0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mirakel eller illusion

Politiken har bedt to udenlandske filmkritikere om at se det danske filmmirakel efter i sømmene. I denne artikel opridser vi den historiske baggrund for ti år, der vendte op og ned på Olsen Bandens hjemland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Italiensk for begyndere'. PR-foto

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det danske filmmirakel. Det er nærmest blevet et stående udtryk. Noget, vi tager for givet, eksisterer. Indiskutabelt er det, at dansk film målt med international målestok har en helt usædvanlig høj hjemmemarkedsandel. Det er ligeledes en kendsgerning, at det i det sidste tiår er blevet til adskillige fornemme priser ved de mest prestigiøse filmfestivaler. Men er det også noget, der kvalificerer til betegnelsen filmmirakel? Eller er det bare en rød-hvid hanekylling, der puster sig op i widescreen foran spejlet og forveksler en håndholdt hønsegård med den store, vide verden?

For at få en slags uvildig vurdering har Politiken henvendt sig til to af de tunge drenge i europæisk filmkritik. Bedt kritikeren på den engelske avis London Evening Standard, Derek Malcolm, og kulturredaktør på den tyske avis Die Welt, Hanns-Georg Rodek, om at komme med deres vurdering af dansk film på basis af ti udvalgte danske film fra det sidste tiår. Resultatet af Derek Malcolm og Hanns-Georg Rodeks danske filmodyssé kan læses i dag - på forsiden af denne sektion - og i morgen.

Men hvad er baggrunden for, at man overhovedet seriøst kan diskutere eksistensen af et dansk filmmirakel, efter at dansk film i mange år med udenlandske øjne stort set har bestået af en lige så glorværdig som overvejende fjern fortid? Af Die Asta og Carl Th. Dreyer. Senere af Bille August, et skvæt Gabriel Axel plus blød porno og det løse. Det er værd at huske på nu, hvor mange allerede rynker på næsen over de mange danske kvalitetsfilm, at dansk film set med internationale filmøjne indtil for ganske nylig var at betragte som et ubetydeligt vedhæng til Bergmans Sverige. Hvilket måske forklarer, at man også i den nye udgave af Ephraim Katz' 'filmbibel' 'Film Guide' skal slå op under svensk film for at finde Lars von Trier!

Et afgørende dogme
Netop Lars von Trier er på flere måder en helt afgørende del af forklaringen på det danske nybrud.

Efter i 1980'erne med 'Element of Crime' og 'Epidemic' at have etableret sig som absolut solitær figur i det danske og europæiske filmmiljø blev von Trier overraskende for de fleste det kreative lokomotiv i dansk films forvandling fra provinsiel soveby til frækt foregangsland. Efter 'Europa' og tv-serien 'Riget' grundlagde von Trier sammen med Peter Aalbæk Jensen i begyndelsen af 1990'erne selskabet Zentropa. I 1996 lavede de Lars von Triers mesterværk 'Breaking The Waves', der blev den kunstneriske murbrækker for ny dansk film. Som modvægt til det historisk tungt etablerede og altdominerende Nordisk Film blev Zentropa en katalysator for nye dynamiske tilstande i det danske filmmiljø. Med sin udforskning af koproduktionens muligheder anviste selskabet nye og opfindsomme veje til finansiering af danske film.

Nok så vigtigt var det Lars von Trier, der sammen med Thomas Vinterberg udtænkte og formulerede Dogme 95. Den vigtigste filmbølge i mange år, der både i kraft - og på trods - af sine provokerende retoriske krav om teknologisk puritanisme og sjælelig sandhedssøgen viste en vej frem for filmkunsten. Var det nytteløst at konkurrere med Hollywoods teknologi, økonomi og markedsføringsbudgetter på Hollywoods vilkår, var små budgetter, stor mobilitet og fokus på skuespillet, det håndholdte og det eksistentielle en farbar alternativ omvej uden om gigantiske slagscener og kæmpeøgler. Størrelse er ikke alt. Dogme 95 gjorde sund fornuft i et lille filmmiljø til et internationalt brand. Da den første dogmefilm, Thomas Vinterbergs 'Festen', med al ønskelig tydelighed demonstrerede potentialet i tankegangen, var dansk film efter filmfestivalen i Cannes 1998 etableret som filmland på forkanten.

Samling og styrkelse
Lars von Trier og Dogme blev det indlysende symbolske samlingspunkt for det internationale blik på Danmark. Men andre faktorer