Jeg var godt tre en halv måned gammel, da bomben blev smidt over Hiroshima, og tilhører en generation, for hvem truslen om atomdød har været et eksistentielt vilkår. Bomben var måske ikke i tankerne hver eneste dag, men den var aldrig langt borte. Avislæsning i 1950'erne var sjældent opmuntrende. Det var den kolde krig og de endeløse kriser: Korea, Berlin, Suez, Ungarn. En artikel om den militære opbygning i Politikens Hvem Hvad Hvor 1950 havde den sigende overskrift 'Forberedelsen til Europas selvmord?'. I en opdateret udgave af P. Munchs verdenshistorie for gymnasiet fra begyndelsen af 1950'erne hed det, at udsigterne for fremtiden var meget mørke ved midten af det 20. århundrede. De apokalyptiske stemninger var nået helt ned i skolebøgerne. Ungarsk oprør knuste håb Stalins død i 1953 fulgtes af et kortvarigt tøbrud, men håbet blev knust sammen med det ungarske oprør i 1956. Tiden mellem Ungarn og Cubakrisen i 1962 huskes af mange som den kolde krigs uhyggeligste periode. Stalin havde ganske vist været kynisk og brutal, massemorder og despot, men der var alligevel en fornemmelse af, at hans politik havde en form for rationalitet og derfor til en vis grad var forudsigelig. Efterfølgeren Krustjov forekom med sin trang til teatralsk optræden langt mere uberegnelig. Trusler og forsonlig tale vekslede ustandselig. I 1958 forsøgte Krustjov at true de vestallierede ud af Berlin, USA-besøget i 1959 blev derimod et kæmpe pr-stunt og skabte billedet af en jovial statsmand, hvorefter han året efter knuste ethvert håb om afspænding, da han brugte nedskydningen af det amerikanske U-2-spionfly til at torpedere topmødet i Paris. Russisk succes i rummet Mange undrede sig over, hvad der var sket med hyggeonklen fra Amerikabesøget; problemet var, at den russiske leder var blevet fanget af sin egen retorik. De russiske succeser i rummet og et par markante amerikanske fiaskoer havde skabt en forestilling om, at russerne med hensyn til raketteknologi havde distanceret USA; det var den såkaldte raketkløft. Efter Sputnik-opsendelsen i 1957 erklærede Krustjov alle tidligere våben for »museumsgenstande«. »Sovjet klar vinder af kapløbet til Månen« hed det på Ekstra Bladets spiseseddel, da russerne et par år senere bankede en raket ned i Månens overflade. Nedskydningen af U-2-flyet afslørede Krustjovs tirader som bluf; nok havde man fået ram på det amerikanske fly, men episoden viste, at amerikanerne hidtil havde kunnet overflyve Sovjet, uden at Krustjovs raketter havde kunnet forhindre det. Krustjov forsøgte at kompensere sit prestigetab ved at gøre retorikken endnu mere skinger; det kom til udtryk, da han under en tale i FN til de delegeredes forbløffelse hamrede sin sko i bordet. I 1961 affyrede han de såkaldte dommedagsbomber over Novaja Semlja i Ishavet, ikke så langt fra Nordskandinavien. Den ene angives at have været mellem 50 og 100 megaton, den største bombe, der er sprængt i Jordens atmosfære. Angst for ragnarok De russiske bomber havde en skrækindjagende virkning på opinionen. Det var ikke alene angsten for Jordens undergang i et militært atomragnarok. Det var også frygten for den langsomme død, forgiftningen af atmosfæren gennem radioaktivt nedfald fra prøvesprængningerne i atmosfæren. Med bekymring fulgte man målingerne af atmosfærens indhold af strontium-90, hver gang stormagterne havde gennemført en prøveserie. Mere end noget andet var det prøvesprængningerne, der gjorde det klart for offentligheden, at der ikke bare var tale om en bombe med helt ekstraordinær sprængkraft, hvad man vel egentlig mente i begyndelsen. Braget over Bikini Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blev nærmest anset for en form for hensigtsmæssig