Engang hed det darnelse. Nu siger man ofte dænnelse, selv om det altid har skullet staves dannelse. Men hvad taler vi egentlig om, når vi bruger det begreb? Selve ordet dufter naturligvis af fisefornem spidsborgerlighed. Af at gå i Det Kongelige Teater og se Elverhøj med billetter fra Arte. Af gode manerer og diskret smag. Af Søren Kierkegaard, Grundtvig og H.C. Andersen. Samt Emma Gad. Det er klart. De er her også alle sammen i dag. Eller rettere, deres ånd svæver rundt under de høje lofter i grundtvigianernes gamle Vartov i København. Antagelig lytter de med både hævede bryn og indestængt latter til, at de selv og deres samtid for en stund kommer til ære og værdighed i lyset af også denne tids behov for at forstå sig selv. Det er ingen nem opgave, de har sat sig, arrangørerne af dette seminar, selv om 70 danskere fra fjern og nær har dannelse nok til at gide bruge en solrig forårsweekend bag tykke mure. Hvis de havde troet, de gik hjem med en klokkeklar definition af begrebet dannelse, er de blevet skuffede. Ordet dannelse er et stykke våd sæbe, der smutter mellem fingrene, hver gang vi er lige ved at have grebet om det. Og selv om vi nærmer os det kollektivt fra alle sider, glider det alligevel fra os. Pufff ... Et gopleord, som Kierkegaardforskeren Joakim Garff, siger. Hvad er da grunden til, at vi alligevel over tre dage forsøger at få skovlen under det diffuse fænomen, som vi længe gik og troede var lagt trygt til hvile i 1800-tallets København? »Fordi dannelse igen er kommet på den pædagogiske og filosofiske dagsorden«, siger Garff. »Måske forpuppede det sig blot under historiens vidstrakte væv, men nu er alle optaget af det igen«. »For skæbnen er en skælm, og tidsånden er en filur«, tilføjer han filosofisk. Derfor er det selvfølgelig helt velovervejet, at seminaret i Vartov hedder Kanon-Dannelse . I denne tid, da litteratur og kunst, indbegreb af dannelsesudtrykkene, bliver udsat for kanonisering, og staten blander sig som aldrig før i skoleelevers dannelsesindhold. Det er tid at gøre status. Eller i det mindste stoppe op og overveje, hvad vi vil med det hele og hvorfor. Det vil rektor for Aurehøj Gymnasium Marianne Zibrandtsen gerne give et bud på. Sammen med blandt andre Garff har hun været med i det statslige kanonudvalg, der har udnævnt 15 danske klassikere til pligtstof i skolerne. Det var ikke nemt, kan hun afsløre, for opgaven var at finde værker, der har vist deres bæredygtighed. Ikke blot i deres samtid, men også i følgende generationer, så folk kunne lære noget om tiden og sig selv. Hun var glad for opgaven. »For de fælles værdier, vi har, fordi vi er danske, skal varetages af skolen. Skolen skal turde være tydelig på værdier. Ellers vil vi miste grebet. Åndsfrihed kan ende i åndløshed, og så brister det, vi troede var dansk«, siger Zibrandtsen, der har glædet sig over den hidsige debat om den statslige kanon. »Det er jo en illusion at tro, at der ikke er både én eller flere kanoner i samfundet. Om ikke andet, så skjulte, for der vil altid blive foretaget valg. Det er heller ikke valget i sig selv, der er problemet. Det er nok alene det, at andre vælger for én, der er kontroversielt«, siger hun. Statslig blander sig Men i hvilken grad og med hvilken legitimitet skal vi have statslig indblanding i dannelse, spørger Thorstein Balle, der er forstander på Den Frie Lærerskole. Balle er vred over, at undervisningsminister Bertel Haarder også er i færd med at blande sig i friskolernes drift og pensum. »Der er sket et markant skred for, hvad staten kan blande sig i. Nu er vi helt inde i sindet, og dannelse er også blevet en vare, der skal måles og kontrolleres«, siger han. Tilhørerne synes også splittede om sagen, men alle holder ørerne stive, mens debatten bølger i lokalet. Hvad er egentlig grunden til, at vi skal have en kanon lige nu, lyder det enkle spørgsmål fra en herre. »Der er flere grunde til, at den nye dannelsesdebat og kanon kommer op nu«, mener lektor Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet. »Først og fremmest kommer den på grund af de nye danskere. Men debatten skyldes også de unges manglende viden. Og den har helt sikkert noget at gøre med den europæiske integration«, fastslår han. Danskhed, altså. Korsgaard fortæller, hvordan allerede Grundtvig og daværende kulturminister Johan Nicolai Madvig skændtes om den i 1800-tallet. For mens de begge var moderne i deres pædagogik, ønskede Grundtvig at orientere danskheden mod det øvrige af Norden, mens Madvig rettede blikket mod Europa. I øvrigt mente Madvig ikke, at nogen kunne tage patent på danskheden, heller ikke skolerne. Dannelsesdebatten dengang kom som følge af det opbrud og de store omvæltninger, man oplevede, da Danmark gik fra enevælde til demokrati. Vi glemmer nemlig ofte, at det kun er 200 år siden, at et folk også kom til at betyde en nation. Det er slet ikke længe siden, at også danskernes første referenceramme var slægten og husstanden. Altså den referenceramme, som mange af de nye danskere kommer med, beretter Korsgaard. »Vi bør kaste et nyt blik på vores egen historie. Vi fastholder nemlig det forældede syn, at vi har følt os danske siden Gorm og Thyra, men det passer jo ikke. Det ville være sundt for os at revidere vores egen selvopfattelse og begynde at se på, hvad de nye kommer med«.
