Den martsdag i 1988 driver tusinder af sørgende katolikker gennem Belfast som en flod. Tre hvide ligkister ligger under irske flag i rustvogne, der snegler sig af sted i kortegen. Den danske fotografelev Jan Grarup følger nysgerrigt med strømmen. Han er 19 år gammel. Han klæder sig i en mørkegrøn oilskindjakke og har en fototaske over skulderen. Han følger sørgetoget ind på den enorme kirkegård Milltown Cemetary. Kors og sten rager op på de grønne bakker. En helikopter hænger i luften. Ellers holder britiske sikkerhedsstyrker afstand. For det var soldater fra Storbritannien, der skød tre IRA-folk på Gibraltar nogle dage tidligere, og de vil for alt i verden undgå lokal ballade, når katolikkerne begraver deres martyrer. »Get down!« IRA-tilhængerne sænker en kiste i jorden. Folk står tavse. Så, fuldkommen uventet, lyder et brag fra en håndgranat. »Get down! Get down! Get down!«. Mennesker skriger i panik. Et maskingevær knitrer. De fleste smider sig på jorden. Midt i tumulten rejser Jan Grarup sig pludselig op. Han fanger et glimt af en mand med overskæg, brunlig hue og anorak. Fyren skyder, vender sig og løber. Som drevet af et instinkt begynder den unge dansker at fotografere. Et mægtigt kick Han fotograferer, mens den protestantiske terrorist flygter ned ad en skråning. Han fotograferer, mens menneskeflokken sætter efter som blodhunde. Han fotograferer - på klos hold - da IRA-tilhængerne fanger og tæver manden til et blodigt vrag, indtil britiske sikkerhedsstyrker rykker ind med helikopter og skudsikre landrovere. Han fotograferer også de åbne grave og de sårede kvinder og døde mænd og de hvide ambulancer, der ruller op ved pladsen. Senere, da han står i et lånt mørkekammer på avisen Belfast Telegraph og fremkalder sine billeder, ryster benene for første gang under ham. Men han mærker også et mægtigt kick. Udenfor står fotobureauer på nakken af hinanden for at få hans billeder. Brændt sig fast Fotografen Robert Capa hævdede engang, at man ikke kan stille skarpt med en tåre i øjet. Andre siger, at kameraet forvandler virkeligheden til en film. Den 19-årige Jan Grarups billeder fra blodbadet står skarpe. Men han føler ikke meget for de mennesker, han har fotograferet. Andre billeder bevæger, fordi de har brændt sig fast i et menneskes erindring. Bruddet Jan Grarup sidder i en dagligstue i en grønhvid sofa. Han er 12 år gammel. Uden for vinduet sænker aftenen sig over Nordsjælland og landsbyen Kvistgård. Inde flimrer fjernsynet en landskamp mod Grækenland, som hans forældre ser sammen med ham. Pludselig siger hans far, at der er noget, de skal snakke om. Jan Grarups far er kriminalbetjent, hans mor er pædagog. Inden han blev født, købte familien en stor, forslidt købmandsgård i tre længer, som de friskede op og satte i stand. Hans verden er den lille landsby. Han fisker i mosen og bygger huler i skoven. I weekenderne vandrer han ad hovedgaden langs de små stikveje til glaslågen ved Bent Barbers salon, hvor en gammel Ford Transit henter ham og en lille flok venner, der ruller ud i omegnen og spiller fodbold mod andre byer. Jan Grarup ser fra sin far til sin mor. De siger ikke noget. »I skal skilles«, udbryder han så. Han ved det pr. instinkt. Han styrter op på sit værelse. Ud over en smerte - en følelse af at være blevet forladt - har han pludselig mistet den eneste verden, han har kendt. Barnesilhuetter Mange måneder senere står Jan Grarup i et lille badeværelse. Han har sprættet en sort plastiksæk op og klæbet den fast langs vinduesrammen med gaffatape. Rummet ligger i mørke, og han smasker våde, sort-hvide billeder direkte op på vægfliserne. Sådan