Sig navnet 'Nikopol', og alverdens tegneserieentusiaster er med. Eller nævn titlen 'Watchmen', og den samme millionskare spidser øren. Bag de to tegneserietitler står to af de helt store navne i den vestlige tegneseries historie i årene omkring årtusindskiftet: tegneren Enki Bilal og tekstforfatteren Alan Moore. Indbyrdes ganske forskellige - og alligevel: Næsten jævnaldrende er de, begge arbejder nok så gerne med de indre billeders orden som med den empiriske videnskabs ditto - og begge kan opleves på film på årets festival. 'Frame2frame' hedder serien, i princippet realfilm skabt over tegneserier, men både Bilals og Moores bidrag hænger strengt taget ude i frynserne af dén kategori. Nikopol-trilogien er den i dag 54-årige fransk-jugoslaviske serietegner Enki Bilals science fiction-serie i tre bind, opkaldt efter den gennemgående mandlige helt. 'Udødelighedens pris', 'Lokkeduen' og 'Ækvators kulde' hedder bindene på dansk, udgivet i 1980'erne og 90'erne. Egyptisk gudekamp Under fællestitlen 'Immortel' (Udødelig) har han selv instrueret filmen over hele historien om astronauten og den smukke, blå kvinde (eller cyborg?), der bliver inddraget i en kamp mellem gamle egyptiske gudeskikkelser med hunde- og ørnehoveder, som i deres svævende pyramide befinder sig over et atombombet Paris. Sammen med tekstforfatteren Pierre Christin skabte Bilal en af 1970'ernes bedste politiske seriefortællinger, 'Den sorte ordens falangister', og i 1983 det profetiske album 'Jagten' om østblokkens sammenbrud. Dét er i øvrigt netop genudgivet på dansk med den epilog, han føjede til efter Murens fald. 'Watchmen' var det 52-årige fænomen Alan Moores banebrydende nye syn på superheltene, fra 1986 og 87 og med Dave Gibbons' tegninger. Inden da havde han først tegnet striber selv og så skrevet nye historier til 'Swamp Thing', en genoplivning - hvis dét nu ellers er et velvalgt ord om gespenstet - af Berni Wrightsons gamle gruopvækker. Alan Moore har også fornyet serierne om Batman (og Jokeren) og om Superman, for det er DC-koncernen i USA, han især har arbejdet for, selv om han er vokset op i Northampton i England - »et dystert, ensfarvet kvarter, hvor husrækkerne mindede om underjordiske gange i et dungeons & dragons-spil«. Vildmandshår Dette signalement af barndomskvarteret indleder Moore med i det tætte, informationsspækkede dokumentariske filmportræt, Dez Vylens og Gerd Winckler har lavet af manden. Eller manden af sig selv, for hans egen stemme er hele lydsiden på filmen. Med vildmandshår og -skæg samt fingre så ringbesatte som var det med knojern, forelæser Moore nærmest om sig selv og sin verdensopfattelse. Forud for Egmonts bebudede danske efterårsudgivelse af 'V for Vendetta' - hans tidlige serie, der blev genoptaget og afsluttet i 1989 - giver det opfindsomt varierede dokumentarportræt med masser af kameragengivelser fra hans serier et fint overblik over Alan Moores eget kringlede verdenskort af bevidstheder.