Første Verdenskrig fra 1914 til 1918 er den store katastrofe i Europas historie. Med 10 millioner unge mænds død var den et moralsk sammenbrud uden fortilfælde. Det gamle samfund var uhjælpeligt kompromitteret, døren åben for totalitære ideologier som kommunisme og senere nazisme. Krigsudbruddet i 1914 er formentlig det bedst udforskede enkeltspørgsmål i verdenshistorien. Alligevel er det uklart, hvorfor krigen kom. Det begyndte 28. juni med mordet i Sarajevo på det østrigske tronfølgerpar begået af en serbisk nationalist. Mordet udløste et østrigske ultimatum til Serbien, man ville gøre op med den serbiske nationalisme, som var en dødelig trussel mod det multinationale østrig-ungarske imperium. Det østrigske ultimatum fik Rusland på banen. Tsarriget begyndte at mobilisere, mens Tyskland bakkede Østrig op. 1. august erklærede Tyskland krig. Statsmænd i alle lande syntes kollektivt opgivende og resignerede, det var, som om alle mente, at opgøret var uundgåeligt. Oveni kom en god portion kynisme. Inden for den tyske ledelse var der kredse, som ønskede et opgør med Rusland, mens Tyskland endnu havde et industrielt forspring. Tyske politikere og industriledere vurderede, at den russiske industriproduktion ville overhale Tysklands i løbet af 10-20 år. Det gjaldt om at slå til i tide. Offentlighedens begejstring Modsætningen til de opgivende statsmænd var offentlighedens larmende begejstring. Der havde ikke været stormagtskrig i Europa siden 1871. Man havde glemt, hvad krig var. I det militariserede Tyskland, men også i andre lande, var forestillingen om krigen blevet romantiseret. »Det er ikke krigsfaren, men fredsfaren, man skal tage sig i agt for«, lød et berygtet udsagn. Alle havde tilsyneladende fået solstik i den varme sommer. Men heller ingen kunne forestille sig det industrialiserede massemord, der skulle komme. På et fotografi af den ophidsede mængde på Odeonplatz i München har man kunnet udpege den 25-årige Adolf Hitler, der senere skrev i Mein Kampf: »overvældet af stormende begejstring faldt jeg på knæ og takkede Forsynet for den lykke, det var at opleve denne tid«. Hitler var ingen afviger, han repræsenterede den kollektive psykose. Det betyder ikke, at alle tyskere og europæere var for krigen. Mange havde håbet og troet, at Socialdemokratiet og arbejdernes internationale solidaritet ville gøre krigen umulig. Illusionen brast. De tyske socialdemokrater stemte for krigsbevillingerne, mens kejser Wilhelm brølede: »Jeg kender ikke længere partier, kun tyskere«. Krig på to fronter Tysklands problem var tofrontskrigen. Krig mod Rusland var nemlig ensbetydende med krig mod Frankrig. Det havde den tyske generalstab taget højde for. Den såkaldte Schlieffen-plan, opkaldt efter den officer, der havde udarbejdet planen, gik ud på at knockoute Frankrig med det samme, hvorefter man kunne vende sig mod Rusland, hvis mobilisering man regnede med ville tage lang tid. Schlieffen-planen var hasard. Den forudsatte, at den tyske hær marcherede gennem det neutrale Belgien, så man kunne omringe Paris fra nord og vest. Men angrebet på Belgien fik Storbritannien til at gå med Frankrig og Rusland. Tyskerne havde håbet, at englænderne ville nøjes med diplomatiske protester, men det var en illusion. England følte sig moralsk forpligtet til at forsvare folkeretten, afgørende var det dog, at det tyske angreb i Belgien blev anset for en strategisk trussel mod Englands flådemagt. På få uger fik Tyskland mobiliseret fire millioner soldater og placeret dem ved to fronter, en formidabel logistisk bedrift. Men så gik det galt. Paris blev ikke erobret. Schlieffen-planen blev en fuser, tofrontskrigen en realitet. Den tyske krigsførelse blev fra nu af defensiv - man gemte sig i skyttegravene, mens de allierede hamrede løs med artilleri og mere eller mindre hovedløst løb storm mod de tyske linjer. Amiens, St. Quentin,Arras, Passchendaele var navne, der gik igen i krigskommunikéerne de næste tre år. Kun én gang forsøgte tyskerne sig med en offensiv. Det var ved Verdun i 1916, hvor omkring 700.000 tyske og allierede soldater