Kunstneren Henry Heerup har fået gæster ude på sit museum i Rødovre – endda nye gæster. Det er ikke de kendte kammerater og sædvanlige medsammensvorne fra fraktionen omkring Cobra, der har sat ham i stævne – endnu en gang.
Nej, denne gang har Heerup fået selskab af fire kunstnere, som han aldrig har mødt, og som han heller aldrig har været i enrum med tidligere. Et par af dem kan han ikke engang have hørt om, og det er ingen tilfældighed. De tilhører en anden tid, en anden kultur, det er en ung dansker, en noget ældre tysker og to amerikanere, og deres navne er henholdsvis HuskMitNavn, A.R. Penck, Keith Haring og Retna.








