Engang i svundne tider var det fangernes suk og brøl, man kunne høre nede fra kælderen under Skindergade midt i København. Men man kunne let få den tanke, at der hviler en forbandelse over det gamle fængsel, som efter en tid som blandt andet det folkelige forlystelsessted Vin & Ølgod har haft en meget svær start som spillestedet The Rock. Selv om man stadig kan se sten med aftryk fra de for længst rustne lænker i byens fangehul i musikernes omklædningsrum, er det i dag kun skrål fra rocksangere og brøl fra et begejstret publikum, man kan høre i hovedstadens tempel for især den hårdere rock. »Der har været mange nedture i de her lokaler, og vi har heller ikke selv haft det for nemt. Men nu går det endelig godt, og vores koncerter giver overskud. Og jeg er stolt over, at jeg kan sige, at det er os selv, helt uden offentlige tilskud, som har banket The Rock op til det niveau«, siger Nils Krøyer, 40 år, bassist, cand. scient. soc., teatermedarbejder, kommunalpolitiker og bestyrer af The Rock. Med sin placering i Skindergade er The Rock et af de mest centrale spillesteder i København. Og da den kombinerede restaurant, cafe og rockbar, Tex, lidt længere nede mod Rådhuspladsen i samme gade lukkede i 2004, var alle odds sådan set med The Rock. Man kunne frit overtage et stampublikum. »I sommer ramte vi bunden. Vi kørte med underskud, og arbejdsglæden var helt væk hos de ansatte. Vi sad helt slukørede og snakkede, da jeg spurgte, om der ikke var nogen, som havde nogle gode ideer. Og så væltede det pludselig frem med ideer, som jeg tog med hen og præsenterede for vores ejere. Siden er det gået helt forrygende, vi fik åbnet rockdiskotekerne The Black Cat Club for goth-publikummet og Rock The Night med hårdere rock. Linjen er i det hele taget blevet strammere, og nu kører vi med overskud, selv om vi behandler musikerne godt«, siger Nils Krøyer. Trommer på ryggen Som en særlig fjer i hatten har The Rock modtaget støtte fra Københavns Kommune i form af 150.000 kroner til honorarer. Det er første gang, spillestedet har fået offentligt støtte. »Vi er et af de steder i København, hvor nye og uprøvede navne får chancen. Jeg tager alle ind, der har viljen og brænder for det. De bands fra Jylland, som kommer med den indstilling, at de nærmest vil svømme herover med deres trommesæt på ryggen for at få lov at trykke den af, tager vi ind. Derfor synes jeg, at det er helt rimeligt, at vi får støtte. Det er stadig kun en brøkdel af, hvad andre får. Jeg siger det ikke for at klage, for vi klarer os, men det burde være lige for alle«, siger Nils Krøyer. Men Nils Krøyer er godt klar over, at både det ellers så solide navn The Rock og spillestedets plakat med god plads til gamle rockkoryfæer som for eksempel tyske Udo, Freak Kitchen, britiske Magnum og Paul Dianno med fortid i Iron Maiden og sydstatsrockerne fra Georgia Satelittes sender signaler om »old school«, gammeldags rock'n'roll. »For det første har vi altså også præsenteret hiphop og reggae. For det andet - hvem er det så, der siger, at rocken er død eller i hvert fald umoderne? Jeg kan ikke se det på vores publikum, som tæller rigtig mange unge. Desuden er der jo ikke noget sjovt ved at jage efter trends, det er bedre at følge sit eget hjerte«, siger Nils Krøyer. Han indrømmer dog blankt, at han gerne ville kunne byde på også yngre og større rocknavne fra både ind- og udland. Men det er svært at være The Rock, når andre steder som eksempelvis Vega og Amager Bio modtager mere i støtte og har fået et fint ry hos musikbookere i Danmark og udlandet. »Den bedste markedsføring, vi kan få, er at have et stort publikum inde, så folk kan se, hvor fedt her egentlig er nede i kælderen. Derfor ville jeg gerne en gang imellem kunne præsentere et rigtigt trækplaster«, siger Nils Krøyer, der gerne vil tage initiativ til at samle de københavnske spillesteder og få etableret en fælles festival i forbindelse med næste års besøg fra MTV Awards.