Beethovens 9. Symfoni har været en udfordring, siden den blev opført første gang i Wien i maj 1824. Ved at bruge både kor og sangsolister sprængte Beethoven rammen for, hvad en symfoni i det hele taget kunne være. Dermed præsenterede han, hvad der er gået hen og blevet den vestlige musikhistories mest ikoniske værk.

Symfonien er krævende på flere måder. Men det er slutsatsen med Friedrich Schillers ’Ode an die Freude’, der gør den speciel. Fra satsens kaotiske begyndelse med de dybe strygeres huggende linjer til bassolisten, der rejser sig og kaster alt til side med ordene »O venner, ikke disse toner!«, er den anderledes end nogen symfoni, verden indtil da havde oplevet.