Det er en klassiker: En mand vender hjem. Og det er akkurat lige så klassisk, at denne venden hjem ikke altid vækker lige megen jubel hos alle dem, vedkommende vender hjem til. Så da advokaten Frederik Grønnegaard, den i sin tid forbigåede førstearving til familiens gods, trasker energisk ind ad en finger i Københavns Lufthavn, tre år efter at vi senest hørte fra ham og den øvrige dysfunktionelle familie med tilløbere, har man straks på fornemmelsen, at nu er der sat vand over til familiært bøvl af den nedbidte slags.
Han ringer til bror Emil, den fortabte og emotionelt bælgøjede mindre søskende som blandt andet er skyld i Frederiks skilsmisse fra Solveig. Som imidlertid ikke svarer, fordi han er optaget af at tage vare på seneste skud på stammen, afdøde papfar Thomas Konrads efterladte datter, Melody, og i øvrigt forekommer lidet begejstret over at høre fra broderen med det iltre temperament og den fraværende sociale fornemmelse.
