jeg kommer i sådan en situation. Men skulle det ske, at jeg mistede min kæreste uden at vide, hvor han er henne - så, ja. Jeg både håber og tror på, at jeg vil reagere som Mathilde«. Det er som nævnt anden gang, du arbejder sammen med Jean-Pierre Jeunet. Hvorfor vil du så gerne arbejde sammen med ham? »Fordi han og jeg forstår hinanden perfekt. Vi har nærmest et telepatisk samarbejde. Jeg ved hele tiden, hvad det er, han vil have frem i en bestemt rolle, og han giver mig lov til i høj grad at være med til at forme karakteren«. Så det er ikke sidste gang, at I har arbejdet sammen? »Nej, nej - slet ikke. Vi vil helt bestemt lave flere film sammen. Men vi har ikke en ny film på bedding lige nu. Det er ikke sådan, at jeg inspirerer ham, eller at jeg er hans muse - eller sådan noget. Slet ikke. Det er mere det, at vi forstår hinanden så godt. Vi får det bedste frem i hinanden professionelt«. Det er nu fire år og et par tusinde spørgsmål siden, at Audrey Tautou spillede Amélie Poulain. Alligevel virker det, som om hun aldrig bliver træt af at tale om pigen fra Montmartre. Hun er hele tiden parat til at forsvare Amélie og rejser sig kampberedt op i stolen, da jeg spørger hende, om hendes fortid som Amélie er en fordel eller en bagdel for hende i hendes karriere. »Hvordan skulle det kunne være en bagdel«, spørger hun. »Det er da en gave at have været med i den film. Du kunne måske sige, at Amélie var en hæmsko for mig, hvis jeg ikke havde fået tilbud om nye roller umiddelbart efter. Men jeg fik masser af tilbud - jeg kunne vælge og vrage, som jeg ville. Nej - jeg har aldrig følt, at den rolle har begrænset mig«. For evigt AmélieJeg mener bare - der kunne være instruktører, der synes, at du er synonym med Amélie, og som derfor ikke vil engagere dig? »Jamen, det har du da ret i. Der er instruktører, der ikke kan skille de ting fra hinanden. Det er deres problem. Og hvis de tror, at publikum for evigt vil huske mig som Amélie, så kan jeg kun svare, at jeg hellere vil huskes for noget godt, end hvis jeg nu havde haft en stor fiasko«. Den gamle mesterinstruktør Alain Resnais hører ikke til de instruktører, der ser begrænsninger i Audrey Tautou. Hun spillede med i Resnais' 'Not on the Lips' i 2003, og reaktionen udebliver da heller ikke, da jeg spørger, hvordan deres samarbejde fungerede. Et stort, varmt smil breder sig over Audrey Tautous læber, mens hun svarer: »Det var så fantastisk. Alain Resnais er så kultiveret, så elegant og så sensitiv. Der var så stille, mens vi filmede. Alt i nærheden af ham foregår så fredfyldt. Det var en udsøgt fornøjelse. Han skal bare sige til, hvis han skal bruge mig en anden gang. Jeg er parat«. Du siger, at dit mål ikke er at blive superstjerne. Hvad er dit mål så? »At blive bedre til det, jeg laver. At møde nye, spændende instruktører. Og kun lave gode film«, svarer Audrey Tautou med en lille fnisen. Du har endnu ikke optrådt på teatret. Interesserer det dig ikke? »Jo da. I høj grad. Indtil nu har jeg været fanget af film, men i løbet af et år eller to vil jeg også til at spille teater. Det ser jeg meget frem til«.