står han og fremkalder billeder til langt ud på natten, aften efter aften, mens hans mor og lillesøster brokker sig over, at han blokerer toilettet. Efter skilsmissen flyttede de fra tre længer landsbyidyl til tre værelser i et socialt boligbyggeri i Espergærde. Kort efter fik Jan Grarup sit første kamera i fødselsdagsgave - en billig lommemodel, for hans forældre vidste af erfaring, at en hobby sjældent fanger ham ret længe ad gangen. Men nu holder han pludselig fast. Han fotograferer dag og nat, fordyber sig, skyder på alt fra spejlinger i skovsøer til de nye kammerater, han hænger ud med ved centret eller grillen. En dag fotograferer han et færdselsuheld. Han sælger billedet til Helsingør Dagblad. Snart halser han byen rundt på cykel med en politiradio efter mere dramatik, mens han ser op til fotograferne på lokalavisen og lægger billet ind på en elevplads. Han kontakter også den fotografiske grundskole i København, hvor han får en lærer til at anbefale sig nogle fotobøger. En af dem handler om den berømte humanistiske reportagefotograf Eugene Smith. I 1946, mens Smith gennemgik operationer efter en krigsskade og led af dybe depressioner, tog han et billede af sine børn, som bogen tager udgangspunkt i. Fotografiet hedder 'The Walk to Paradise Garden'. I motivet stavrer en lille krølhåret pige og en dreng gennem en skov. De holder hinanden i hænderne og går mod en lysning, mens træerne danner en buet port omkring dem. Eugene Smith kom sig siden og blev en af de største fotografer gennem tiderne med sine menneskenære billedfortællinger. Jan Grarup sluger historien - og studerer billedet af de små barnesilhuetter på vej mod en ny verden. Action Så da Jan Grarup endelig får løfte om en læreplads og starter på grundskolen, er det blandt andet med Eugene Smith og det humanistiske fotografi i baghovedet, at han tager sit næste skridt og rejser til Belfast i sin påskeferie. Han vil prøve at skildre konflikten og den delte by. Men ved et tilfælde begraver Belfast netop tre faldne IRA-folk i den påske. Da Jan Grarup følger med begravelsesoptoget af nysgerrighed, lander han i et af konfliktens værste blodbade, hvor den protestantiske terrorist Michael Stone går løs på folkemængden, dræber tre og sårer 60 under flugten, indtil han løber tør for ammunition og omtrent bliver lynchet. Næste dag ser han sine billeder på forsiden af britiske aviser. I Danmark får B.T. nys om, at en dansker var på pletten, og hans mor får et chok, da hun næste dag ser overskriften 'Ung dansker i det irske blodbad' hjemme i Espergærde. Imens forstår Jan Grarup, at han reagerer forbløffende koldt i den slags pressede situationer. I dagene efter mærker han ingen traumer og skænker ikke ofrene mange tanker. Til gengæld mærker han en spænding, en følelse af at være på, og da de internationale fotobureauer sender ham en check, lugter han både action og en levevej. Egentlig har han fået elevplads på Helsingør Dagblad. Men han ser pludselig større muligheder på en landsdækkende avis. Han trygler Ekstra Bladet om en læreplads. Kurderne på grænsen I bjergene mellem Tyrkiet og Irak ligger røg fra mange bål som en dyne mellem nøgne træer. En stank af afføring fra kolerasyge mennesker hænger i luften. Kulden bider, og mudderet ligger tykt mellem telte og biler. 