»Det hele går op i penge for tiden. Alting på kunstens område er blevet målrettet og måles efter, hvor mange publikummer, der kommer. Kvantitet frem for kvalitet. Og i et rigt samfund skal der være plads til de åndehuller, hvor tingene kan udvikles, uden at man lige ved, om det er af nytteværdi«. Hvordan synes du, at dansk mentalitet er rig?

»Det er en rigdom, at vi er opdraget i et demokrati. Det oplever jeg, når jeg rejser ud i verden og oplever det modsatte. Så går det op for mig, hvor demokratisk sindet jeg er på grund af min opdragelse. Hvordan jeg bliver stødt og chokeret over behandlingen af mennesker i nogle lande, hvor man ikke har den samme sociale bevidsthed«.
Hvordan er dansk mentalitet fattig?

»Vi er provinsielle. Os selv nok. Man ser det tydeligt hver dag, man åbner avisen eller fjernsynet, i den måde de fremmede af arabisk oprindelse omtales på. Der går ikke én dag, uden at det er et emne, der er oppe, og det er altså en overfokusering på noget, der ikke burde være det store problem. Det viser, at vi er så fokuserede på, hvem vi deler vores rigdom med, og især hvem vi ikke har lyst til at dele vores rigdom med. Det er, som om vi har fået en troldsplint i øjet i Vesten, og i Danmark ser vi, hvordan grænserne hele tiden flytter sig for, hvordan man taler til og behandler andre mennesker«. Hvad kan vi hver især gøre ved det?

»Vi kan blive ved med at tale med den stemme, vi har, hvor man end er. Sige, at det må stoppe. Nogle kan hviske det, andre kan råbe det, nogle gør det i kunst, andre på deres arbejde. Forskellene er jo vigtige. Vi oplever i forskelle, og ting får kun identitet i forandringen. Ellers bliver det fikseret og lukket. Så sker der ingen udvikling. Personligt var jeg virkelig glad for, at Danmark ændrede sig ved at få de fremmede ind. Det har altid irriteret mig, at vi var så monokulturelle, og jeg kan huske, hvor fantastisk det var, da jeg første gang kom til London og så alle de hudfarver og klædedragter og hørte forskellige sprog«. Hvad skal der til for, at tonen er skiftet i år 2040?

»De voksne i år 2040 er jo børn nu. Hvis vi vil have et godt samfund i fremtiden, som ikke er sygeligt egoistisk og ængsteligt, må vi jo arbejde kraftigt på, at de får en indstilling, der kan rumme andre mennesker. Og det gør man efter min mening bedst ved at give pædagoger og lærere bedre vilkår. De har mistet status og er blevet set ned på, og jeg fatter det ikke, for de har de allervigtigste job i samfundet. Hvis vi vil fremtidssikre Danmark i en global verden, må vi tage verden ind som en del af vores lilleput dukkestue. Vi må ikke være bange for verden. For vi kan aldrig klare os ved at lukke den ude. Så kommer flodbølgen. Også til Danmark. Og jordskælvet bagefter«.