Godt, vi har Ikea!« Johanna er nu blevet 6 år og er lige startet på 'frit', som det jo så smukt hedder på nydansk. Med alderen er kommet en større mærkevarebevidsthed, og hun blev virkelig glad, da kuverten fra møbelhuset i Gentofte ankom med en reservedel til hendes nye højseng. En ny loyal kunde er født. Tillykke, Ikea. Personligt er jeg også glad for, at hun langsomt er ved at sublimere varme, menneskelige følelser med trangen til forbrug. For eksempel betyder det, at hun ikke plager helt så meget for at få et dyr, som hun ellers plejer. Vi har altså bevæget os op i Maslows behovspyramide fra »Åh, jo-far, jeg-skal-nok-selv-passe-den. Bare-en-fisk, så!« Det nye er, at hun spørger: 1) »Hvornår begynder I at give mig lommepenge?« og 2) »Hvornår skal jeg så have den mobiltelefon?«. En kedelig dreng
Lillebror Christian S på 4 år hænger stadig væk fast i drømmen om de bløde dyr, som han mener én gang for alle vil fylde hans lille hverdag med glæde og mening. Så han ikke længere keder sig så meget, som han påstår, at han gør nu, hver eneste gang han kommer hjem (og i børnehaven, for den sags skyld): »Far. Vil du virkelig have en dreng, der keder sig?«. Og det kan jeg jo næsten ikke nænne. Især ikke fordi, han er så lille og tyk og lækker og solbrændt. Og fordi han er så sød, når han går og dækker morgenbord og er stolt over at tælle vitaminpiller op til hele familien. »Det er godt, du har mig, ikke?«. Siger han, når pillerne ligger ved hver tallerken. Og den bemærkning har tydeligvis været i bøtte, før den kom i spand, som man siger på Bornholm. For det er sådan noget forældre gør. Vi går rundt i vores egne tanker og klapper ungen på hovedet, mens vi mumler helt automatisk: »Godt, vi har dig!«. Sådan noget selvindlysende bøvlebavle. Selvfølgelig er det godt, at vi har vores unger, og det er godt vi har Ikea. Og så er det godt, at ungerne har en far. Mandfolkehygge
Forleden var jeg ude for noget, som jeg altså lige skal blære mig med. Jeg havde stået og skåret i et stykke træ med min stiksav, og Christian havde kigget med beundring, som kun en dreng kan kigge på en far med et stykke værktøj i de barkede næver. Jeg kunne godt mærke, at den her situation ikke var helt kosher . Hvis hans mor havde kigget ud ad vinduet, ville hun have kommet ud og have lavet sikkerhedsafspærring af havestole med gul/sort tape fra stoleryg til stoleryg. Men Christian stod jo helt stille og nød urstemningen af 'mand-med-maskinen-indfører-søn-i-Silvan-livets-glæder...'. Jeg slukkede saven, trak omhyggeligt stikket ud af forlængerledningen og sagde: »Sådan!«. Som mænd nu gør det, når de er færdige med et godt stykke arbejde. Av Christian lænede sig frem for at røre selve savspidsen, den, som vi håndværkere kalder kaninpikken. Og så brændte han sig helt vildt. For den var jo glødende efter at have faret op og ned gennem en fire centimeter tyk egeplade. For nogle år siden ville jeg i panik have skældt ham ud: 1) fordi jeg selv blev forskrækket over, hvad der kunne være sket 2) fordi jeg er klar over, at nu får jeg problemer med konen 3) og - det her punkt er nok det vigtigste - fordi jeg er flov over, at jeg er sådan en klovn, der ikke kan finde ud af at passe på mine små unger. Især fordi tanken jo allerede er gået igennem hovedet på mig, længe inden han rører ved spidsen. Men denne gang var jeg moden, grænsende til det flegmatiske. Jeg smed saven og løftede ham, trøstede og fik fingeren i koldt vand. Mens jeg hurtigt forklarede moderen, at det altså var min fejl, og at jeg påtager mig det fulde ansvar. »Godt, vi har mig«. Tænkte jeg ved mig selv. Ikke bare er jeg på de her seks år blevet enormt ansvarlig. Jeg er endog kommet til at holde af Ikea. Og hvis der ikke snart kommer nogen og giver mig ret i, at jeg er god nok, så sætter jeg mig ned og tuder. Er det det, I vil have? En far der sidder og er ked af det?