Nu går den ikke længere. Godlidende - men måske en kende vankelmodige - har vi i de mange måneder, der er henrundet, siden vi sluttede bagsideserien 'Ind med sproget' i januar 2001, lagt øre til utålmodige læseres krav om at genoptage serien om dejlige, men udryddelsestruede gamle ord, der bør bringes tilbage i sproget og i livet. Ganske vist blev 300 af ordene samlet i en lille bog, der udkom i oktober samme år, men den er for længst udsolgt. Og der er mange flere ord at tage af: Flæbe Børn - og visse kvinder - kan kunsten at flæbe, der, som man næsten kan høre, betyder at græde, i dette tilfælde dog uden at have en ordentlig grund til det. Når man flæber, vender mundvigene nedad, og her kan man da også hente ordets oprindelse. På skånsk kan en fläbb betyde noget hængende, for eksempel en flig af tøjet, og på frisisk var en flebbe et kvinde-hovedtøj med hængende ender. Flæber man meget, er man flæbevorn. Ørefigen I dag får man nogen på kassen, et par flade eller én på bærret, og det lyder på en måde mere smertefuldt end den elegante ørefigen. Som ikke umiddelbart har noget at gøre med den sydfrugt, vi spiser frisk eller tørret. Formentlig kommer det fra hollandsk 'oorveeg', hvor 'veeg' betyder et slag. Kiv Kiv er noget, man ypper - og som måske kan resultere i ovennævnte ørefigen - for når man ypper kiv, skaber man ufred. Eller 'en vedvarende, heftig strid', som det hedder i Ordbog over det danske Sprog. Yppe er fællesgermansk og betød at hæve noget i vejret, at 'oppe' det, kunne man sige, kiv er nordisk og betyder at skændes og strides. Godlidende Når man er godlidende, er man venlig, men måske en anelse naiv. Kvinder smiler ofte et helt specielt, lidt langagtigt, godlidende smil, når de passerer hinanden i døren til cafétoilettet, og man kan nemt være så godlidende, at man kommer galt af sted. Oprindeligt var det et mere rosende ord, på linje med elskværdig. Det kommer fra norsk, hvor det betyder en, som man godt kan lide. Vankelmodig Når man vanker, vandrer man lidt planløst rundt, og er man vankelmodig, kan man ikke bestemme sig. Det stammer fra tysk, wanken, der betyder at vakle og svaje. Kong Christian II var ret vankelmodig, da han i 1523 lå og sejlede frem og tilbage i Lillebælt, fordi han ikke kunne finde ud af, om han skulle lande på Fyn eller i Jylland. Han endte som bekendt i Sønderborg, hvor han vankede rundt om et stenbord, som han sled en rille i med tommelfingeren. Tilforn 'Mod søen stunded vor sjæl tilforn', skriver Johs. V. Jensen i andet vers af 'Hvor smiler fager den danske kyst' fra 1925, og dronning Margrethe kan sige 'Vor gunst som tilforn' til sine undersåtter. Tilforn betyder før, i tidligere tider, som også kan hedde forne dage, og er af nordisk oprindelse. Det bruges mest i dronningeversionen, 'som tilforn'. Og lyder da også noget bedre end 'som før'.