militær rationalisering. I stedet for kostbare bombetogter med hundred- eller tusindvis af maskiner, som de, der havde gjort Dresden, Hamburg, Berlin og Tokyo til ruinhobe, kunne man nu nøjes med en enkelt bombe. Moralsk forsvarede man angrebet på uskyldige med, at bomberne havde sparet de allierede for en invasion af Japan, som ville have kostet millioner af menneskeliv. Omfanget og effekten af det radioaktive nedfald stod slet ikke klart for offentligheden og var vel også en overraskelse for konstruktørerne. Langt mere end atomangrebet på Japan var det de amerikanske prøvesprængninger ved Bikini i 1946, som skabte angsten for bomben. Billedet af paddehatteskyen ved Bikini gik verden rundt og brændte sig fast på nethinden. Pludselig stod det klart, hvad bomben kunne betyde. Et af de allerførste kunstneriske udtryk for den nye frygt for Jordens fremtid var Halfdan Rasmussens digt 'Efter Bikini': »Ingen skal græde mer'. Ingen skal mere le. Intet skal mere ske«. Så enkelt kunne bombens apokalyptiske trussel formuleres. Apokalyptiske forestillinger, frygten for dommedag, var ikke noget nyt. Den kristne undergangsforestilling er dybt indlejret i europæisk kultur. De fordømtes nedtur til Helvede er et ofte gentaget motiv i europæisk kunst. Helvedesforestillinger havde ofte toppet i perioder, hvor tilværelsen syntes endnu mere usikker end ellers. Den sorte død, 1300-tallets forfærdelige pestepidemi, som efter de almindelige beregninger kostede omkring en tredjedel af Europas befolkning livet, er forudsætningen for de helvedesscener, som fyldte senmiddelalderens kirker og som også fandt vej til danske landsbykirker. Det mest drastiske udtryk var nok nederlænderen Hieronymus Boschs makabre udpenslinger af Helvedes kvaler. Pest og krig fulgtes ofte ad. Krig var også for 4-500 år siden en ufattelig rædsel. En fjendtlig hær var som en græshoppesværm, der fortærede alt på sin vej. Huse blev stukket i brand, afgrøder ødelagt, og de, som ikke kunne flygte, blev voldtaget eller myrdet. Sådan gik det til under trediveårskrigen, der relativt var endnu dyrere i menneskeliv end selv Anden Verdenskrig. Næppe halvdelen af Tysklands omkring 12 millioner indbyggere overlevede de tre årtier fra 1618 til 1648. Udvikling af nye våben 1950'ernes dommedagsforestillinger var udtryk for afmægtighed over for statsmænd og militærchefer, som havde ladet bomben indgå i det almindelige politiske og militære rationale, som var det et hvilket som helst andet våben. Måske var der ikke noget mærkeligt i det. Verdens ledere i 1950'erne var for de flestes vedkommende født i 1880'erne og 1890'erne, deres forestillingsverden var skabt før Første Verdenskrig. I en vis forstand var det brintbomben fra 1952, der snarere end atombomben åbnede statsledernes øjne for, at hvis man blev ved at fastholde en politisk og militær adfærd, der hørte til tiden før 1914, ville det være det slut med alt levende. Blandt andet Churchill udtrykte sin angst for de perspektiver, brintbomben åbnede. Men da var man allerede fanget i spiralen med prøvesprængninger og udviklingen af stadig større våben. Verden var fanget mellem på den ene side Krustjovs krigeriske retorik og risikobetonede politik og på den anden en amerikansk afskrækkelsesstrategi, der indebar, at ethvert angreb skulle udløse fuld gengældelse med atomvåben. Angsten fik yderligere et par takker opad, da aviserne i midten af 1950'erne begyndte at skrive om muligheden for at udvikle det ultimative afskrækkelsesvåben, en såkaldt koboltbombe, hvoraf en enkelt mentes at være nok til at lægge Jorden øde. Et sådant projekt blev dog aldrig realiseret, men var egentlig logisk nok set i lyset af de aldrende statsmænds tro på