Det danske filmmirakel. Det er nærmest blevet et stående udtryk. Noget, vi tager for givet, eksisterer. Indiskutabelt er det, at dansk film målt med international målestok har en helt usædvanlig høj hjemmemarkedsandel. Det er ligeledes en kendsgerning, at det i det sidste tiår er blevet til adskillige fornemme priser ved de mest prestigiøse filmfestivaler. Men er det også noget, der kvalificerer til betegnelsen filmmirakel? Eller er det bare en rød-hvid hanekylling, der puster sig op i widescreen foran spejlet og forveksler en håndholdt hønsegård med den store, vide verden? For at få en slags uvildig vurdering har Politiken henvendt sig til to af de tunge drenge i europæisk filmkritik. Bedt kritikeren på den engelske avis London Evening Standard, Derek Malcolm, og kulturredaktør på den tyske avis Die Welt, Hanns-Georg Rodek, om at komme med deres vurdering af dansk film på basis af ti udvalgte danske film fra det sidste tiår. Resultatet af Derek Malcolm og Hanns-Georg Rodeks danske filmodyssé kan læses i dag - på forsiden af denne sektion - og i morgen. Men hvad er baggrunden for, at man overhovedet seriøst kan diskutere eksistensen af et dansk filmmirakel, efter at dansk film i mange år med udenlandske øjne stort set har bestået af en lige så glorværdig som overvejende fjern fortid? Af Die Asta og Carl Th. Dreyer. Senere af Bille August, et skvæt Gabriel Axel plus blød porno og det løse. Det er værd at huske på nu, hvor mange allerede rynker på næsen over de mange danske kvalitetsfilm, at dansk film set med internationale filmøjne indtil for ganske nylig var at betragte som et ubetydeligt vedhæng til Bergmans Sverige. Hvilket måske forklarer, at man også i den nye udgave af Ephraim Katz' 'filmbibel' 'Film Guide' skal slå op under svensk film for at finde Lars von Trier! Et afgørende dogme Netop Lars von Trier er på flere måder en helt afgørende del af forklaringen på det danske nybrud. Efter i 1980'erne med 'Element of Crime' og 'Epidemic' at have etableret sig som absolut solitær figur i det danske og europæiske filmmiljø blev von Trier overraskende for de fleste det kreative lokomotiv i dansk films forvandling fra provinsiel soveby til frækt foregangsland. Efter 'Europa' og tv-serien 'Riget' grundlagde von Trier sammen med Peter Aalbæk Jensen i begyndelsen af 1990'erne selskabet Zentropa. I 1996 lavede de Lars von Triers mesterværk 'Breaking The Waves', der blev den kunstneriske murbrækker for ny dansk film. Som modvægt til det historisk tungt etablerede og altdominerende Nordisk Film blev Zentropa en katalysator for nye dynamiske tilstande i det danske filmmiljø. Med sin udforskning af koproduktionens muligheder anviste selskabet nye og opfindsomme veje til finansiering af danske film. Nok så vigtigt var det Lars von Trier, der sammen med Thomas Vinterberg udtænkte og formulerede Dogme 95. Den vigtigste filmbølge i mange år, der både i kraft - og på trods - af sine provokerende retoriske krav om teknologisk puritanisme og sjælelig sandhedssøgen viste en vej frem for filmkunsten. Var det nytteløst at konkurrere med Hollywoods teknologi, økonomi og markedsføringsbudgetter på Hollywoods vilkår, var små budgetter, stor mobilitet og fokus på skuespillet, det håndholdte og det eksistentielle en farbar alternativ omvej uden om gigantiske slagscener og kæmpeøgler. Størrelse er ikke alt. Dogme 95 gjorde sund fornuft i et lille filmmiljø til et internationalt brand. Da den første dogmefilm, Thomas Vinterbergs 'Festen', med al ønskelig tydelighed demonstrerede potentialet i tankegangen, var dansk film efter filmfestivalen i Cannes 1998 etableret som filmland på forkanten. Samling og styrkelse Lars von Trier og Dogme blev det indlysende symbolske samlingspunkt for det internationale blik på Danmark. Men andre faktorer har været nok så vigtige. Den Danske Filmskole og den danske filmstøttelov med kælenavnet 'verdens bedste filmlov' havde siden etableringen i 1972 været en inspiration for mange andre lande. I 1997 blev en ny filmlov vedtaget. En konsekvens var, at de forskellige institutioner blev samlet i Det Danske Filminstitut i Filmhuset i Gothersgade under ledelse af Henning Camre. Filmfotografen Camre havde erfaring som leder af både den danske og den engelske filmskole og viste sig at være manden, der både kunne samle trådene, udkaste ideerne og give politikerne den fornødne tillid til at poste flere penge i dansk film. Kongstanken var: flere film = bedre film. Økonomien blev styrket, og lysten til at gøre det kom, fordi den nye filmkvalitet i sig selv var et argument. Saltvandsindsprøjtningen kom bl.a. i kraft af en økonomisk aftale, der knyttede dansk spillefilm og de to store danske tv-stationer tæt til hinanden. Antallet af producerede film blev øget, kravet til filmkonsulenternes kompetence skærpet, og på bundlinjen fandt man på alle planer en øget professionalisme, virke- og legelyst i det danske filmmiljø. Intet af hvilket gik spor stille af. En ligning med ubekendte Zentropa, Filmbyen i Avedøre og koproduktionerne. Lars von Trier og Dogme 95. Institutionernes samkøring. Politisk vilje til styrket økonomi. Synergien mellem film og fjernsyn. Det er de iøjnefaldende faktorer i det danske filmmirakel. Men det er et maskineri med mange tandhjul, en ligning med ubekendte og med mange vigtige enkeltpersoner. Man kunne nævne manuskript-heksedoktoren Mogens Rukov og konsulenten Vinca Wiedemann, der nu styrer de 25 årlige millioner i den såkaldte Talentpulje. Man kunne stille sig selv spørgsmålet, hvilken betydning det har for den lokale filmkunst, at Danmark i samme periode sammenlignet med andre lande fostrede så mange kvindelige instruktører - Susanne Bier, Lone Scherfig, Paprika Steen, Lotte Svendsen, Natasha Arthy, Annette K. Olesen - er dét den anden og dybe revolution i skyggen af Dogme? Man kunne pege på, at en ny generation skuespillere, ikke mindst fra kredsen omkring Dr. Dante, blev stærkt medvirkende til at løfte skuespillet i dansk film ud af teateret og ind i en altafgørende filmisk spilfornemmelse. Man kunne pege på Nicolas Winding Refns 'Pusher' og før den Ole Bornedals 'Nattevagten' som afgørende for den nye selvtillid. Man kunne sikkert finde mange andre faktorer. Som brik for brik giver et billede af det danske filmmirakel, der handler mere om vilje til nytænkning på mange planer end om noget så uhåndgribeligt som mirakelmageri.