Det populærvidenskabelige familiemagasin Det Bedste har det ikke for godt. Decembernummeret bliver det sidste, efter 59 år i Danmark. Oplaget her er skrumpet til 12.000 om måneden, så udgiveren, Egmont-koncernen, giver nu op. På verdensplan har Det Bedste stadig et månedsoplag på 25 millioner og 100 millioner læsere, men i Skandinavien er det længe gået skidt. En relanceringskampagne i år - med hvad Egmont kalder »en aggressiv markedsføring med breve hjem til tusindvis af navngivne danskere« - gav bagslag og endda bøde og sendte oplaget ud i det definitive styrtdyk. Million-oplag Reader's Digest, som den amerikanske udgave hedder, blev grundlagt af bladmanden De WittWallace i 1922, og det var - ligesom Book of the Month-Club fra 1926 - et produkt af mellemkrigstidens amerikanske populærkultur. Magasinet i lommeformat fik sin form ved hver måned at resumere artikler fra mange kilder om videnskab, natur, historie, krig og dagliglivets oplevelser, omskrevet og forkortet til læsning for et stort publikum. Efter Anden Verdenskrig bredte det sig ud over verden, og endnu i 80'erne kom Reader's Digest-udgaverne i tilsammen 30 millioner eksemplarer, inkl. en blindeudgave i engelsksproget braille-skrift. Storhedstiden I 1946 gik Gutenberghus med på ideen og hentede den norsk-danske journalist Onni Kyster over fra ugebladet Hjemmet til at give det danske magasin dets form. Det gjorde han så godt, at oplaget på højden i 1953 var på 284.000. Siden dalede det gradvis til 189.000 i 1961, men endnu i 1995 var det på 115.000 og en fin forretning. Formen slog i den grad an, at Det Bedste i 1953 fik en konkurrent med månedsbladet Det Hele, udgivet af den populære fodboldspiller Knud Lundberg og ingeniør John Clausen. Det opnåede dog kun et oplag på 53.000 og gik ind efter to år. Når man selv er bare lidt ældre end Det Bedste, er det et helt stykke presse- og kulturhistorie, der passerer revy sammen med den op- og nedtur. Cocacolonisering Det Bedste kom - ligesom Anders And & Co., som Gutenberghus lancerede i 1949 - hertil med den bølge af amerikansk massekultur, der nåede Europa som et biprodukt af Anden Verdenskrig og Marshallhjælpen, og begge blade blev lige så udskældt - for ikke at sige foragtet - som det meste andet fra den kant. Retrospektivt er det forbløffende, hvordan alt amerikansk - hulter til bulter - dengang blev anset for, hvad der hed 'kranieforplumring'. Det meste af pressen og kulturlivet, fra Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad til Information, fra det højkulturelle Heretica til venstrefløjens tidsskrift Dialog, forbandede amerikansk populærkultur: Anders And, Skipper Skræk og Fantomet, der forførte uskyldige børn, Billy Graham, der vulgariserede Bibelen, Danny Kaye, der besudlede H.C. Andersens seng i Odense, jitterbuggerne og de første rockfans, der rokkede og rullede - og Det Bedste, der tyggede alt til tyggegummi. Nogle tog for en sikkerheds skyld også jazzen og det meste af Hollywoods filmproduktion med i de generaliserende fordomme. Det blev alt sammen set som led i en almindelig cocacolonisering, hvor amerikansk 'kulturimperialisme' - det hed det naturligvis kun på venstre fløj - søgte at hjernevaske den uskyldige danske ungdom. Lavest på rangstigen Først op i 1960'erne kunne flere se forskel på skidt og kanel, men lavest på rangstigen lå allerede dengang Det Bedste - cirka på niveau med Billy Graham. Når man - som Deres ærbødige - kom fra et pænt, borgerligt-akademisk hjem, måtte man læse Det Bedste i smug. Vi slugte det som 12-14-årige, og retfærdigvis må det siges, at vi tit fik masser at vide om ny videnskab, medicin og historie. Men de voksne havde jo ret i at være skeptiske over for dets krydsning af pop og absurd antikommunisme. Og så måden, det hele var tygget på. Det værste var 'Månedens roman', nedskåret til skind og ben. Det mindede om Woody Allens vits: »Jeg tog et hurtiglæsningskursus og læste 'Krig og fred' på 20 minutter. Det er noget med Rusland«. Tror på det gode Når man støder på gamle numre af Det Bedste, er det mest slående, hvordan det har fastholdt et enkelt, uskyldigt univers, fra før verden og globaliseringen gik af lave. Bladets nuværende redaktionschef, Annemette Goldberg, siger tankevækkende: »Efter min opfattelse er der stadig brug for et blad, der - naivt vil nogle mene - tror på det gode i mennesket og fortæller, at det nytter at tage sig af hinanden«. »Det Bedste er ikke for godt«, sagde vi dengang, lidt højrøvet - også selv om vi 12-årige altså læste det i smug, om end af andre grunde end Hudibras, Varieté og Cocktail. Men det var altså så effektivt redigeret, at det holdt skansen til for ti år siden. Siden er det gået hurtigt ned ad bakke. Kulturpolitisk set har dets funktion nok primært været, at det - ligesom ugepressen - har medvirket til at fastholde læselyst og læseevne hos store befolkningsgrupper, der ellers ikke læser alverden. Langt ind i den tv-tid, der givetvis har bidraget mest til at gøre Det Bedste til Det Sidste.