Du skal ikke tage æren igen«, siger min datter indigneret. En af pædagogerne på fritidshjemmet Vokseværket har sagt, at det er en harmonisk og rolig gruppe børn, de har fået i denne omgang. Jeg skynder mig at sige, at jeg skam også har gjort mig umage med opdragelsen. »Det siger du altid, far, og det er ikke rigtigt. Jeg har opdraget mig selv«, siger mit 6-årige curlingbarn, der åbenbart ikke aner, hvordan jeg har benet rundt og stimuleret hende med babyrytmik, ballettimer og bryggeribesøg. Men o.k. Vokseværk er selvfølgelig noget, der kommer indefra. Ligesom ørevoks. Derfor kommer jeg også nogle gange til at kalde Johannas nye fritidshjem for Ørevokseværket. Det synes hun heller ikke er sjovt.
Børnebur
Til gengæld synes hun, at det er fantastisk, at hun nu må gå helt alene ud ad to døre og forlade matriklen for at komme over i et boldbur. Og at hun i sidste uge var til 'bryllup' med to par fra 3. klasse, hvor der var adgang forbudt for voksne, fordi de skulle kysse. Naturligvis har hun ret i begge sine synspunkter: 1) at hun har lært det meste af sig selv og kammeraterne, og 2) at hendes far grundlæggende ikke er så morsom, som han selv går og bilder sig ind.
Carbon-drengen
Christian S. lærer også ret mange ting af andre drenge. Især af Tobias. Der er en stor knægt på 12-13 år, der har mange kvaliteter. Han spiller rullehockey og kører fantastisk godt på inlinerskøjter. Han har en fjernstyret bil, der kan køre flere hundrede kilometer i timen. Han har trickcykel. Og som min søn siger: »Tobias kører på baghjul. Uden cykelhjelm!«. Tobias er rigtig flink til at dele ud af sin storhed og viden om verdens tilstand. Ofte står han med en flok logrende smådrenge omkring benene, mens han fortæller dem om sin bil, om sine skøjter, om at være en stor dreng. Sebastian, en af de mange wannabees, spurgte ham en dag, om han ikke ødelægger sin ishockeystav ved at slå den ned i asfalten, når han rammer lidt skævt på bolden. »Joe«, svarer Tobias. »Men det gør ikke noget, for snart får jeg en endnu bedre, lettere og stærkere stav. Den er lavet af karbon. Hvis du ved, hvad det er«.
Savlende zombier
De største af gadens drenge leger også rollespil, hvor de - efter meget indviklede regler - går rundt som kutteklædte hævnere med skumgummiøkser og tohåndssværd. De små prospects har ikke en chance for at følge med. Men hvis de spørger pænt, får de lov at være zombier. Så kan de stå med stirrende øjne, stive arme og savle på et gadehjørne. For savle, det kan de vel finde ud af. Andagten er noget mindre, når Christian S. eller Johanna skal lytte på deres fars guldkorn. Det kan være hårdt for mit ego, men et eller andet sted tænker jeg, at det er et sundhedstegn. Selv var jeg alt for optaget af, hvor fantastisk min far var. Jeg husker engang, jeg som 20-årig var ude og blaffe gennem Danmark. I Korsør, lige inden færgelejet, kom jeg op at køre med en kopimaskinesælger. Og så brugte jeg ventetiden i køen til at blære mig med min fars bil.
Et farforhold
Det er der nok mange drenge, der har gjort. Men jeg tror, de fleste stopper, inden de bliver 20. Især hvis bilen er en Toyota Hi-Ace kassebil. På gule plader. Godt nok med forlænget kasse, men alligevel. Jeg kan i dag ikke sige med sikkerhed, om det var min far, der skabte en myte om egen storhed - eller om det var mig, der egenhændigt rejste en statue, som var langt større end noget levende væsen. Måske kunne min mor have hjulpet ham med at lukke lidt luft ud af badedyret. Men hun gjorde, hvad hun kunne for at bevare den gode stemning. Og synes sikkert, at det var mest skånsomt for alle, hvis hun holdt sig til at spille på de hvide tangenter. I virkeligheden havde de to jo nok ikke et parforhold, men en farforhold. Han var indædt optaget af, hvor stor en idiot hans egen far var. Og min mor havde mistet sin far alt for tidligt. Så de var det perfekte ægteskab. Det, han ikke havde, manglede hun også. Og så var de unge. De færreste forældre kan vel i virkeligheden leve op til den betroede position, de har. Desværre er hverken 'far' eller 'mor' beskyttede titler, så børnene må lære at leve med os. Det eneste, man så kan håbe på, er, at de ikke tager os alt for alvorligt.