afskrækkelsen. Kernevåben over Køge Midt i disse gruopvækkende perspektiver diskuterede politikerne spørgsmålet om stationering af kernevåben på dansk grund. Forsvarsledelsen og embedsmænd mente ud fra et traditionelt militært rationale, at man selvfølgelig skulle have de bedste våben. Fra politisk side blev man stadigt mere tøvende. Der var udpræget uvilje i befolkningen mod stationering hvortil kom frygten for, at atomvåben i sig selv kunne gøre Danmark til et potentielt angrebsmål. Regeringen trådte vande og udskød beslutningen. Det endte med, at stationeringsplanerne blev opgivet, men enhver, der var soldat under den kolde krig, husker, at bomben føltes særdeles nærværende. Yngre befalingsmænd, som ikke har vidst meget om sagen, var instrueret i at fortælle rekrutter og menige, at atomvåben slet ikke var spor mystiske, det var nærmest op til en selv at overleve, hvis man var så uheldig at opleve dem i virkeligheden. Men det ville i øvrigt aldrig ske, lød forsikringen. For selve deres eksistens ville forhindre krig. De nærmeste atomvåben var opmagasineret i Slesvig-Holsten. Når fjenden gik i land på Stevns, og situationen var ved at være kritisk, kunne den danske regering anmode NATO om støtte med kernevåben, men kun den amerikanske præsident kunne give tilladelse til at smide atombomber over Køge og omegn og derved afskære østblokkens soldater vejen til København. Senere fik man Nike-raketter, der egentlig var bygget til at føre atomladninger, men som i Danmark kom til at fungere som almindeligt antiluftskyts, om end af den dyre slags. Bordet som beskyttelsesrum Dette med at atombomber ikke var spor mystiske, var også i andre henseender officiel politik. I januar 1962 omdeltes til alle husstande pjecen 'Hvis krigen kommer'. De tidlige 1960'ere var den absurde litteraturs blomstringsperiode, og dette stykke statslige prosa kunne i absurditet godt konkurrere med både Harold Pinter og Eugène Ionesco. Den kunne fint have været udsendt som særnummer af det litterære tidsskrift Vindrosen. Der var nyttige råd til husejerne om, hvordan man lavede beskyttelsesrum i kælderen. Det er siden blevet bemærket, at hvis alle landets husejere fulgte anvisningen og fyldte huset med det foreslåede antal sandsække - 44 ton pr. husstand - ville der ikke være meget tilbage af de danske badestrande. Hvis man var så uheldig ikke at være i kælderen, når bomben sprang, så skulle man hoppe ind under et bord eller en seng og huske at tildække hud og holde sig for øjnene. Og så holde sig i ro et eller andet antal sekunder, indtil den radioaktive initialstråling var overstået. Bordet som beskyttelsesrum husker jeg også fra skolen, hvor en voksen person fortalte, at hvis vi i en skoletime så lysglimtet fra bomben gennem vinduet, skulle vi fluks krybe ned i bunden af pulten med armene over hovedet. Mindre optimistiske vurderinger prægede litteraturen. Der var en udtalt mental sammenhæng mellem en absurd verdensorden og det absurde teater. Men også i den almindelige underholdningslitteratur og også i filmen slog bomben ned. Nevil Shutes bestseller 'On the Beach' fortæller om de sidste overlevende på en strand i Australien og i en amerikansk undervandsbåd og deres reaktioner, efterhånden som det radioaktive nedfald blæser ned over den sydlige halvkugle og udsletter det sidste liv. Senere blev romanen filmatiseret af Stanley Kramer. Pentagon brød sig ikke om projektet og afviste at udlåne en ubåd til filmselskabet. Shute lod sin roman foregå i 1962, det var tæt på, at han var blevet profet. Det var Cubakrisens år, hvor verden i nogle dage virkelig var på afgrundens rand, hvor den atomare apokalypse truede med at blive til virkelighed. Det skete som bekendt ikke. Til gengæld er der ingen tvivl om, at krisen var forudsætningen for den relative afspænding i de følgende år, hvilket kom til udtryk i stoppet for prøvesprængninger. Terrorbalance og afskrækkelse fortsatte, men den tidlige kolde krigs retorik blev lagt på hylden, hvorved også noget af uhyggen forsvandt. Man vidste godt, at det kunne gå galt og der var stadig kriser - der var Mellemøsten og Vietnam - men frygten for, at krigen kom i morgen eller i næste uge, var ikke længere så udtalt. 