22-årige Jan Grarup vandrer rundt i flygtningelejren Isikveren mellem titusinder af kurdere. Det er april 1991, kort efter Golfkrigen. Kurdernes oprør mod Saddam Hussein er slået fejl, og nu flygter de for hans hævn over grænserne. Jan Grarup og journalisten Gaby Jeppesen rapporterer fra den humanitære katastrofe. Jan Grarup har fået smag for historiens sorte kapitler. Som nystartet elev på Ekstra Bladet dækkede han Ceaucescus fald i Rumænien. Det var i juledagene 1989, hvor ingen etablerede fotografer havde lyst til at forlade deres familier, så han fik chancen og leverede en vaskeægte verdenssensation, da rumænere i oprørsbyen Timisoara en aften kørte ham og en journalist ud til en massegrav. Han fotograferede lig af kvinder og børn i lyset fra en tændstik. Senere, efter at mange andre havde fotograferet graven, viste den sig at være bluff, fordi ligene var for gamle til at være døde under oprøret. Verdenspressen blev taget ved næsen. Men han var stadig først på pletten og dækkede resten af oprøret. Nu går han rundt i efterdønningerne fra en krig. Flygtningene sulter. Sygdomme breder sig i lejren. Afmagt og forladthed Nogle gange opdager en fotograf pludselig et motiv, som andre ville have overset - et billede i nuet, som fotografen skyder, fordi det pludselig giver mening som brikken i puslespillet, der falder på plads. Han ser en lille kurderpige på syv-otte år. Hun kommer gående gennem det endeløse mudder. Hun har nederdel på og beskidte joggingbukser og en cardigan. I højre hånd holder hun en tom vadsæk, og hun strækker armene ud til siderne, mens hun græder som pisket. Hun er alene og lyser af desperation og total afmagt og ... forladthed. Noget rører Jan Grarup i nuet. Han skyder tre-fire billeder lynhurtigt, hvorefter motivet går tabt for evigt, da pigen vandrer videre. Han løber efter hende. Det viser sig, at hun er løbet efter brød til sin familie, der ligger syge af kolera og dysenteri. Lastbilen kom godt nok med sin ladning af brød. Men de voksne løb hende over ende. Jan Grarup sender billedet hjem, og da han sidder med det på sit hotel i kurderbyen Diarbakar, forelsker en britisk journalist sig i det ved første blik og køber det. Den respekterede avis The Independent trykker det i kæmpeformat med overskriften: »Hendes tårer bringer skam over os alle«. Mangler nerve Billedet rammer noget i folk. Det år vinder Jan Grarup for første gang en pris i Danmarks mest prestigefyldte konkurrence Årets Pressefoto med det og fire andre billeder af kurderne. Han bliver også valgt til Årets Pressefotograf. Ud over den kurdiske pige indgår et krigsfoto fra Jugoslavien i bedømmelsen. En serber overgiver sig til kroatiske styrker på en mark ved at vifte med et hvidt flag - hans kones brudekjole bundet til en stang. Jan Grarup har taget billedet ved frontlinjen, mens han lå i en skyttegrav iført hjelm og skudsikker vest. Næsten halvdelen af året rejser han ud sammen med drevne krigsreportere som Jan Stage og Niels Westberg. Han tager billeder fra Balkan og andre brændpunkter med livet som indsats. Når han er hjemme, bor han i Studiestræde i København i en lejlighed, der også minder om en slagmark. Der er en seng, et stereoanlæg, et fjernsyn og intet andet. Hans post flyder uåbnet i entreen, mens han hænger ud på Krasnapolsky og U-matic, går i byen, drikker sig fuld, når han da ikke hænger på avisen. Han kører både i firmabil og en MG sportsvogn, som han uden videre stiller fra sig foran ejendommen. Han får parkeringsbøder for flere tusinde kroner om ugen, indtil han må låne 130.000 kroner af avisen for at betale sin gæld hos kommunen. Målet er nået Der er ting, der er vigtigere end rudekuverter. Han kan simpelthen ikke tage Danmark seriøst i forhold til de rædsler, han fotograferer ude i verden. Alligevel skuffer hans billeder ham. De mangler nerve. Og han aner ikke hvorfor. Men i det mindste har han nået det mål, han begyndte at jagte som teenager: Han arbejder som professionel fotograf.