For en uge og to dage siden bragte Politiken en protest fra 12 danske forfattere. De kritiserede i en tekst svarende til to og en halv A4-side regeringen og Dansk Folkeparti for en »åbenlys diskriminering af de etniske mindretal i Danmark både i sprogbrug og i lovgivning«. »En nødvendig anfægtelse« Tirsdag i denne uge valgte 251 kolleger i Dansk Forfatterforening at bakke op om kritikken, og i går gjorde 61 medlemmer af foreningen Danske skønlitterære Forfattere det samme. Men hvorfor er forfatterne pludselig oppe på stikkerne i integrationsdebatten. Peter Legård Nielsen, formand for Danske skønlitterære Forfattere, forklarer: »Det er nødvendigt at anfægte den meget hårde tone i debatten. Vi mener helt klart, at nogle debattører går over stregen, for eksempel når de beskriver indvandrere med sygdomsmetaforer som kræftceller eller pest. Den hårde tone skaber en øget polarisering i samfundet, og den skaber en adskillelse mellem dem og os. Det er den gale vej, for hovedformålet med integrationsdebatten må være at integrere de nye danskere, og det gør man ved at skabe et samfund fælles med dem. Desuden tror jeg sagtens, at politikerne kan udtrykke deres synspunkter uden at bruge den slags metaforer«. »Debatten må gerne være hård«Mange - inklusive Dansk Folkeparti - mener, at politikerne de sidste år har sat fokus på nogle eksisterende og alvorlige integrationsproblemer. Er det ikke vigtigt, at vi får sat fokus på problemerne? »Jo, jeg er enig med regeringen og Dansk Folkeparti i, at integrationsdebatten er vigtig, og jeg vil tilføje, at debatten gerne må være hård. Men jeg må også sige, at når inhumaniteten tager over, så kan dialogen ikke have en positiv udgang. Derfor er vi nødt til at sige: Nu går vi for langt«. »Alment menneskeligt grundlag«De 12 forfattere har allerede gjort budskabet klart. Hvad kan 62 skønlitterære forfattere tilføje? »Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at der står en meget stor gruppe kunstnere bag. Samtidig kan vores gruppe af forfattere ses som en helt almindelig befolkningsgruppe, der reagerer. Det kunne lige så godt have været revisorer«. Hvorfor kunne det også have været revisorer? »Fordi vi reagerer på et alment menneskeligt grundlag - vi føler, at der er noget galt med tonen i debatten. Fordelen ved, at det er forfattere, er, at danskerne kender forfatterne og derfor lægger mere mærke til protesten«. Integrationsdebat er politik. Hvorfor skal forfattere blande sig i politik?

»Journalister har ikke lavet andet end at klage over, at kunstnerne ikke blander sig i politik, og fra politisk side har man gjort det samme. Når vi endelig gør, bliver der også klaget over det. Vi blander os, når vi mener, at der er behov for det, og i denne sag må man som ganske almindeligt menneske sige: Det går for vidt. Derudover kan vi som forfattere, der arbejder med og er i stand til at vurdere sprog, professionelt konstatere, at der er sket en forråelse af debatten, som har gjort det tiltrængt at råbe op«. »Optrapning«Pia Kjærsgaard svarer, at »der ikke er noget nyt i, hvad Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg eller Carsten Jensen mener om 'tonen' og Dansk Folkeparti«. Hvorfor er det nødvendigt at sige det nu? »Der er igen i den seneste tid sket en optrapning af den hårde retorik, for eksempel er der hele Louise Frevert-sagen«. Den menneskelige faktorJesper Langballe (DF) siger, at »når forfatterne nu kommer op af stolene, skyldes det, at de ikke er enige i den udlændingepolitik, der bliver ført«. Har han ret i, at forfatternes protester udelukkende skyldes, at de har et andet politisk standpunkt end regeringen og Dansk Folkeparti? »Nej, det er ikke derfor, at vi blander os. Jeg sidder som repræsentant for en gruppe forfattere med mange forskellige politiske synspunkter. Vi går ind i denne sag, fordi nogle alment menneskelige moralbegreber bliver krænket«. Det handler ikke om politik, men om tone. Kan du prøve at forklare det?

»Forskellen er, at vi i stedet for at argumentere for en sag partipolitisk kigger på det, der ligger bag politikken, noget man kunne kalde den menneskelige faktor. Som politiker er man meget optaget af sager, tal og figurer, og man kan derfor nemt glemme den menneskelige faktor, moralen, tonen. Men der kommer ingen dialog, hvis ikke man fra begge sider viser respekt for modparten. Så ender det i grøftegraveri, og det er ikke en stillingskrig, vi har brug for nu«.