1950'ernes særlige form for eksistentiel angst dukkede først op igen efter 11. september 2001, hvor den dog fortog sig i løbet af nogle uger. Atomdrevne DSB-tog Paradoksalt nok var den tidlige kolde krigs apokalyptiske forestillinger blandet med en tyrkertro på atomkraftens muligheder. Politikere og embedsmænd ville i gang med den fredelige udnyttelse af atomkraften, det var fremtidens energikilde. Videnskabsmænd som Niels Bohr, der havde været med til at udvikle bomben, klamrede sig til håbet om atomkraftens fredelige muligheder, måske var det behovet for at legitimere, at så frygtelige kræfter var sluppet løs. I hvert fald var der ingen ende på, hvad man forestillede sig, at atomkraften kunne bruges til. Omkring 1960 var DSB i gang med at udskifte sine gamle damplokomotiver med de dieseldrevne MY'ere. Men i en kortfilm for DSB, som blev vist i fjernsynet, udtalte en statsbanefunktionær, at MY'erne nok kun var et overgangsfænomen, og at lokomotiverne snart ville køre på atomkraft. Plattenslagere solgte atomvand, der kunne hjælpe på hvad som helst. Trods bomben var atom også et plusord. Man levede i atomalderen. Sidste bind af Politikens Danmarkshistorie, der udkom i 1966 og omfattede det sidste kvarte århundrede, hed karakteristisk nok 'Besættelse og atomtid'. Til gengæld var der ikke meget atomtid tilbage, da Politiken og Gyldendal 25 år senere udsendte en ny Danmarkshistorie. Nu hed fremstillingen af efterkrigstiden 'Da landet blev by'. Atomer var ikke længere i kurs. Og den nye Danmarkshistorie kunne i stedet fortælle historien om, hvordan folkelig modstand havde taget livet af atomkraftprojektet. Atomkraftprojektet kuldsejlede uden tvivl på grund af mentale forandringer. Den kunstneriske modernisme havde defineret og udleveret absurditeten. Men det blev ikke ved påpegningen. 1960'enes ungdom havde viklet sig ud af tidligere generationers kristne fatalisme. Man accepterede ikke verdens absurditet. Man ville af med den. Kampagnen mod atomvåben var et første opgør med absurditet og fatalisme. Samtidig blev atomkapløb sat ind i en større sammenhæng. Opgøret med de gamle mænds absurde verden, som internationalt var begyndt med John Osbornes 'Look back in Anger' fra 1956, blev perspektiveret og konkretiseret af bøger som 'Silent Spring', 'The Population Bomb' og 'The Limit to Growth', der gjorde det klart, at atomerne ikke var den eneste trussel mod eksistensen. De blev miljøbevægelsernes kanoniske skrifter og var forudsætningen for den opinionsdannelse, der betød, at Danmark aldrig fik atomkraft. Også undergangsfantasierne skiftede karakter. Det var ikke længere livets totale udslettelse som i Nevil Shutes roman. I stedet beskrev man tilværelsen for en lille håndfuld overlevende efter teknologifremkaldte katastrofer eller sygdomme undsluppet eller spredt fra hemmelige laboratorier. 1950'enes atomdød og 1980'ernes teknologikatastrofer er stadig en del af vort apokalyptiske begrebsapparat. Oveni har vi fået religion, terror og det ny højre. Dertil kommer, at stadig flere stater synes at mene, at atomvåben er nødvendige, hvis de skal tages alvorligt i international politik. Vi har meget at fejre i anledning af bombens fødselsdag.