Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Dorthe Fjord Tarbensen (i sort frakke) og kulturfolkene fra Ringkøbing-Skjern fremviser den uomtvisteligt største attraktion, kommunen kan byde på: Vesterhavet.

Dorthe Fjord Tarbensen (i sort frakke) og kulturfolkene fra Ringkøbing-Skjern fremviser den uomtvisteligt største attraktion, kommunen kan byde på: Vesterhavet.

Det gælder om at få hevet kuglerne op af deres lommer

Det er ikke bare Aarhus, der er Europæisk Kulturhovedstad, det er hele den midtjyske region. Så vi tager ud til den vestligste kant af fænomenet, til Ringkøbing-Skjern, for at høre, hvordan de vil gentænke sig selv. Og hvad de i det hele taget synes om Aarhus 2017.

Det begynder med en spegepølse. Og en ambitiøs ost, der får det til at svimle for mig. Det er et bagholdsangreb! Hvorfor havde jeg ikke regnet ud, at det var sådan, de ville gribe det an. Hvad havde jeg overhovedet regnet med?

Vi befinder os ude i klitterne ved Vesterhavet, lidt nord for Søndervig. Vejret er klamt og blæsende, himlen er over det hele.

Her ligger så en gård, der i 500 år har huset den samme familie. De har noget hvidt kødkvæg gående på den flade strandeng, der strækker sig ud mod Stadil Fjord. Det regerende familiemedlem hedder Dorthe Fjord Tarbensen, og hun er virkelig glad for de kreaturer, kan jeg mærke. Hun peger ud mod dem, og gør det flere gange, indtil hun er sikker på, jeg har noteret mig, hvor godt de tager sig ud.

De smager også fremragende, finder jeg ud af via pølsen.

Men nu skal jeg nok forklare, hvad det går ud på. Det drejer sig om den europæiske kulturhovedstad, som faktisk ikke begrænser sig til Aarhus, men breder sig over hele Region Midtjylland og dermed også når helt her ud til Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det virker som en smart måde for dem inde i Aarhus at hive nogle penge op af lommerne på de 18 andre kommuner på, og jeg tænker, at de ude i regionen muligvis er lidt lunkne ved tanken om at spille andenviolin, mens Aarhus tager rampelyset.

Jeg forventer – for nu at tale lige ud af posen – at møde en vis skepsis angående Aarhus 2017 herude i Vestjylland.

Men indtil videre går det ikke så godt. Et par mennesker fra kulturforvaltningen inde i Ringkøbing har foreslået, at vi mødes hos Dorthe Fjord Tarbensen, hvis gårdbutik er en del af det madkulturelle fremstød, året vil byde på.

Og det var et snedigt forslag, indser jeg, da værtindens forbløffende pølse sammen med gourmetosten og lagkagen, der er peppet op med den lokale Stauning-whisky, har taget en sejrsrunde i min mave.

»Nu sidder vi her og får en pølse, men det er faktisk en del af Vestjylland«, siger Rebecca Molders, kulturkonsulent i kommunen. Hun er med sin multifarvede kjole og pink strømpebukser selv lidt af en kulturattraktion.

Den mere stilfærdigt påklædte kulturchef Per Høgh Sørensen blegner ved siden af hende. Men han taler godt for sin sag.

»Vi bruger Aarhus 2017 til at få nye ting ind«, siger han. »Vi bruger det som et eksperimenterende år. Det er klart, at Aarhus er i fokus, sådan er det bare. Men de vandt, fordi det er et regionsprojekt. Det er ikke bare en by«.

»Aarhus er jo også den storby, unge herfra forholder sig til«, indskyder Rebecca Molders.

De nævner en række af tilbuddene i det kommende år. Blandt andet et værk af musikeren og komponisten Lars Greve og fotografen Fryd Frydendal, der med billede og lyd vil beskrive borgerne i Ringkøbing-Skjern. For eksempel indgår lyden af bare fødder på trægulv, fordi rigtig mange i kommunen dyrker gymnastik.

Og så er der ’New Nordic Noir’, et samarbejde med filmbyen i Aarhus om en workshop for manuskriptforfattere i Hvide Sande.

»Det skulle gerne ende med en krimiserie, som skal foregå herude«, siger kulturchefen. »Det er jo sådan en ting, der ikke nødvendigvis ville være opstået uden Aarhus 2017. Det forventer vi os meget af«.

Ikke et kulturelt uland, men ...

