Det kan godt være, at Odense fejrer sin berømte digtersøn på 200-års dagen. Det kan også godt være, at solen skinner, og at byen i dén grad fejrer H.C. Andersen med flag, musik og besøg af dronningen, der spadserer gennem byen, men hvad hjælper det, når man - stort set forgæves - er rejst flere tusinde kilometer for at følge den egyptiske præsidentfrue, Suzanne Mubarak? Gruppen af egyptiske journalister kæderyger frustrationerne væk i nogle særdeles lugtstærke cigaretter. »Meningen var, at vi skulle følge hende, men det er helt umuligt«, siger en af de egyptiske journalister og hentyder til den skrappe sikkerhed omkring præsidentfruen. 'Eventyrenes konge' Men de er kommet, journalisterne, og de rapporterer om Andersen og hans historie, så uanset hvad der måtte være sagt om de mange H.C. Andersen-ambassadører, så har udnævnelserne i hvert fald i nogle tilfælde trukket de udenlandske medier til landet. Andre er lokket hertil af Andersens ry alene. Riina Eentalu fra den nationale Eesti Radio er sendt til Danmark i fem dage for at sende rapporter hjem hver dag om Andersen, som hun uden tøven kalder 'eventyrenes konge'. »Jeg har også selv hans eventyr stående derhjemme«, siger hun og viser med fingrene, hvor tyk bogen er på estisk. Hun har slet ikke egypternes frustrationer, men er smittet af dagens feststemning hos de titusindvis af fynboer på gaden, der ligesom de officielle gæster nyder det overdådige forårsvejr, som må kunne stille selv en litterær verdensstjerne tilfreds. Pænt, ikke prangende En enkelt af tilskuerne på dronningens rute fra Odense Rådhus ad Vestergade mod H.C. Andersens Hus har dog den samme oplevelse som egypterne. Hun venter ikke ved afspærringsbåndene af hensyn til hverken dronningen eller afdøde Hans Christian. Hun er kommet for at se fodboldlegenden Pelé, men hun kommer til at vente forgæves. I stedet kan hun se Rolf Wesenlund slentre afslappet ad æresruten gennem Odense iført knaldrøde ankelsokker, og hun kan i det hele taget se, hvad folk fra forskellige dele af verden opfatter som en passende dress code, når man deltager i en 200-års fejring. Enkelte er i cowboybukser, kakivest og sportssko eller andet afslappet antræk, men de fleste dog i festtøjet, som det blandt andet er tilfældet for ministrene fra den danske regering. Pænt uden at være prangende. Ministrene har tilskuerne ingen problemer med at genkende på den officielle rute, men hvem hovedparten af de officielle gæster og H.C. Andersen-ambassadører er, må forblive en gåde for de fleste. De sportsinteresserede jubler, da Preben Elkjær og Brian Laudrup går til modtagelse på Odense Rådhus, og de litterært interesserede nikker genkendende til forfattere som islandske Einar Mar Gudmundsson og svenske Per Olov Enquist, men de færreste kender nok navnet på den asiatiske kvinde, der præsterer at gå forbi en ellers smilende borgmester Anker Boye uden at tøve et kvart sekund, fordi hun er i fuld gang med at videofilme sin egen entre til rådhuset på den røde løber. H.C. Andersen selv kan ikke klage over manglende opmærksom på fødselsdagen. Odenseanerne står allerede før kl. ni i trængsel foran Odense Domkirke, fordi de vil høre Johannes Møllehave tale som en del af den officielle fejring af Andersen. Og efterhånden som klokken nærmer sig 10 om formiddagen - og dronning Margrethe som programsat skal ankomme til Odense Rådhus - fyldes kvarteret mellem rådhuset og H.C. Andersens Hus af titusindvis af fynboer. Det virker, som om alle er blevet på gaden siden fredag aften, hvor de i stort set samme antal fulgte det annoncerede festfyrværkeri fra franske Groupe F. Det bliver nok et festfyrværkeri, de kommer til at tale en del om i Odense, for nok klappede folk flere gange under det næsten timelange show, men det var som regel i de korte overgang, hvor de kunne se, hvad der faktisk foregik. Mange af de tusindvis af tilskuere på Odense Havn kunne simpelthen ikke se, hvad der foregik på havnearealerne af videoprojektioner og anden kunst, og de var kun med i festen, når Groupe F sendte mere traditionelt fyrværkeri i luften - og det var egentlig ikke særlig tit. Kun for indbudte Men dagen efter, lørdag, fester Odense, selv om det meste af besøget fra de officielle gæster foregår på steder, hvor folk ikke har adgang. Til gengæld er der fest for folket andre steder i byen. Der er koroptræden i Flakhaven, fortællerrazzia i byens busser, rockkoncert med bl.a. Nikolaj Nørlund, Claus Hempler, Alberte, Mikael Simpson og Peter Sommer ved Brandts Klædefabrik, ligesom Sigurd Barrett og Odense Symfoniorkester holder fælles koncert i Odense Koncerthus, da dronningen med følge igen sidder i toget på vej mod København og aftenens gallakoncert i Parken. Inden dronningen og byens officielle gæster forlader Odense, har den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom dog nået at få den store H.C. Andersen-pris på 50.000 euro. Han får prisen for sit arbejde med at udbrede kendskabet til H.C. Andersen som en af det 19. århundredes største, moderne forfattere. For det er jo Andersen - og litteraturen - det handler om. Hvis nogen skulle have glemt det. Hvad H.C. Andersens selv ville have sagt til det enorme postyr på den runde fødselsdag, kan der kun gisnes om, men vi ved, hvordan han modtog festlighederne, da han 6. december 1867 blev udnævnt til æresborger i fødebyen Odense og skrev om det i dagbogen samme dag, før han gik til ro: »Jeg var oppe 9, nu kom Barberen, derpaa Friseuren; jeg var temmelig benauet. Skolerne havde Fridag i dag for min Festdags Skyld. Klokken hen ved ellevede kom Borgmester Mourier og Politimester Koch og afhentede mig i Vogn, jeg havde hele Hæderssædet alene; der vaiede Flag. Borgerne i Uniform stode ud for Raadhuset, Musiken spillede min »Jeg elsker Dig Danmark mit Fædreland«. I Salen var min Buste reist med Grønt om; flere hundred Mennesker var samlede, Mænd og Qvinder, Communalbestyrelsen hilsede mig og Mourier holdt en Tale, og overrakte mig Diplomet som Æresborger; jeg takkede, men var næsten ved at segne, jeg saae Taarer i Manges Øine, før og efter bragtes mig ni Gange Hurra, af hele Forsamlingen. Klokken halv eet var jeg hjemme og fik Besøg af flere af Communalbestyrelsen, deriblandt en søn af Peter Wick. Der kom Lykønsknings Skrivelse til mig fra Melchiors dernæst et Nummer af Dagbladet, der smukt udtalte sig om min Fest. Fra Reitzel fik jeg to Exemplarer af Digtene og eet af Eventyrene. - Jeg er træt men anderledes freidig end imorges«.