Ikke færre end to millioner mennesker i Italien ligger i retssag med naboer i opgangen, og nu forsøger parlamentet at gyde olie på trapperne med en ny lov. Hensigten er at gøre det lettere af holde fællesmøder og afgøre, hvorvidt der skal rigtige margeritter eller plastikblomster i bedet på fællesarealet. 'Sært kompleks' Men ikke alle tror, loven vil gavne. »Italienerne lider af et sært lov-optimisme-kompleks«, siger sociologen Franco Ferrarotti. »De tror, at når bare man laver en lov, så ændrer man folks vaner. Men sådan er det ikke«, lyder Ferrarottis vurdering. Meget at brokke sig over Nabostrid i opgange kommer ind på en tredjeplads efter bøder og trafikuheld, når det gælder sager, der havner foran den såkaldte 'fredsdommer', trinnet før en egentlig retssag. Folk elsker simpelthen at brokke sig over overboens hæle, naboens gøende hund og de vilde katte, som nogen i opgangen ligefrem tillader sig at fodre! Men det 'bedste' af det hele er fællesmøder, hvor det skal afgøres, om der skal elevator i opgangen, om portneren skal erstattes af dørtelefoner, og hvem der skal vedligeholde trappeopgangen. For princippets skyld Fællesmøder er et laboratorium i (u)menneskelig opførsel, diskussionsteknik og mere eller mindre raffinerede former for stædighed. Næsten altid er der en krakiler, der blokerer alle beslutninger. Ikke for pengenes, men princippets eller magtens skyld. Med den nye lov bliver det muligt at træffe visse beslutninger med simpelt flertal frem for enstemmighed. Viceværten vil få større magt og beboerne bedre instrumenter til kontrol. Tiden vil så vise, om livet bliver lettere for de knap 14 millioner italienere, der lever i etagebygninger. Lytter ikke Ferrarotti, der er forfatter til en række bøger om italienerne, er pessimistisk. »Man behøver blot tænde for et debatprogram i tv. Selv veluddannede italienere taler i munden på hinanden. De lytter ikke til de andre, men har en sær ide om, at jo højere man taler, desto større er sejren«, siger Franco Ferrarotti og kalder italienske opgange for 'helvedes forgård'. Han mener, forklaringen skal findes i den fattigdom og elendighed, italienerne levede i indtil for ganske få generationer siden. »Når man har oplevet svær fattigdom, opfatter man ubevidst sin første ejerbolig som det ultimative gode. Endelig et tag over hovedet! Så pyt med, om man ikke har noget at spise. Hjemmet er for italienerne, hvad hulen var for urmennesket«, siger Ferrarotti. Sig ikke 'psykopat' Selv Italiens højesteret har været involveret i nabosager. Domstolen har for eksempel vurderet, hvad naboer kan tillade sig at sige til hinanden uden at få bøder. Det er således i orden at kalde naboen for et 'irriterende røvhul'. Men ryger der et 'psykopat' ud over altankassen, falder rettens hammer. For det er dog alligevel for galt.