Jeg tygger af munden og kører hurtigt sydpå til Kristian Ahles svinefarm uden for Skjern. Venstremanden Ahle producerer 16.000 slagtesvin om året og er formand for kulturudvalget i Ringkøbing-Skjern. Han åbner energisk døren til sit enorme og – som han selv bemærker – meget propre stuehus og byder ind til kaffe og hjemmebagt sandkage i stuen, hvor indrammede billeder af børn og børnebørn præger murstensvæggene.

Kristian Ahle er formand for kulturudvalget og håber, 2017 kan skabe wow-effekt.

Kristian Ahle er formand for kulturudvalget og håber, 2017 kan skabe wow-effekt.

»Nu skal I bare række til«, siger han til fotografen og mig.

Han har hele tiden ment, det var en god idé at komme med i Aarhus 2017. Også selv om de skulle finde en million kroner til projektet, hvilket er mere, end de normalt bruger på kulturelle aktiviteter på et helt år.

»Vi havde kun forventet at få vores million tilbage en til en. Nu får vi den igen fem gange eller mere. Så vi er glade. Rigtig glade«.

De får med andre ord kultur for 5-6 millioner kroner for den ene million, de har sendt østpå.

Måske kan Aarhus 2017 få Ringkøbing-Skjern til kulturelt at fylde lidt mere i forhold til Herning og Holstebro, som i årtier har konkurreret om at have mest på plakaten i det midt- og vestjyske. Og måske kan man få kulturen til at fylde bare lidt mere i borgernes bevidsthed, håber Kristian Ahle.

Jeg vil ikke sige, at vi er et kulturelt uland herude, men i grunden tror jeg, det her er en chance for at komme med på forreste vogn

»Jeg vil ikke sige, at vi er et kulturelt uland herude, men i grunden tror jeg, det her er en chance for at komme med på forreste vogn«, siger han.

»Det handler ikke om, at der skal stå en masse monumenter tilbage, når året er omme. Det handler mere om wow-oplevelsen. Men selvfølgelig vil det være fantastisk, hvis de i 2018 eller 2019 sender en krimi, der er optaget ved Vesterhavet«.

Og du er ikke bange for, at Aarhus løber med al opmærksomheden?

»Jo, kulturhovedstaden er meget forbundet med Aarhus, men det er ikke så ringe endda at læne sig op ad nogle, der har lidt muskler. Det har vi længe gjort i forhold til Herning«.

»Og livet har lært os, at hvis man er for modstræbende, så får man kun halvt så meget ud af tingene«.

Alle originaler bor i Skjern

Stationsbyen Skjern fik for tre et halvt år siden et nyt trækplaster, da ejendomsmægler Jørgen Axelsen købte den originale Holger Danske-statue på Lauritz.com og satte den op på pladsen foran butikscentret midt i byen, hvor hans EDC-butik ligger. 3,8 million kroner stod nationalikonet ham i.

Jeg tænker, Axelsen må brænde for kultur og tager derfor et smut forbi ham.

Ejendomsmægler Jørgen Axelsen købte for nogle år siden Holger Danske for at redde den fra kineserne og har nu solgt den til en fond, der varetager nationalikonets interesser i Skjern. Axelsen tror, Aarhus 2017 kan blive en fin forretning for området.

Ejendomsmægler Jørgen Axelsen købte for nogle år siden Holger Danske for at redde den fra kineserne og har nu solgt den til en fond, der varetager nationalikonets interesser i Skjern. Axelsen tror, Aarhus 2017 kan blive en fin forretning for området.

»Men hvad er egentlig kultur«, siger han, da vi har passeret en udstoppet bjørn uden for døren og sat os ved hans store mødebord i den ryddelige ende af hans kontor. Den anden ende er et kaos af papirbunker. Over kontorstolen hænger en håndboldtrøje. På væggen et mægtigt gevir fra en hjort, ligesom bjørnen er nedlagt af Axelsen selv. Endevæggen er tapetseret med en solbeskinnet skov.

»Jeg kan huske en undersøgelse i gamle dage, der viste, at Jodle Birge solgte flest bånd af alle på tankstationerne. Han blev aldrig spillet i radioen. Hvad er kultur så? Er det det, alle hører? Eller er det det, de viser på Det Kongelige Teater?«.

Hvad synes du selv?

»Jeg synes da, flertallet må bestemme. Man kunne holde en afstemning og spørge: Hvad vil vi gerne have?«.

Hvis nu en million gerne vil i Det Kongelige Teater, og tre millioner gerne vil til håndbold. Skal håndbold så have tre gange så meget som Det Kongelige Teater?

Begge dele kan vel godt være kultur?

