Man behøver hverken være en bidsk rappende Eminem-type eller et androgynt rødøjet Marilyn Manson-rockmonster for at få position som et irritationselement i popkulturen. Meget mindre kan gøre det. For eksempel noget så småt og smilende som den grønøjede amerikaner Tori Amos, der brød igennem som enkelt og klart formuleret singer-songwriter i begyndelsen af 1990'erne. Konstant udvikling Hvis hun bare var blevet ved med at lyde, som hun lød på pladerne 'Little Earthquakes' i 1992 og 'Under the Pink' i 1994. Så ville hun have haft et betydelig lettere liv som popikon. I så fald kunne anmeldere være blevet ved med at omtale hende som en sød og spændende pige en smule påvirket af Kate Bushs sirligt ornamenterede arrangementer og Joni Mitchells begavede, rytmebevidste tekstskrivning. Men Tori Amos insisterede på at udvide og udvikle både sin lyd og sine ideer. Hun gjorde det på cd-udgivelser og i forbindelse med koncertturneer. Irriterende Og i takt med at hun fjernede sig fra lyden på gennembrudspladerne, syntes flere og flere kritikere, at hun var upassende indviklet, anstrengende feministisk og i det hele taget irriterende. Når hun nu i anledning af et nyt album og en ny bog er i København for at tale med journalister en dags tid, gør hun intet for at destruere de besværlige sider af sit ry som musiker. Tværtimod. Tematiske udgivelser Hun medbringer ikke bare endnu en ny cd med popsange, der glider let ned. Siden albummet 'Boys for Pele' i 1996 har Tori Amos lavet abnormt lange tematiske konceptalbum, man som lytter selv skal gøre en grundig indsats for at få det fulde udbytte af. Sådan er hendes nye album 'The Beekeeper' også: »Ja, det er rigtigt. Mine album er tematiske. Selv tænker jeg på dem som lydinstallationer eller rum, man kan gå ind i. De er en slags reservater, hvor musikken ønsker at få et forhold til lytterne. Som lytter har du lov til at have din helt egen oplevelse af musikken. Min muse har altid sagt til mig, at det ikke kommer hende ved, hvad jeg gør ved de ideer, hun giver til mig. Tilsvarende skal jeg give min musik videre til lytterne. Du har ret til at have din egen mening om den«, siger Tori Amos. Med en spillelængde på 80 minutter er 'The Beekeeper' udmattende lang. Overpyntet Især fordi albummet momentvis lider af den samme svaghed, som nogle af hendes foregående udgivelser: Indimellem virker den klassisk skolede Tori Amos' arrangementer kunstfærdigt pyntede, så de melodiske strukturer drukner under dem. Men i andre sange skaber hun fantastisk fabulerende og personlig musik. Blandt andet ved hjælp af ejendommelige stilblandinger og en stemme, der er grødet ulmende i ét øjeblik og i det næste drillende flyvsk som et kindkys, der varer en brøkdel af et sekund, men brænder længe efter. Bierne og ... orglet Under interviewet i København taler Tori Amos hele tiden langsomt. Og hun taler ud. Hun er en af de få kunstnere i underholdningsbranchen, der forlanger god tid til hvert enkelt interview, og hun er åbenlyst interesseret i stemningen under hver samtale. Man slipper ikke særlig godt fra smalltalk i selskab med hende. I hvert fald ikke før arbejdet er gjort, og hun også synes, at hun har fået noget ud af det. Da jeg indledende spørger til hendes samarbejde med trommeslageren Matt Chamberlain og bassisten Jon Evans, er det vel egentlig blot i forventning om en bekræftelse af, hvor vigtige de to er blevet for hendes musik i de senere år. Bekræftelsen kommer også. Men typisk for Tori Amos bliver den forklaret igennem. På hendes egen måde: »Efter udgivelsen af 'Scarlet's Walk' spillede vi mere end 150 koncerter, og i den periode udviklede