Mens diskussionen om årsagerne til Første Verdenskrig aldrig har fundet en egentlig afklaring, har der aldrig været tvivl med hensyn til Anden Verdenskrig. Krigen blev udløst af Hitler. Nazismen var en krigsideologi, allerede fra 1933 var målet at gøre Tyskland klar til krig. I 1937 redegjorde Hitler over for hærledelsen for sine planer om en krig senest i 1943 og for en tysk kolonisering af Østeuropa. Inden for officerskorpset var der modstand mod krigsplanerne, men kritikerne blev renset ud i løbet af 1937 og 38. Da Hitler iværksatte sin aggressive udenrigspolitik i 1938, forsøgte kredse inden for hæren for sidste gang at stoppe ham. Noget tyder på, at tyske officerer i forbindelse med den tjekkiske krise endog søgte kontakt med den engelske regering. Englænderne turde dog ikke bygge på de uklare henvendelser, i stedet indgik man overenskomst med Hitler i München. Appeasementpolitikken er blevet symbolet på naiv eftergivenhed, men formentlig kendte englænderne fra efterretningsrapporter hele den tyske køreplan. Men havde bare ikke ressourcer til at opretholde imperiet og samtidig føre krig i Europa. Den tyske indmarch i Prag 15. marts 1939 stillede imidlertid England over for et moralsk ultimatum, der tvang landet til at opgive appeasementpolitikken, selv om det ikke var parat til et opgør. Ingen var i tvivl om, at Polen var næste ret på Hitlers spiseseddel. For at bevare sin troværdighed var England tvunget til at garantere Polens uafhængighed. Hvordan var spørgsmålet; i sommeren 1939 forhandlede vestmagterne med USSR om et militært samarbejde rettet mod Tyskland. 23. august sprang bomben. Det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Rusland havde indgået en ikkeangrebspagt. Polen var reelt udleveret til Tyskland. I en hemmelig tillægsaftale delte Hitler og Stalin Østeuropa. 1. september rykkede Hitlers soldater ind i Polen. To dage efter erklærede England og Frankrig Nazityskland krig. Tyskerne nedkæmpede Polen på under tre uger; 17. september faldt Sovjet polakkerne i ryggen. For fjerde gang i historien var Polen blevet delt mellem sine naboer. Passive Frankrig Man har altid undret sig over Englands og især Frankrigs passivitet i efteråret og vinteren 1939. Den franske hær blev anset for verdens stærkeste. Og vejen til Berlin var reelt åben. Hitler havde endnu en gang spillet højt spil og sat stort set alle tyske militære ressourcer ind mod Polen. Den franske passivitet er blevet forklaret med Maginotlinjen og en defensiv tankegang, hvis grundlag var erindringen om de håbløse offensiver under Første Verdenskrig. Men defensiv tankegang og ønsket om at spare ressourcer er næppe hele forklaringen. Store dele af det franske officerskorps var fjendtligt stemt over for demokratiet og gennemsyret af had til det politiske system. På den franske højrefløj var der en ganske betydelig sympati for Hitler. Det kan have påvirket den franske krigsførelse og forklare passiviteten. Den franske krigsførelse eller mangel på samme er det hvide område i udforskningen af Anden Verdenskrig. Krigens historie skal ikke genfortælles her. Forløbet er velkendt: besættelsen af Danmark og Norge, vestfelttoget, Frankrigs fald og slaget om England i 1940, Balkanfelttoget og angrebet på Rusland i 1941, ørkenkrigen og invasionen af Italien i 1943, slaget om Atlanterhavet, luftkrigen, invasionen i 1944 og sammenbruddet i 1945. De fleste skildringer af krigen ser forløbet fra en angelsaksisk synsvinkel, men hvordan tog det sig ud i tyske øjne? Frankrigs fald i 1940 efter det blændende dygtigt gennemførte vestfelttog var Hitlers største stund. De tyske ugejournaler lyver ikke, ekstasen i Tyskland var enorm, man havde fået revanche for nederlaget i 1918. At England ikke var erobret blev regnet for en detalje. Fra 1941 var al opmærksomhed koncentreret omkring Østfronten. For tyskerne var felttoget i Rusland den egentlige krig. Engelsk historieskrivning har gjort meget ud af ørkenkrigen; set med tyske øjne var det en sekundær front med beskeden indsats af mandskab og materiel. I december 1941 stod tyskerne foran Moskva, hvor de blev stoppet af vinteren og en russisk modoffensiv. Der er spekuleret meget over, hvad der ville være sket, hvis Moskva var blevet erobret. Det er et kontrafaktisk spørgsmål, umuligt at besvare. Tyskerne har formentlig håbet på eller regnet med, at Sovjet ville bryde