Nogle gange skal man på afstand af tingene, før man får øje på dem. Sådan har det været med vores menneskeskabte miljø- og klimaproblemer. Vores kollektive bevidsthed om, hvad vi var i gang med at gøre ved vores planet, voksede frem med miljøbevægelserne i 1960’erne og 1970’erne, og i 1969 satte mennesket fod på Månen. Men selv om der allerede i årene efter Anden Verdenskrig blev taget sort-hvide snapshots fra raketter, var det med rumkapløbet, det for alvor blev muligt at tage billeder af vores blå planet ude fra rummet.
For første gang kunne vi rigtigt og i farver overskue og beundre, hvor smuk Jorden var.
Den amerikanske forfatter Stewart Brand udgav sit ’Whole Earth Catalogue’ i USA i de år. Han pressede Nasa for at publicere fotos af planeten, der kunne vække miljøbevidstheden, og den nye bevidsthed gav ekko i kompositionsmusikken, hvor hans landsmand George Crumbs ’Vox balaenae’ eller ’Hvalens stemme’ fra 1971 står som et nøgleværk.
Crumb forstod, at tiden ikke bare fordrede klistermærker med teksten »Save the whales«, men virkelig miljøbevidsthed, og med sine 21 minutters musik for elektrisk fløjte, cello og præpareret flygel reagerede han. Ikke panisk eller aggressivt, men vemodigt og indtrængende. Med inspiration fra det store kloge pattedyrs sang ville han minde os mindre, og mindre kloge, pattedyr om, at det, vi er i gang med, er ødelæggende.