Matt, Jon og jeg et musikalsk sprog sammen. Efter turneen tog jeg hjem til Cornwall. Og da jeg igen begyndte at høre nye sange i mit hoved, stod det mig klart, at sammenspillet med dem havde givet mig en anden fornemmelse af rytme, og at jeg ønskede at bruge den fornemmelse som pianist. Og så var det, at min mand købte et orgel til mig«, siger hun og genfortæller glad, hvor overrasket hun blev den julemorgen for et par år siden, hvor hun ellers troede, at ægtefællen, lydteknikeren Matt Hawley, havde glemt at købe en gave til hende. »Men pludselig stod han bag mig, lagde sine hænder foran mine øjne og førte mig hen til klaverværelset. Dér stod det. Et B3-hammondorgel. Og jeg kunne høre, at der var ting, jeg ikke skulle spille på klaveret mere. I stedet skulle jeg nu spille det på orglet og spille dem helt anderledes. Der er opstået et fællesskab mellem orgel og klaver. Som om ingen af instrumenterne ønsker at vinde over det andet. De er begge vindere, og de samarbejder, ligesom bierne gør det i haven, når de arbejder på at lave honningen«. Det er associationer som dem om bierne og tangenterne, der er medvirkende til, at nogle har svært ved at følge Tori Amos. 'Musikere relaterer til musikken - heldigvis' Tankeudflugten om bierne og deres miljø er et gennemgående tema på 'The Beekeeper'. Kan hendes lydmand (og ægtemand) og hendes musikere forstå overvejelserne? Hun ryster lidt med det hennabadede hår og svarer smilende: »Hvis man tvang musikerne til at sætte sig ind i teksterne og spille derfra, ville de sandsynligvis ikke være i stand til det. Til gengæld relaterer de fuldstændig til musikken. Jeg tror ikke, at nogen af mine musikere kan gengive en tekst, jeg har skrevet. Men jeg tror, at de kan nynne melodier og huske rytmer. Musik er et selvstændigt sprog. Og jeg har sat stor pris på det, siden jeg var lille«. Fra Bartók til Beatles Tori Amos er 41 år, men alderen ses udelukkende på hænderne, der har spillet klaver, siden hun kunne nå tangenterne. Hun var kun fire år, da hun i utide blev optaget som klaverelev på et konservatorium i Baltimore. Og hun var ikke mere end ti år, da hun måtte forlade det klassisk orienterede konservatorium, fordi hun kunne spille Bartók og Debussy, men ikke Chopin på tangenterne. Hun kunne efterligne lyde, men hun havde svært ved at læse musik. Både hun og hendes forældre vidste, at hun ikke var dygtig nok til at klare sig i konkurrencen om at blive en god koncertpianist. Kunne hun ikke spille Chopins 'Fantasie Impromptu' som tiårig, kunne hun til gengæld komponere sange, der var inspireret af The Beatles og Led Zeppelin. Det fortæller hun om i sin nye bog 'Piece by Piece', der har været to år undervejs og har journalisten Ann Powers som medforfatter. 'Piece by Piece' indeholder tematisk sorterede samtaler mellem journalisten og kunstneren samt enkelte interview med Tori Amos' faste medarbejdere og også med ægtemanden Matt Hawley, der er far til hendes fire år gamle datter. På trods af nedslag i væsentlige begivenheder i Tori Amos' liv er 'Piece by Piece' ikke en snæver personlig biografi. Den meget vellykkede bog handler blandt andet om at have svært ved at leve op til forældrenes ambitioner, om at navigere som mor og midaldrende kvinde i musikbranchen og om at komponere, »selv mens man lider af skriveblokering«, som hun siger under interviewet: »I bogen taler Ann Powers og jeg en del om det at skrive sange. Og om hvor svært det er at formulere, hvor inspirationen kommer fra. Jeg tror, at mange vil læse bogen som en slags backstage pas til min verden«. Den kristne tematik Tori Amos' verden er præget af hendes opvækst