Nå. Kan I også mærke det derude? Den lille uro i brusk og led. Man får tics og tynd mave bare ved tanken om, hvad Daisy nu finder på. Og tæller derfor timerne og minutterne til nytårstalen i en blanding af spændt forventning og regulær rædsel. Takket være den Olfert, majestæten gav os sidste år.
»Bim-bam og søens folk«, som hun sagde. »Blund I bare. Alt er, som det plejer. Og nu skal I sove i hundred år ...«.
Og et semikolon senere, da man vågnede af en lille, indre ferie fra 40 års højstemt fremstammede almindeligheder og forlagte papirer, var gemalen pludselig sendt på pension og i guldstol ekspederet sydpå iført det rene ingenting og et par spritnye franske manchetter.
Så har man i årtier siddet røven flad til ingen verdens nytte, hvilket i øvrigt føles ret nøjagtig som at overvære en 40 år lang, begivenhedsløs fodboldkamp. Og når der så endelig, endelig bliver scoret, er man lige et smut på lokum inde i sig selv.