på et halvt år satte livet til på 30 km frontstykke. Lige så blodig og resultatløs var den engelske offensiv ved Somme samme år. De ufattelige tab skyldtes, at forsvaret var angrebet overlegent, maskingeværer og artilleri stoppede ethvert fremstød, giftgas var med til at gøre dette til helvede på jorden, som det er beskrevet i Erich Maria Remarques roman 'Intet nyt fra Vestfronten'. Det er bogen om nervøs venten, dårlig mave, kammeratskab, opofrelse, desillusion og resignation, fremmedgørelse i forhold til familie, og et civilt samfund, der ingen forudsætninger havde for at forstå livet ved fronten. USA ind i krigen Men også det civile samfund led, kræfterne var anspændt til det yderste, den britiske blokade førte til underernæring og langsom demoralisering. Det indlysende middel til at bryde blokaden var den flåde, der med stor bekostning var opbygget før 1914, men da det kom til stykket, turde man kun bruge den defensivt. I stedet satte man sin lid til ubådene, angreb på handelsskibe skulle overskære Englands forbindelseslinjer og tvinge landet i knæ. Ubådskrigen blev en fiasko, englænderne garderede sig med konvojer; værre var det, at ubådskrigen betød, at det sultende blokaderamte Tyskland fik den neutrale opinion mod sig. Det var ikke ubådene, der fik USA til at gå ind i krigen i 1917, men sammen med et klodset tysk intrigespil i Mexico, gjorde de det muligt for præsident Wilson at overbevise opinionen. Den amerikanske indtræden i krigen kom på et tidspunkt, hvor England og Frankrig var ved at forbløde. For Tyskland gjaldt det om at få krigen i vest afgjort, inden den amerikanske blodtransfusion virkede. Den russiske revolution betød, at Tyskland kom fri af tofrontskrigen. Det kommunistiske Rusland blev tvunget til at slutte den meget hårde fred i Brest-Litovsk i begyndelsen af 1918, der gav Tyskland kontrol med store landområder i øst, en vældig forøgelse af det ressourcemæssige grundlag for krigsførelsen. Lige så vigtigt var det, at man fik frigjort en million soldater, der nu kunne sættes ind på Vestfronten. Den store tyske offensiv, der begyndte 21. marts 1918, var det sidste forsøg på en militær afgørelse. Tyskland havde ikke haft nogen politisk plan for krigen. Men krigen satte gang i fantasierne. Der dukkede tanker op om permanent indlemmelse af Holland (som ikke var med i krigen), Belgien og Nordfrankrig samt en storstilet kolonisering af Østeuropa. Drømmen om verdensherredømmet havde meldt sig. Rigsdagens flertal derimod ville have fredsforhandlinger. Det fremkaldte en protestskrivelse fra 1.100 universitetsprofessorer, der så fredsforhandlinger som kapitulation. I skrivelsen blev det påstået, at de folkevalgte rigsdagsmedlemmer i dette spørgsmål ikke repræsenterede folkeviljen. Det gjorde professorerne åbenbart. Planløs offensiv Men folkeviljen kunne ikke vinde krigen. Ganske vist kom Paris igen inden for rækkevidde, men offensiven var underlig planløs. Man angreb først et sted, så et andet, i håb om at finde de allieredes svage punkt. Alle offensiver kørte fast. Dertil kom, at den tyske krigsførelse, trods professorernes snak om folkeånd og en særlig tysk ethos, manglede overordnede idealistiske mål. Præsident Wilson er ofte blevet karakteriseret som naiv idealist. Men i sine berømte '14 punkter' formulerede han idegrundlaget for en verdensorden baseret på demokrati, national selvbestemmelse og universelle moralske værdier, der repræsenterede et reelt alternativ til både militarisme og bolsjevisme. I efteråret 1918 var spillet ude for Tyskland. Dets allierede faldt fra, befolkningen havde fået nok, flåden gjorde mytteri, den sociale revolution truede. 9. november abdicerede kejser Wilhelm II, to dage senere fulgte våbenstilstanden. Tyskland havde tabt efter at have ført krig mod bogstaveligt talt resten af Verden. To millioner tyskere var faldet i krigen, mange flere var de invalider, der humpede rundt på torve og banegårde, civilbefolkningen var udhungret af blokaden. Spørgsmålet var nu: Hvad ville verden stille op med Tyskland, og hvordan ville Tyskland forholde sig til verden?