sammen. I hvert fald havde man ingen planer for et videre forløb. Det er svært at forestille sig en fortsættelse af felttoget i det enorme sovjetiske bagland. Alene at opretholde forsyningerne til en millionhær 2.000 km inde i et land uden veje var et logistisk problem, der ikke lod sig løse af selv den skarpeste preussiske militærhjerne. Tysklands mål var ikke kun at besejre Sovjetunionen militært, det var kolonisation. Slaviske 'Untermenschen' skulle enten udryddes eller gøres til slaver. Denne ideologiske dagsorden gjorde krigen på østfronten til den mest barbariske og brutale i Europas historie. Oveni kom den nazistiske racekrig mod jøderne. Holocaust var ikke alene mordet på millioner af individer, det betød også en likvidering af gamle jødiske kulturmiljøer i Vilnius, Lemberg (L'viv) og mange andre central- og østeuropæiske byer. En vigtig dimension af Europas historie og civilisation var væk for altid. Ideologisk hindring Indtil invasionen i 1944 var det luftangrebene, der erindrede tyskerne om, at de også var i krig med de vestallierede. Fra 1943 gennemførtes de store luftkampagner, bl.a. det voldsomme angreb på Hamburg. Ildstormene gjorde de tyske byer til helvede på Jorden. Trods kombinationen af strategiske bombardementer rettet mod krigsindustrien og terrorangreb på befolkningen lykkedes det ikke at bremse den tyske krigsproduktion, der kulminerede så sent som i efteråret 1944. Og så er det endda sandsynligt, at bombardementerne ikke var den største hæmsko for den tyske produktion. Tyskland var i flere henseender dårligere organiseret, end det havde været under Første Verdenskrig. Konkurrencen mellem diverse partiorganer og statsinstitutioner betød, at indsatsen på vigtige områder var ufokuseret og ineffektiv. Også den nazistiske ideologi var en hindring. Den ideologiske dyrkelse af moderskabet og præmieringen af børneavlen betød, at Tyskland først meget sent i krigen påbegyndte en systematisk mobilisering af kvinder til krigsindustrien. Albert Speer, der havde ansvaret for krigsproduktionen, hævdede efter krigen, at hvis Tyskland havde mobiliseret kvinderne i samme omfang som andre krigsførende, havde man formentlig kunnet sætte en dobbelt så stor hær ind på østfronten i 1941. På flugt I foråret 1945 begyndte regningerne for de nazistiske udskejelser for alvor at forfalde. Alle kom til at mærke konsekvenserne af den totale krig, Goebbels havde proklameret i 1943. 13. og 14. februar 1945 blev Dresden lagt i ruiner ved et luftangreb, der kostede 50.000 mennesker livet, heraf mange flygtninge fra Østeuropa. Det var et terrorangreb uden militær mening; i tysk historieskrivning er det blevet beviset på, at tyskerne ikke var de eneste barbarer. Materielle ødelæggelser og tab i menneskeliv er principielt usammenlignelige, men Europa mistede en by, som var et kunstværk på linje med Rom og Paris. I vinteren 1944-45 dundrede den røde hær ind over Østeuropa og nåede tyske områder i Østpreussen, Pommern og Schlesien. Foran russerne flygtede den tyske civilbefolkning mod vest, nogle på landevejene i 10-20 graders frost, andre ad søvejen; tusinder mistede livet på de skibe, som blev skudt i sænk af russiske torpedoer. 30. januar sank færgen 'Wilhelm Gustloff' med 6.600 om bord, senere blev andre skibe med henholdsvis 3.500 og 7.000 flygtninge sænket. Alle var de på vej væk fra Den Røde Hærs myrderier, massevoldtægter og plyndringer; endnu et forfærdeligt kapitel af Europas historie, samtidig et kapitel, der er blevet fortiet. Først med Günter Grass' roman 'I krebsegang' om 'Wilhelm Gustloff's forlis er tabuet blevet hævet. I 1945 var medlidenheden med flygtningene til at overse. Det er Danmark et godt eksempel på. Som tyskere blev de identificeret med Det Tredje Riges forbrydelser. Men det var ikke kun en befolkning, der blev fordrevet; også her var det en kultur, som blev likvideret. I stedet for det smukke og velordnede østpreussiske herregårdslandskab og kulturbyer som Königsberg og Tilsit fik vi den sovjetiske losseplads ved Kaliningrad. Slutspillet foregik i Berlin. Det er nu på aldeles fremragende vis blevet genopført i filmen 'Der Untergang' med Bruno Ganz som en uhyggelig troværdig og nuanceret Hitler. Hitler ønskede, at Tyskland skulle dø med ham. Men 'Der Untergang' blev ingen undergang. Europa slap af med nazismen. Tyskland kunne man ikke undvære. Herom i morgen.