Garnnøgler
Vi har stadig ikke rigtig fat i, hvad dannelse er. Eller rettere, vi har fat i spændende ender af mange garnnøgler i både fortid og fremtid. Gamle Johan Ludvig Heiberg trækkes frem som Guldalder-Københavns æstetiske højesteretsdommer, mens Kierkegaard og Grundtvig gør utallige come-backs, hvad der kun er naturligt. Seminaret er arrangeret i fællesskab af Grundtvig-Akademiet og Søren Kierkegaard Forskningscenteret. »Dannelse betyder, at mennesket ikke er et dyr«. Denne gang er det lektor Anne-Marie Eggert Olsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der kommer med et bud. Det enkleste, hun kan komme i tanke om. »Hvis man ikke kommer ud over tilpasning, kan man ikke tale om dannelse«, siger hun. »Men min enkle definition åbner naturligvis for spørgsmålet: Hvad er et menneske. Dannelse kan derfor betyde meget, og det er afslørende, hvad folk siger, for der er aldrig nogen, der forstår det samme«. »Når vi diskuterer dannelse, så er det, fordi vi har lidt et tab af vores selvforståelse, og så er der to måder, man kan tale om det på. En regressiv, der forlanger dannelsen tilbage, som den var. Eller en positiv, der har vilje til at tilpasse dannelsen den nuværende samfundsudvikling«, mener Anne-Marie Eggert Olsen. »Dannelsens krise består ikke i, at vi ikke har en kanon. Vi har for mange kanoner. Vi har rigeligt. Dannelsens krise kommer som følge af det multikulturelle samfund, og det løses ikke ved at sige til folk, hvad de skal læse«. »Og er den almene dannelse overhovedet almen«, spørger hun og svarer selv: »Nej da. Hvordan lykkedes det dog at bilde os det ind? Dannelse er et politisk begreb. Dannelse betyder liberal, borgerlig dannelse«.
Trussel Cand.theol. Katrine Winkel Holm er blevet bedt om at komme med en replik til lektoren fra det pædagogiske universitet. Hun vælger at lægge vægten på, at de nye danskere skal lære dansk kultur, og tager afstand fra, hvad hun ser som en nedgørelse af det danske i Anne-Marie Eggert Olsens indlæg. »Det store antal indvandrere skal lære dansk kultur, for det er en inkluderende holdning. Det er ekskluderende at lade være. Vi er nødt til at have en fælles referenceramme, for hvordan skal demokratiet ellers fungere«, mener hun og kalder lektoren for »overfladisk«. »Problemet i dannelseskrisen er forkastelsen. Den dér ned med os-holdning, der ender i kulturrelativistisk rodløshed«, tilføjer Katrine Winkel Holm. Anne-Marie Eggert Olsen ser træt ud. »Du har misforstået mig«, siger hun. »Hvis man føler sig truet, hver gang nogen siger noget andet, så har vi et problem. Vi skal ikke forkaste de ting, vi holder af, men vi skal lade være med at bilde os ind, at vi er fælles om dem. Det er vi ikke«. De to kvinder er ved at blive vrede på hinanden, og ordstyreren stopper seancen, da diskussionen begynder at køre i ring. Og så er det tid til lidt dannelse i praksis. Selskabet går til det smukt dækkede bord med sølvstager og hvide duge, mens adjunkt Jes Fabricius Møller fra Københavns Universitet med den ukuelige Emma Gad i hånden belærer os om dannet adfærd. Dannelse indebærer underligt nok, at ingen bør tale om maden, siger Emma Gad, så ikke et ord om den. Noget har man vel lært.