»Hver eneste dag har den samme film kørt inde i hovedet på mig. Igen og igen. Mindst 50.000 gange i næsten fem år. Derfor var det en befrielse at se Pauls film. Lavet med sådan en ærlighed og uafhængighed og uden at være syltet ind i Hollywoods sædvanlige sentimentalitet. Først nu føler jeg, at jeg kan komme videre i mit liv«. Lori Guadagno taler stille, men tydeligt, om sit mareridt som familiemedlem til en af de 40 passagerer og besætningsmedlemmer i United Airlines' Boeing 757 på vej fra New York til San Francisco, som 11. september 2001 om morgenen blev kidnappet af fire terrorister. På vej hjem fra fødselsdag Hendes lillebror, Richard Guadagno, havde været i New Jersey for at fejre deres oldemors 100-års fødselsdag dagen før og skulle tilbage til Californien på arbejde den skæbnesvangre dag for næsten fem år siden. Men som bekendt nåede United 93 aldrig til San Francisco. Richard Guadagno var en af de passagerer, som satte sig til modværge mod terroristerne, der ville flyve United 93 ind i Capitol-bygningen i Washington. Akkurat som andre terrorister allerede havde smadret tre fly ind i World Trade Center på Manhattan og i Pentagon i Washington. Men takket være passagerernes mod, og deres kamp for deres liv, blev Capitol skånet, og United 93 havarerede i stedet på en mark i Shanksville i Pennsylvania. Mistede en lillebror »Før Paul Greengrass lavede 'United 93', har historien udelukkende været skildret på en endimensional måde. Først nu er jeg i stand til at trække vejret lettere. For første gang synes jeg, at byrden ved hele tiden at skulle fortælle historien på den rigtige måde, er lettet fra mine skuldre«, siger Lori Guadagno, der sammen med Gordie Felt mistede sin lillebror Edward P. Felt i tragedien, har ladet sig overtale til at komme til Cannes, for at fortælle deres historier i forbindelse med den europæiske premiere på Paul Greengrass' film 'United 93'. Filmen er den tredje, der er lavet om det kidnappede fly. Men det er den første, hvor samtlige passagerer og besætningsmedlemmers familier har samarbejdet med filmholdet om at få den rigtige film frem. Væk fra Hollywood »Vi gik med til, at filmen blev lavet, fordi vi kunne mærke, at det var en film der ikke skulle bruges som politisk propaganda. Jeg synes, at Paul Greengrass har gjort det helt rigtige ved blot at fortælle historien, sådan som den skete. At han ikke har lagt en bestemt tolkning ind i den. I stedet ser vi, hvad der sker i kontroltårnet, i maskinen og hos de mennesker, der skal træffe beslutninger«, siger Gordie Felt. For Lori Guadagno var det også afgørende, at det var en britisk og ikke en amerikansk instruktør, der skulle lave 'United 93'. »Det er vigtigt, at filmen ikke fremstår som en patriotisk, religiøs eller en politisk manifestation. Jeg ønsker ikke, at blive en del af en eller anden bevægelse eller propaganda. I andres hænder kunne 'United 93' let have blevet noget helt andet, og det havde været ubærligt for mig«. Bærer ikke nagFor os andre kom 11. september som et chok. Men hvordan var det for jer? Hvordan reagerer man på, at ens kære bliver ofre for en politisk forbrydelse?

»Det er noget vi spekulerer på hver eneste dag«, siger Gordie Felt - en spinkel, rødhåret mand med et stort rødt skæg og en lidt knirkende stemme. »Ikke mindst når man hører om terrorisme rundt om i verden. Som jo ikke kun er et amerikansk anliggende. Personligt holder jeg kun de fire terrorister i flyet ansvarlige for tragedien. Jeg bærer f.eks. ikke nag til mennesker på grund af deres religion, politik eller hudfarve. Enhver kultur har enestående mennesker, akkurat som hver eneste kultur har fanatiske mennesker. Men det er vigtigt, at vi har en dialog med alle frem for blot et ønske om at jagte dem og fange dem«. Det føltes rigtigtHvordan var det, at se den færdige film?

»Det var frygteligt. At se sine nærmeste blive myrdet for øjnene af dig er grusomt. Men på en meget underlig måde føltes det også rigtigt. For som overlevende har vi en forpligtelse til ikke at glemme dem, der kæmpede. Og her bliver filmen en del af processen«, siger Gordie Felt. Også Lori Guadagno følte sig splittet ved at se filmen. »Første gang, jeg så 'United 93', var ved en privat visning, som Paul Greengrass havde arrangeret, dagen før den havde verdenspremiere på Tribeca Film Festival på Manhattan. Her var jeg tryg, fordi jeg var sammen med alle de andre familiemedlemmer. Og jeg så nærmest filmen, som en kritiker ser den«. »Anden gang var sammen med 900 andre til premieren, og der brød jeg totalt sammen. Først da gav jeg åbenbart mig selv lov til at lade følelserne komme ud. Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har været igennem. Efter filmen var der så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Og så brød klapsalverne løs. Og det var så forløsende for mig og for min familie. Her følte jeg en meget stærk samhørighed med resten af verden«, fortæller Lori Guadagno. Ringede hjem Adskillige passagerer på United 93 nåede at ringe til deres familie eller venner, inden flyet blev smadret mod jorden i Shanksville. Men hverken Lori Guadagno eller Gordie Felt modtog et opkald. »Min bror nåede det, men han ringede til nødopkaldet 911 for at fortælle, at maskinen var blevet overtaget af terrorister«, fortæller Gordie Felt, mens Lori Guadagno tilføjer: »Jeg fik heller ikke en opringning fra min lillebror. Det var der heller ikke andre i min familie, der fik. Det var ikke Richards natur at gøre den slags. Det giver mening for mig, at han gjorde noget andet. Sådan var han nemlig - han var veltrænet, og han lod sig aldrig kommandere af nogen«. Arbejder for et mindesmærkeEr det for jeres vedkommende overhovedet muligt at finde nogen form for mening i en tragedie som denne?

»Det er umiddelbart svært at se, hvad vi kan lære af 11. september. Det skulle da lige være, at vi får en større parathed til at tale sammen og at vi forsøger at forstå hinanden. Og så håber jeg inderligt, at vi vil være meget mere professionelle til at håndtere en lignende situation i fremtiden. Den virkelige tragedie ville være, at vi intet havde lært«, siger Gordie Felt. Sammen med de andre efterladte er i gang med at få opført et mindesmærke i Shanksville for de omkomne. Finde håbet »Jeg kan slet ikke holde tanken ud, at vi ikke skulle finde en slags håb for fremtiden i dette. Derfor, lad os snakke så meget om det, som muligt. På tværs af kulturer, for kun ved at komme hinanden i møde, kan vi komme videre. Jeg er godt klar over, at det vil tage generationer, inden vi når dertil. Men nu er der sået et lille frø af håb -- lad os passe det og vande det, så det en dag kan folde sig ud som et stort, smukt træ af tolerance«, tilføjer Lori Guadagno. Jeg bliver nødt til at spørge jer; jeg går ud fra, at I er fløjet herned. Hvordan er det for jer, at gå ind i et fly med jeres erfaringer?

»Jeg fløj allerede i februar 2002, hvor jeg skulle til London. Og det var frygteligt. Da vi var i gang med at borde, kom politiet og hentede fire mistænkeligt udseende ud fra flyet. Jeg var meget tæt på at træde ud af køen, men indså, at vi må videre. Først hvis vi lader vores liv styre af trusler, har vi for alvor tabt«, siger Gordie Felt.