Eva ærgrer sig stadig over den fine pakke med ansigtscreme, som en veninde sendte fra et postkontor i København. Den er aldrig nået frem til hendes bopæl i Rom, og selv om hun har efterlyst pakken på sit lokale postkontor, er der ikke dukket noget op. Også Bagsidens romerske kontor er ramt af det italienske postvæsens magiske forsvindingsnumre. To gange har redaktionen sendt en Mayland-kalender af sted fra København, men intet er dukket op i Rom. Gik glip af studielegat Italienerne selv kan naturligvis diske op med endnu værre historier. I en tv-udsendelse for nylig fortalte en ung kvinde fra Sardinien, at hun var gået glip af et studielegat, fordi hendes anbefalede brev var havnet i et eller andet støvet hjørne på et postkontor og kom frem med en måneds forsinkelse. En mand var tæt på at blive fjernet fra køen af patienter til en nyretransplantation, fordi hans brev til sygehuset også blev forsinket. Og en 100-årig bedstemor måtte leve uden lykønskninger fra familien, der ellers havde sendt et telegram et helt år i forvejen. Tidligere et sted for nepotisme I gamle dage var det italienske postvæsen en malkemaskine for politikere, der brugte det til fordeling af goder. Et job på det lokale postkontor faldt som tak for familiens stemmer på en bestemt politiker, og partier uddelte topjob i væsenet, alt efter hvem der skulle belønnes eller vindes. Den tid er i princippet forbi, for inden for de seneste 10 år er det italienske postvæsen blevet moderniseret og forbedret. Og det kan da også mærkes. Men der er stadig lang vej at gå, før standarden kommer på niveau med det øvrige Europa. Hvor var postkassen? Et af problemerne er, at postvæsenet ikke kan skille sig af med det bjerg af uduelige medarbejdere, der kom ind på forbindelser og ikke kompetence. Det er så godt som umuligt at fyre en medarbejder, og den regel gør det ikke nemt at sende bureaukratiet på slankekur. For nylig stod en ung mand på et postkontor i Roms udkant og undrede sig over, at der ikke var nogen postkasse udenfor, så man kunne poste sine breve uden for åbningstid. Fra den tvære medarbejder lød svaret, at det var der altså ikke! Men hvor var nærmeste postkasse, lød det logiske spørgsmål fra kunden? »Og det spørger De mig om? Hvordan skulle jeg vide det, jeg bor ikke her i området«, sagde manden med karakteristisk sans for det servicejob, han bestrider. Politiet slår ned - af og til Forbrugerorganisationer kæmper en sej kamp mod sneglepost og forsvindingsnumre. En organisation har anmeldt postvæsenet for ulovlig reklame, fordi væsenet reklamerer med, at posten kommer frem inden for et bestemt antal dage. I alt for mange tilfælde sker det nemlig ikke. Et brev, der blev sendt fra Toscana til Rom var 13 dage om at tilbagelægge 236 kilometer, 9 dage mere end postvæsenet garanterer, at det højst tager. Et andet brev blev transporteret de 425 km fra Bari til Rom på en uge. At sende postkort er som et lotteri. Man kan lige så godt risikere, at de aldrig kommer frem, sådan som flere af Bagsidens kilder har været ude for. Politiet slår nogle gange ned på problemet. For et år siden blev 40 postmedarbejdere anmeldt for tyverier af enhver art, og postvæsenet selv hævder, at det går lidt bedre. I dag er det først og fremmest pakker med it-indhold, der forsvinder. Så drop ideen om at sende mobiltelefoner eller computere med posten, i hvert fald den italienske.