Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til det store åbningsshow har man i månedsvis været igang med at bygge vikingeskibe til optoget der kommer til at gå fra rådhuset ned til Dokk1. Vi mødes med Caroline Scott som er hovedet bag.
Foto: Ivan Riordan Boll

Til det store åbningsshow har man i månedsvis været igang med at bygge vikingeskibe til optoget der kommer til at gå fra rådhuset ned til Dokk1. Vi mødes med Caroline Scott som er hovedet bag.

Manden bag kulturbyens åbningsshow: »Det er så stort, at man kan se det fra månen«

Aarhus har hyret briten Nigel Jamieson, som stod bag ceremonien ved OL i Sydney, til at iscenesætte den store åbning af Aarhus 2017. Han serverer en stort anlagt dommedagsfortælling fyldt med håb – og vikingeskibe.

Det damper ud af ørerne på Nigel Jamieson, mens jeg stormer efter ham fra det ene lokale til det næste. I gangene træder hjælpere i dyneveste og tunge støvler respektfuldt til side. Så finder vi hvile, eller i det mindste lidt mere hvile, i et anonymt rum her i den gamle industribygning på havnen i Aarhus.

Der går ikke mange minutter, før den britiske teaterinstruktør med speciale i megastore events nævner vikingerne. Åbningen af den europæiske kulturhovedstad skulle have vikingetema, forlangte arrangørerne.

»Men du ved, når man lytter til historierne om vikingerne, så rummer de ikke ligefrem mange af de værdier, vi i dag har brug for, når vi skal fejre demokratiet ...«, siger Nigel Jamieson. »Det er temmelig brutalt«.

Der var bare ikke nogen vej udenom. Vikingerne er i vælten for tiden, og da især når nogen udefra skal beskrive Danmark eller noget nordisk. Så hives de frem.

Er vikingerne ikke blevet lidt af en kliché?

»Jeg tænkte det samme«, indrømmer det gråsprængte energibundt, der har brillerne dinglende i en snor om halsen.

»Jeg tænkte, at så skulle det handle om guder og Valhalla og alt det der, du ved. Men så fik jeg øje på bådene ...«.

Vikingeskibene.

Det var fantastisk, syntes Jamieson, at man for så længe siden kunne designe skibe, der var så elegante og så overlegent konstruerede, at de kunne krydse Atlanten. De gamle egyptere kunne ikke have gjort det bedre. Heller ikke kineserne.

Og så læste han om, hvordan vikingerne i visse tilfælde lagde deres døde på en båd sammen med ting og sager, der havde betydet noget for dem i livet. Hvorefter man stak ild til båden.

»De sendte båden brændende ud på vandet, ind i dødsriget ... Så fik vi ideen om, at vores både skulle lastes med billeder, som er vigtige for os, mens vi styrer ind i fremtidens mørke. Det er det overordnede tema«.

Til det store åbningsshow har man i månedsvis været igang med at bygge vikingeskibe til optoget der kommer til at gå fra rådhuset ned til Dokk1. Vi mødes med Caroline Scott som er hovedet bag.
Foto: Ivan Riordan Boll

Til det store åbningsshow har man i månedsvis været igang med at bygge vikingeskibe til optoget der kommer til at gå fra rådhuset ned til Dokk1. Vi mødes med Caroline Scott som er hovedet bag.

Er du romantiker, Nigel?

Med »vores både« mener Jamieson blandt andet de rundt regnet 4.000 små skibe foldet i pap, som i morgen aften bæres gennem det indre Aarhus af lige så mange mennesker. Der er lys i de små, håndmalede både. De får følgeskab af en mængde større lanterner og bliver til en halv kilometer lang glitrende flod af mennesker, der bevæger sig gennem gaderne, bølgende omkring seks store vikingeskibe, 10-12 meter lange, som lastet med lysende figurer og skulpturer vil fortælle hver sin historie om Aarhus og om verdens tilstand. Og om fremtiden.

»Jeg synes ikke, der tidligere i historien har været en tid som den, vi nu lever i«, siger Nigel Jamieson.

»Vi har dyrearter, det måske har taget 5-10 millioner år at udvikle, som vi udrydder inden for de næste 20 år ...«.

Nigel Jamieson gider ikke bare fylde åbningen med lys og festlige farver. Han gider ikke lave et show, der postulerer, at Aarhus er åh så vidunderlig.