»Enig. Men man kan også diskutere økonomien. Hvis nu en million gerne vil i Det Kongelige Teater, og tre millioner gerne vil til håndbold. Skal håndbold så have tre gange så meget som Det Kongelige Teater ...?«.

Og herude er kultur lig med håndbold, mener du?

»Hvis vi ser på, hvad der trækker folk til, så er det håndbold«, svarer Jørgen Axelsen.

Hvad handler det egentlig om med ham Holger Danske?

»Jeg hørte, at der var nogle kinesere, som ville have Holger ud af Danmark, og så tænkte jeg: Sikke noget fis«.

Sælgeren var Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor statuen af den sovende Holger Danske har stået igennem generationer. På det seneste i et ydmygt hjørne af en parkeringsplads. Her i Skjern står han ganske vist også på en parkeringsplads, men der er, som Axelsen påpeger, tale om en parkeringsplads, der har fået navnet Holger Danskes Plads.

Mere berømt er kopien nede i kælderen under Kronborg.

»Hvis der bliver ballade, så rejser han sig op og forsvarer Danmark. Men den der betonkopi på Kronborg er jo tung i røven ... De går rundt og kigger på en kopi derovre. Alle originaler bor i Skjern«, hoverer Axelsen.

Hvad tænker du om, at Aarhus står i forreste geled under kulturhovedstaden og nok vil høste det meste af opmærksomheden?

»Hvis ikke vi have fået vores del af Aarhus 2017, så havde vi haft 100 procent af ingenting. Nu får vi måske 10 procent af en succes. Det er da sjovere ...«.

Snakker man overhovedet om Aarhus 2017 her i Skjern?

»Nej. Vi snakker om, hvordan det går i håndbold. Jeg vidste godt, der skulle være kulturhovedstad, for vi talte om, at der skulle gives en million. Men ellers er jeg ikke så optaget af kultur. Når jeg læser Jyllands-Posten, så går det stærkt med at komme forbi kulturen«.

Til de købestærke madelskere

Jeg sidder i det rummelige, lyse møderum hos Teatret OM i udkanten af Ringkøbing og får italiensk espresso og jordanske dadelkager. På den anden side af bordet sidder teatrets tre drivende kræfter, alle kvinder.

Teatret OM laver har også gang i en børneforestilling, der har Lyngvig Fyr med på rollelisten. Fra venstre er det Sandra Pasini, Antonella Diana og Annemarie Waagepetersen.

Teatret OM laver har også gang i en børneforestilling, der har Lyngvig Fyr med på rollelisten. Fra venstre er det Sandra Pasini, Antonella Diana og Annemarie Waagepetersen.

Til foråret skal de opføre ’Lighthouses’, en »teatergastronomisk forestilling med vind i håret«, på Lyngvig Fyr. De lokale fødevarer sniger sig ind mange steder i den vestjyske udgave af Aarhus 2017, finder jeg ud af. Ligesom den lokale historie og det faktum, at kommunen har kaskader af turister. Fem millioner overnatninger om året!

Den imødekommende indstilling over for kulturhovedstadskontoret i Aarhus strækker sig så langt, at man her og der får flettet sloganet ’Rethink’ ind i programmet. For eksempel i det projekt, der hedder ’Gentænk sommerhuset’.

Oprindeligt skulle Teatret OM have været en del af det projekt, så jeg spørger skuespiller Annemarie Waagepetersen, hvordan man bærer sig ad med at gentænke et sommerhus.

»Man spurgte: Hvad skal sådan en sommerhusgæst egentlig lave?«, svarer hun. »Og man ville bygge et almindeligt sommerhus om til et surfersommerhus ...«.

Det handler om at tiltrække den yngre generation af turister, læser jeg i pressematerialet. Plus de såkaldte ’foodies’, dem, »der ud over at være interesseret i mad og gastronomiske oplevelser også er kendt for at være en købestærk gruppe«.

Men så gled teatret ud af denne del af sagaen og videre til noget, der godt kan gå hen og blive et af årets tilløbsstykker. Forestillingen i det nyrestaurerede fyrtårn.

»Der knytter sig mange utrolige historier til fyret«, siger Annemarie. »For eksempel om trækfugle, der bliver forstyrret af lyset og styrter ned. Fuglefald, kalder man det. Og alle de der forlis. Et hollandsk skib fyldt med tulipanløg, der drev i land ...«.

Er det ikke lidt underligt, at det også skal handle om mad?

Det spørgsmål svarer Sandra Pasini på. Hun er instruktør, skuespiller og kunstnerisk leder af teatret.

»Jeg er italiener, og min kultur er også mad. Det er en meget vigtig del af min identitet«, siger hun.