som præstedatter. Hun har beskæftiget sig med femininitet mange gange før og gør det igen både på 'The Beekeeper' og i 'Piece by Piece'. Flere af hendes nye sange kredser om, at mænd og kvinder i kristne kulturer først bliver jævnbyrdige, når piger ikke længere opdrages i den kristne mytes skelnen mellem jomfru Maria og luderen Maria Magdalene. Tori Amos opfatter de to kvindeskikkelser som flere sider af den samme kvinde. »Ifølge visdommens moder Sophia er du nødt til at spise af Paradisets forbudte frugt for at opnå visdom. Og sådan er det. Jeg er præstedatter. Tro mig. Jeg forstår den kristne myte virkelig, virkelig godt«. Tori er et fornavn, hun tog i sine sene teenageår. Faderen havde døbt hende Myra Ellen Amos. Hendes mor blev døbt Mary og hendes søster hedder Marie. Myra, Mary og Marie er alle navne, der henviser til Mother Mary, som jomfru Maria hedder på amerikansk. Indpodet gudsfrygt Og Myra Ellen ville ikke hedde Myra, fordi man i hendes kristne familiemiljø hyldede den hellige jomfru, men fornægtede den guddommelige skøge. »Det var min skotsk-irske bedstemor, som indpodede frygten for Gud i mig på en meget negativ måde«, skriver hun i 'Piece by Piece' og fortsætter senere: »Jeg husker helt tydeligt, hvad der skete en dag, mens jeg var fem år. Min missionerende bedstemor Addie Allen Amos skrev et brev til mig, hvor der stod: »Før du lærer at elske Jesus, vil der ikke ligge nogen gave under juletræet til dig«. Hun holdt øje med mig. Hun havde sat mærke ved mig på en eller anden måde«. Tori Amos skriver i bogen, at hun er overbevist om, at hendes bedstemor ville have stenet Maria Magdalene, hvis hun havde haft muligheden. Men det er ikke kun bedstemoderen, hun tager afstand fra. Det er hele den hierarkisk opbyggede kristne kirke, »der stadig ikke vælger at se splittelsen mellem Maria Magdalene og jomfru Maria som et paradigme, der er pålagt og plager kristne kvinder«: »I psyken må de to kvinder naturligvis forenes og ikke polariseres, hvis en kristen kvinde skal føle sig hel. Jomfru Maria har fået frastjålet sin seksualitet, men har bevaret sin spiritualitet. Maria Magdalene har fået frastjålet sin spiritualitet, men har bevaret sin seksualitet. Et helt menneske skal have begge dele«. Tori Amos plejer at sige, at hun er »født feminist«. Under interviewet spørger jeg hende, om hun aldrig bliver træt af at gentage argumenter imod kristen kvindeundertrykkelse. Dødsfald i familien Hun falder tilbage i den lænestol, hun hidtil har siddet langt fremme på, sukker dybt og svarer med sætninger, der ender et helt andet sted, end spørgsmålet lagde op til: »Jo, jeg bliver også træt. Men jeg tror, man er nødt til at være til stede i hvert eneste øjeblik. Man betragter hele tiden, hvordan andre mennesker reagerer. Man er levende. Man kan jo ikke få de døde tilbage ...«. For en gangs skyld gør hun et brat ophold i strømmen af ord. Som om den sidste sætning kom bag på hende. Så sætter hun sig op i stolen igen og siger stille, mens hun for første gang under interviewet ser væk: »Min storebror Michael døde i en trafikulykke i november. Han var altid den, der støttede min musik mest. Jeg savner ham forfærdeligt, men jeg føler, han er tættere på mig nu, end han har været i mange år. Han går ved siden af mig, og han taler til mig. I morges vågnede jeg og så en stjerne på himlen. Jeg kiggede ud ad vinduet og hørte min bror sige noget til mig, som han altid plejede at sige. Det er ikke rationelt, det ved jeg godt. Videnskabeligt hænger det ikke sammen, det vi taler om nu. Men det føles, som om Michael er tæt på mig. Kan du følge mig? Eller synes du, jeg er skør?«.