»Når nu resten af Europa og verden kigger på byen, vil jeg hellere benytte lejligheden til at sige noget værdifuldt, noget, der betyder noget«, siger han.

Teaterinstruktør Nigel Jamieson (til højre) er manden, der styrer den pompøse åbning af kulturhovedstaden, som kulminerer på havnen med 700 korsangere og projicering af film på de høje siloer.
Foto: Ivan Riordan Boll

Teaterinstruktør Nigel Jamieson (til højre) er manden, der styrer den pompøse åbning af kulturhovedstaden, som kulminerer på havnen med 700 korsangere og projicering af film på de høje siloer.

Og hvad vil det så sige?

»Det handler om, hvad folk synes er dyrebart. Hvad er vigtigt at redde og bevare 100 år ind i fremtiden? Er det videospillet? Er det fjernsynet? Er det supermarkedet? Er det den mark? Er det den fugl? Er det de vilde dyr? Er det vores klima? Hvad er vigtigst i livet?«.

»Og for nu at sige det ligeud«, går Jamieson videre. »Hvis videnskabsmændene har ret, og vi bliver ved med at opføre os på samme måde, så vil der ikke være noget Danmark om 100 års tid. Det er under vand. Det er rimeligt alvorligt ...«.

Ordene vælter ud af teatermanden, som stod for den centrale del af åbningsceremonien ved De Olympiske Lege i Sydney i 2000 og siden er blevet en af de få, man kan ringe til, når noget virkelig pompøst og imponerende skal stables på benene. Han bor selv i Sydney nu, og hans medbragte musikalske troldmand, komponisten og dirigenten Basil Hogios, er australier.

Og hvis der er noget, Nigel Jamieson gerne vil signalere med åbningsshowet, så er det HÅB.

»6.000 mennesker deltager i showet, hundredvis af børn. Sejlbådene bæres på et hav af lys og mennesker og er lastet med gengivelser af træerne og fuglene og alle insekterne og alle sommerfuglene og alle mikroorganismerne ...«.

Det lyder temmelig romantisk, det billede, du maler af alle de dejlige ting i verden. Og måske lidt naivt?

Nigel Jamieson kigger på mig med sammenknebne øjne. Stemningen er pludselig lidt anstrengt.

»Hvad mener du med naivt? ...«, siger han.

Så rejser han sig og forsvinder uden et ord ud ad døren.

Foto: Ivan Riordan Boll

Måger og bølgeskvulp

For enden af en kaj ligger en stor og kold hal, hvor skotske Caroline Scott fra The Lantern Company i Liverpool de sidste par måneder sammen med en dansk bådebygger og et par håndfulde assistenter har skabt de seks vikingeskibe, der er omdrejningspunktet i Nigel Jamiesons historie. Seks skeletter af træ beklædt med bomuldsstof.

Det mest forbløffende for Caroline Scott er de store skarer af frivillige, der har hjulpet til.

»I England er det mest kunststuderende, der arbejder frivilligt med kunst. Og de gør det for at få gang i deres karriere, ikke fordi de synes, du er et rart menneske«, siger hun.

»De fleste her er over 60 år og har stået der i den bidende kulde og været absolut fænomenale.«.

Lige nu arbejder kun to-tre stykker i hallen. De er ved at montere de forskellige tableauer. Især båden med den bæredygtige fremtidsby mangler en del, men de skal nok nå det, forsikrer Caroline Scott.

»Hver eneste båd er en slags teater i sig selv, fyldt med detaljer«.

Tættest på indgangen står båden med de dramatiske bølger, hvorpå små flygtningebåde balancerer. Denne båd er ikke med i optoget fra starten, men fletter sig ind undervejs, mens den dansk-tyrkiske sanger Luna står på dækket og synger.

Musikken er i det hele taget afgørende for det knap to timer lange åbningsshow. Den er samlet, arrangeret og et stykke hen ad vejen komponeret af Basil Hogios, som jeg finder i et lille lydstudie i den nedre ende af Jægergårdsgade.

Han har kun haft tre måneder til at samle hele puslespillet og virker selv lidt overrasket over, at det er lykkedes. Musikken er indspillet på forhånd af Aarhus Symfoniorkester og Aarhus Jazz Orchestra, men en masse sangere vil være på gaden under optoget, fortæller Hogios.

