1. Indledning I et responsum af 15. juli 2005 har lektor, lic.phil. Steffen Krogh redegjort for, i hvilket omfang Frank Esmanns Kissinger-bog efter hans opfattelse indebærer »plagiat resp. plagiering« i forhold til Isaacsons bog »Kissinger A Biography«. Responsummet er baseret på den antagelse, at det afgø-rende er, om Frank Esmann har overtrådt ophavsretlige regler, og det konkluderes bl.a., at Esmanns bog, selvom den ikke i sin helhed er et »plagiat«, dog er en »plagiering«, der groft tilsidesætter Isaacsons ophavsret. Frank Esmann har bedt mig om en udtalelse om de ophavsretlige problemer, sagen giver anled-ning til. Til brug ved min vurdering har jeg bl.a. fået forelagt Steffen Kroghs responsum med bilag samt et udkast til brev, Frank Esmann har tænkt sig at sende til Kulturministeriet og medierne m.fl. i an-ledning af responsummet, og som indeholder hans synspunkter i sagen. Jeg har desuden foretaget nogle opslag i de nævnte værker af Esmann og Isaacson. Efter min opfattelse indeholder Esmanns bog nogle passager, der må antages at krænke Isaac-sons ophavsret. Desuden indeholder den nogle passager, der kan give anledning til tvivl om, hvor-vidt der er tale om krænkelse. Endelig er der en række tilfælde, hvor Esmanns brug af Isaacsons tekst er fuldt lovlig. 2. Ophavsretten til faglitteratur Den ophavsretlige beskyttelse af litterære, herunder faglitterære, værker vedrører ikke alene vær-kernes tekst i deres helhed, men alle de aspekter i værkerne, der i sig selv afspejler ophavsmandens originalitet og kreativitet. De aspekter, der beskyttes, er for det første kreative og prægnante formu-leringer, herunder evt. enkelte sætninger. For det andet beskytter man i et vist omfang teksters op-bygning og komposition, dvs. den kreative måde, forskellige dele er sammensat på. Man kan f.eks. beskytte den rækkefølge, de forskellige hændelser beskrives i i et historisk værk, eller den måde, en lærebogs eksempler følger efter hinanden på mv. Man beskytter derimod ikke mere dagligdags for-muleringer, der ikke afspejler kreativitet, eller virkelige hændelser, fakta o.l. Man beskytter heller ikke de rent abstrakte idéer, der findes i værker, herunder de »-ismer« og generelle principper o.l., de evt. udtrykker. I faglitterære værker beskytter man formentlig heller ikke antagelser, meninger, ræsonnementer o.l., uanset om de måtte være originale, se nærmere Rosenmeier, Værkslæren i op-havsretten, Kbh. 2001 s. 161 med henvisninger. Det sker ofte, at den, der låner noget fra andres værker, ændrer det, inden han eller hun fletter det ind i sit eget. Da ophavsretten ikke alene beskytter værker i oprindelig, men også ændret skik-kelse, jfr. ophavsretslovens § 2, kan dette i visse tilfælde være en ophavsretskrænkelse, men er det imidlertid ikke altid. Det afgørende er, om ændringerne er så uvæsentlige og betydningsløse, at det, der er overtaget, så at sige stadig har bevaret sin identitet. Hvis man f.eks. skriver et digt om ved at fjerne nogle ord og tilføje nogle andre, kan ophavsmanden til digtet skride ind, hvis man synes, at digtet stadig er det samme digt uanset ændringerne. Hvis de ændringer, der sker, er mere væsentli-ge, sådan så man ikke længere rigtig kan sige, at der er tale om samme værk, er der imidlertid ikke tale om en ophavsretskrænkelse, men om lovlig »fri benyttelse«, jfr. ophavsretslovens § 4, stk. 2. Man har så pr. definition kun overtaget ubeskyttede idéer o.l. Grænsen mellem krænkelse og lovlig fri benyttelse kan give anledning til meget betydelig tvivl, og som det engang er udtrykt af en be-rømt amerikansk dommer har ingen nogensinde kunnet sige generelt, hvor grænsen går, og ingen vil nogensinde kunne gøre det, jfr. Judge Learned Hand i Nichols v. Universal Pictures Corp., 45 F.2d 119 (2d Cir. 1930). Ved vurderingen af, om et værk krænker et andet, skal man principielt bortse fra den lighed, der måtte bestå i relation til de ubeskyttede aspekter i sagsøgerens værk, herunder ubeskyttede idéer, faglitterære ræsonnementer, virkelige hændelser o.l. Et værk, der synes at have efterlignet originale ræsonnementer og vurderinger i et andet værk, kan derfor være lovligt, selvom det synes at have overtaget sagsøgerens værks »form«, fordi ligheden vedrører et ubeskyttet aspekt i værk nr. 1. Man har desuden antaget, at værkers beskyttelsesområde afhænger af originalitetsgraden, og man kan derfor argumentere for, at faglitterære udtalelser, der ikke afspejler særligt markant originalitet, kun bør beskyttes mod meget nærgående efterligning, ordrette overtagelser o.l., jfr. herved Goldstein, Copyright I, Boston mv. 1989 s. 194. Det er i øvrigt tilladt at overtage beskyttet materiale fra andres værker, hvis der er tale om et lov-ligt citat, jfr. ophavsretslovens § 22 smh. m. § 11. Det kræver igen, at citeringen skal ske i overens-stemmelse med »god skik«, hvilket bl.a. betyder, at det, der citeres, skal spille en passende ydmyg, tilbagetrukken rolle, både i det værk, der citeres til, og det værk, der citeres fra. Desuden kræves der normalt udtrykkelig og præcis kildeangivelse, jfr. nærmere Schønning, Ophavsretsloven med kom-mentarer, Kbh. 2003 s. 317 ff, Koktvedgaard/Schovsbo, Lærebog i immaterialret, Kbh. 2005 s. 173 ff. Det er ikke tilladt at ændre et citat bortset fra i meget begrænset omfang, og hvis det, man har overtaget, er ændret, kan der ikke være tale om citat, men evt. om fri benyttelse i den ovennævnte forstand. Man har ikke ophavsret til ordrette citater fra andre, og retten til et citat tilkommer derfor den, der har fremsat den udtalelse, der citeres, og ikke den, der citerer den. Hvis man overtager et værks citater, skal man derfor henvise til de oprindelige kilder, citaterne stammer fra, mens man princi-pielt ikke har nogen juridisk pligt til at henvise til det værk, hvor man har fundet citaterne. Fra en ophavsretlig synsvinkel er det altså retsstridigt, hvis en forfatter overtager kreative formu-leringer eller original struktur fra andres værker. Følgende er imidlertid tilladt: