Onsdag ... Er der nogen? ... ... Kører rundt uden på virkeligheden i lydtæt parallelverden uden tv-avis og kursfald. Mens andre køber ind t. fiskefrikadeller, forsøger at nå bussen og skælder ud på deres underbo, bevæger jeg mig rundt mellem kølige fremmedord som ligsyn, rustvogn, stenhugger, jordpåkastelse, skifteret, obduktion og tvangsarv. Kan næsten ikke klare én brochure mere m. en udtonet hvid lilje på forsiden, hvor nogen prøver at sælge døden som noget æstetisk, fredfyldt og enkelt. Kunne de ikke bare stikke én en folder, hvor opspærret, forvrænget mund brøler sorgen ud i store, sorte stråler. Så man ikke skal føle sig så fejlcastet. KAN altså ikke kun udtrykke mig i dæmpede hvide nuancer. Det gør ONDT, for helvede! Har været i Husum igen. (Nu ikke mere et menneske. Men bare en bydel). For at finde det tøj, hun skal begraves i. I morgen. Måtte tage adskillige tilløb og lige så mange smøger, før jeg overhovedet kunne se ind i hendes klædeskab. Har ikke bladret i hendes bunker og bøjler, siden jeg var ti år og skulle klædes ud som voksen. Stod i stedet ude på altanen sammen med Natascha. Fordi jeg stadig ikke synes, jeg kan være bekendt at ryge indenfor. Og prøvede at finde ud af det umulige: Skal hun være fint klædt på? I noget lægget nederdel og skjortebluse? Eller skal det være mere afslappet? Altså ikke casual på den måde. Men blødt. Prøvede m. lidt for meget irritation i stemmen at guide Natascha rundt i garderoben henne fra altandøren. (»Nej, ikke den der. Lad lige den skuffe være. Dér har du jo kigget. Til VENSTRE, sagde jeg!«). Som forstyrret pilot, der nægter at gå ud i cockpittet, men prøver at styre flyet fra et midtersæde inde i kabinen. Gik først efter et sæt joggingtøj. Men fandt kun noget bomuldsværk i alt for skarpe Kvickly-farver. Prøvede så at få Natascha til at lokalisere nogle bukser. (Eller slacks, som min mor ville have sagt). Duede heller ikke. Kunne ikke lide tanken om, at de måske strammede i livet. Hvad ville hun selv have valgt? Hvad fanden ville hun egentlig selv have valgt? Formentlig det pæneste, hun havde. Plus et mønstret kopi-Sparre i halsen. Og nogen hyttesko. Med lidt hæl. Men det kan jeg altså ikke holde ud. Tog tre dybe udendørs inhaleringer, så hele Husum sortnede for øjnene af mig. Og kom så i tanke om den natkjole, jeg gav hende i julegave for tre år siden. Den rosa. Med den pæne udskæring. Som hun elskede. Fordi den var rar at sove i. Men mest fordi den »bare lige skal skylles op, så er den glat igen«. ... Tænk at man aldrig mere skal blive irriteret over den slags åndssvage udtalelser. ... Så kunne vi selvfølgelig ikke finde den. Selv om jeg kom ind fra altanen. Og faktisk var med til at lede. ... Den lå under hendes hovedpude. For fanden, altså. ... Nå, men føltes et øjeblik, som om vi var i mål. Indtil jeg tog den op. Og jo godt kunne mærke, at den var alt, alt for kold at ligge i. Så kørte vi i Magasin. Og købte et par tykke, dunede råhvide sokker. Og verdens blødeste angora-cardigan. I samme farve. Og så var det i orden, kunne jeg mærke. ... Så er der bare resten. Torsdag