Lørdag aften begynder det med en gruppe syngende børn ved Musikhuset. Henne om hjørnet står et mandskor på taget af en ejendom, og lidt længere fremme er cirka 150 korsangere klatret op i rådhustårnet, mens to kvindelige solister synger ’Jeg drømte mig en drøm i nat’ fra en balkon. Ved Banegården er der live jazzmusik af Jakob Buchanan, og nede ved Rutebilstationen er det så Luna og et hold dansere og sangere, der støder til. Det hele kulminerer på havnen med den færøske sanger Eivör og omkring 700 korsangere , der står på trappen til DOKK1 og synger ud over havet af lys og både, mens billeder af klodens mangfoldighed projiceres op på nogle kæmpestore siloer.

»Jeg har også lagt lydeffekter ind, blandt andet måger og bølgeskvulp«.

Foto: Ivan Riordan Boll

Du kan se det fra Månen

Nigel Jamieson vender efter et stykke tid tilbage med en bærbar computer i hænderne. Han er fandeme ikke romantiker, brummer han tvært. Og han kan bevise det.

»Et af de seks vikingeskibe viser, hvordan polerne smelter, og hvordan dyrene rasler ned af polerne, det er ikke et kønt syn. En anden båd viser alle de flygtninge, der bliver slynget rundt på høje bølger ... Med ødelagte byer i baggrunden. Jeg synes ikke, det er spor romantisk ...«.

Nu om dage er kunsten blevet for glat, for perfekt, mener han. Og verdensfjern.

»Demokratiet og kulturen står formentlig over for den største trussel nogensinde! Så vi burde tale om det«.

Imens han taler, får Nigel Jamieson liv i den bærbare og finder nogle filmklip med børn, der viser deres bådtegninger frem og fortæller om dem. Disse små klip skal projiceres op på vikingeskibenes sejl under optoget.

»Man har lov til at sige sin mening i Danmark, man har lov til at sige, hvad man synes ...«, siger et barn.

»Der har jeg tegnet et træ, for jeg kan rigtig godt lide naturen og dyrene, som bor i naturen. Hvis alle træerne blev fældet, så kunne dyrene jo ikke leve ...«, siger et andet.

»Og se så det her«, siger Jamieson. Noget høj arabisk musik brager ud i lokalet. Et syrisk barn har tegnet nogle glade flygtninge på havet. »Se lige på de her bølger, se bådene, der balancerer på bølgerne ... det er IKKE romantisk«.

Nu står Jamieson på gulvet og fægter med begge arme, så jeg måske bedre kan fatte omfanget af det her.

»Jeg fortæller en masse små historier i den store historie. Her vil der blive fyret noget fyrværkeri af, PPPuuuffFFF!, det er bomber over Aleppo«.

Et af de seks vikingeskibe viser, hvordan polerne smelter, og hvordan dyrene rasler ned af polerne

Er Trump med i nogle af historierne?

»Der er nogle Trumps. Malet af folk på de små både ...«.

Normalt har Nigel Jamieson et hold på 50 eksperter omkring sig, når han skruer disse kolossale begivenheder sammen. Her i Aarhus har han kun to-tre af sine faste medarbejdere med, mere tillod budgettet ikke. De fleste er lokale kræfter. Og så de store mængder af frivillige.

Det er den største udfordring.

»Det er et job for specialister. Det er lidt som at bygge en flyvemaskine eller en bil. Der er masser af små dele, der skal samles ... Så udfordringen har været, for at være ærlig, at lave et show uden et stort hold, der ved, hvordan man håndterer, du ved, 5.000 mennesker ... Men Aarhus gjorde det klart, at de ikke ønskede et stort hold udefra, som lavede showet og så tog af sted igen. Så ekspertisen rejste væk«.

Alligevel skal det nok blive stort, lover Jamieson. Så stort, at man vil kunne se det fra Månen, siger han.

Hvor ved du det fra?

»Jeg har tjekket det ud, ha ha ... Men det afhænger nok af vejret«.

»Og jeg håber, det her vil blive hængende i folks hjerter, du ved. Jeg håber, at når folk ligger på deres yderste, i deres sidste dage, og tænker tilbage, så er det her et af de billeder, de har taget med sig ...«.

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce