Vi kommer nok aldrig til at se hende i en romantisk komedie a la Jennifer Lopez og Cameron Diaz-roller. Og gud ske tak og lov for det. Siden sin debut som aids-ramt teenager i Larry Clarks 'Kids' (1995) har Chloë Sevigny valgt de kontroversielle film som 'Boys Don't Cry' (1999), 'American Psycho' (2000) og 'The Brown Bunny' (2003), hvor hun gav sin mandlige medspiller et blowjob - helt uden 'body- eller mouth-stand-in'. Men før Sevigny blev skuespiller, var (og er) hun det, man på den anden side af Atlanten kalder en It-girl (en, der er meget hip lige nu, red.). Den fine populærkulturtitel fik hun, fordi hun blev opdaget på New Yorks gader for sin ulastelige og vintagesmarte tøjstil, og siden har alverdens blitzer flashet på de røde løbere, når frk. Sevigny tropper op i fantastiske rober og sit eget personlige varemærke: de sløve sovekammerøjne. Lige nu er newyorkerpigen aktuel i Woody Allens 'Melinda and Melinda', hvor hun spiller en Park Avenue-frue, der er fanget i et ulykkeligt ægteskab. Fik du tilbudt rollen sådan uden videre, eller skulle du mødes med Woody først?

»Jeg havde mødt ham på to film før denne her og havde faktisk også læst for ham en gang før, men jeg fik ikke rollen dengang. Min agent ringede til mig og sagde: »Woody har en rolle til dig. Han vil bare lige se dig igen«. Så jeg tog over til ham på Park Avenue, kom ind og satte mig i en stol i noget lys, og så sagde han: »Jeg ville bare lige se dig«. Og det var det«. Hvordan var det at arbejde med Woody?

»Jeg havde hørt, at han ikke sagde noget som helst - at man var helt overladt til sig selv. Men han talte meget og instruerede os meget mere, end jeg havde forventet, hvis der var noget, han ikke var tilfreds med. Eller hvis man sagde noget, som han ikke synes virkede troværdigt. Han opfordrede klart til improvisation, så ordene kom mere naturligt ud«. Som en ægte newyorker, var en rolle i en Woody Allen-film så en af de ting, der stod på din ønskeliste?

»Jeg tror, at enhver newyorkerskuespillerinde eller skuespiller drømmer om at medvirke i en Woody Allen-film. Da jeg begyndte som skuespiller, lavede jeg en liste over alle de instruktører, jeg gerne ville arbejde med, og han var klart blandt favoritterne. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik chancen«. Hvem står længere nede på listen?

»Der står mange. Det er nogen, jeg bare skal arbejde med. Lars von Trier stod på listen, og ham har jeg arbejdet med. Jim Jarmusch stod der, og ham har jeg også arbejdet med«. Hvad er forskellen på Lars' og Woodys måde at arbejde på som instruktører?

»Lars er meget personlig og involverer sig og snakker meget frem og tilbage. Med Woody var det mere bare en oplevelse af at gøre et stykke arbejde. Man tager på arbejde, man gør sit arbejde, og så går man hjem. Med Lars var der meget mere sjov og ballade og små drillerier. Det var to meget forskellige oplevelser«. Gammelt æsel'Melinda and Melinda' er inddelt i to sideløbende historier, et drama og en komedie.Kunne du vælge, hvilken del af filmen du ville medvirke i?

»Nej, han havde besluttet, at jeg skulle spille i dramaet, desværre«. Desværre? »Ja, jeg synes, det er sjovere at lave komedier. Altså, jeg elsker Woodys dramaer, men jeg synes, at hans komedier er stærkere film«. Du er en af de få, der har medvirket i både 'Dogville' og 'Manderlay'. Var det forskellige oplevelser?

»Det føltes som en straf at medvirke i 'Manderlay'. Det var den rene tortur (griner). På 'Dogville' havde vi i det mindste stand-ins, som gjorde det sure arbejde. Hvis vi for eksempel bare gik rundt eller stod helt i baggrunden, blev der brugt stand-ins, og det var vildt mærkeligt, når vi gik til frokost, for så sad der to af alle og lignede hinanden med nøjagtig samme tøj på og samme frisure. Det var meget mærkeligt. Men på 'Manderlay' skulle jeg også lave alle de kedelige ting - såsom at ligge i baggrunden eller stå og arbejde i baggrunden i timevis. Det var virkelig en øvelse i disciplin«. Trier har klippet scenen med slagtningen af æslet ud. Synes du, at han skulle have beholdt den?

»Jeg har læst om det, men jeg har ikke set scenen. Det skal dog siges, at æslet var meget gammelt og sygt, og det ville alligevel være blevet slagtet. Æslet lakkede mod sine sidste dage, men jeg tror, at scenen ville skabe en masse unødig brew-ha-ha, og en af skuespillerne forlod faktisk optagelserne, fordi han var fortørnet over, at æslet skulle ofres for en film«. Nicole Kidman har sagt, at hun ikke ville arbejde med Lars von Trier igen, fordi han var for hård. Er det virkelig så slemt? Ville du arbejde med ham igen?

»Ja, det ville jeg. Han koncentrerer sig mest om de kvindelige hovedroller, og hun spillede hovedrollen. I 'Manderlay' spiller jeg Bryce Dallas Howard, og når man har en birolle, får man ikke samme intense opmærksomhed fra Lars. Så passer man sig selv i baggrunden, selv om man indimellem skal på banen, men det er ikke så hårdt. Er det bevidst eller tilfældigt, at du endnu ikke har medvirket i mainstreamfilm fra Hollywood? »I begyndelsen forsøgte jeg at undgå det. Jeg ville lave independent-film eller film, der brød med traditionerne. Og jeg gik ikke så tit i biografen. Jeg så en masse film derhjemme, men det var gamle film, ikke så mange kommercielle. Jeg tror bare, at jeg var ung og idealistisk, men nu hvor jeg er blevet ældre, har jeg indset, at der er film for alle. Der er plads til det hele, og jeg elsker at gå ind og se film som 'Spider-Man' og blive vanvittigt underholdt i to timer. Jeg ville meget gerne medvirke i sådan en film; jeg skal bare finde den rigtige«. Hvordan vil du karakterisere dit eget liv - komedie eller tragedie?

»Indtil for få år siden opfattede jeg det helt klart som en tragedie. Jeg var en relativt deprimeret teenager og lidt af en krukke. Men jeg forsøger at se lidt lysere på livet og tage lidt lettere på tingene«.