Et måltid er også en måde at kommunikere med andre på. Måden, vi bygger en dialog op på, hænger sammen med, hvordan vi spiser sammen

»Et måltid er også en måde at kommunikere med andre på. Måden, vi bygger en dialog op på, hænger sammen med, hvordan vi spiser sammen«, siger scenografen Antonella Diana, der ligesom Sandra Pasini kommer fra Rom. De to startede i 1989 teatret sammen.

Hvad synes I om Aarhus 2017?

»Det giver en fornemmelse af at være sammen med andre i regionen«, svarer Sandra.

»Vi har også kontakt med en EU-person. Vi vil gerne udbygge den her forestilling til at være et EU-projekt, der måske kan opføres i fyrtårne rundt omkring i Europa«, siger Annemarie.

»Det er vigtigere end nogensinde, at vi laver kultur sammen«, siger Sandra. »Verden er i krise. Trump, højdredrejning i Europa, en stigende egoisme, vi vil ikke dele vores rigdom med andre .... Men vi skal ikke være egoistiske. Vi skal gøre ting sammen. Det tror jeg på. Det tror vi på ...«.

»Og for mig er Aarhus ikke langt væk«, siger Antonella. »Det tager en time og 15 minutter. Det kan tage den samme tid at komme fra den ene bydel til den anden i Rom«.

Verden set fra Karkluden

På den vestligste kant af kommunen, på den anden side af Ringkøbing Fjord, ligger Hvide Sande, og i Hvide Sande ligger et værtshus, der hedder ’Æ Karklud’. Der kommer ikke så mange fiskere som før i tiden, siger bartender Inger Ørgaard.

Bartender Inger Ørgaard på Æ Karklud i Hvide Sande er ikke vildt optaget af Aarhus 2017.

Bartender Inger Ørgaard på Æ Karklud i Hvide Sande er ikke vildt optaget af Aarhus 2017.

Lige nu er fotografen og jeg sådan set de eneste gæster i lokalet, som i udstrakt grad er udsmykket med navneskilte fra fiskekuttere. I hjørnet står en del spillemaskiner.

Den europæiske kulturhovedstad fylder ikke det vilde i samtalerne på ’Æ Klud’, som værtshuset også kaldes, hvis man skal tro tatoveringen på Inger Ørgaards underarm. Men man blev jo opmærksom på, at noget var på færde, da der uden varsel blev sat et stort neonskilt op henne på den anden side af slusen, lige ved Lystfiskercentret.

Ti steder i regionen har den skotske kunstner Nathan Coley sat det her neonskilt op, inspireret af en af de danske værdier: lighed for alle. Et af værkerne står ved slusen i Hvide Sande og er indtil videre det eneste synlige tegn på, at den europæiske kulturhovedstad når helt ud til Vestkysten.

Ti steder i regionen har den skotske kunstner Nathan Coley sat det her neonskilt op, inspireret af en af de danske værdier: lighed for alle. Et af værkerne står ved slusen i Hvide Sande og er indtil videre det eneste synlige tegn på, at den europæiske kulturhovedstad når helt ud til Vestkysten.

’THE SAME FOR EVERYONE’, står der på skiltet.

»Først troede vi, det var en reklame for det nye missionshus, det, de kalder Arken«, siger Inger Ørgaard. »Fordi vi har fået at vide, at det er beregnet for alle«.

I virkeligheden er der tale om en lysinstallation af den skotske kunstner Nathan Coley, der har sat lignende skilte op ni andre steder i regionen. Bartenderen virker ikke begejstret.

Hvordan har du det generelt med den europæiske kulturhovedstad?

»Nå ja, det er noget, der foregår helt derovre i Aarhus. Det må de gerne have for sig selv ...«.

Kuglerne op ad lommerne

Nu er det på tide at komme hen til Jens Frich, fiskeskipperen, alle kalder Buller. Han ejer nogle ejendomme og er rodet ind i de store vindmøller nede på stranden. Han har fire minkfarme, en del bestyrelsesposter, og så har han frem for alt tre fiskekuttere.

Buller fylder meget i Hvide Sande. Han bor i et nyere hus i den sydlige ende af byen. Et stort hus med hvide vægge og en del stål og læder på møblerne. Udenfor holder hans varevogn, som på siden har fotografier af et par mink og Bullers nyeste kutter, ’Lisbeth Frich’.

Han har været henne hos bageren for at købe kringle. Han skærer den op. Skænker kaffe. Jeg spørger, hvilken kultur, de har at byde på herude.

Fiskeskipper, minkavler og forretningsmand Jens Buller Frich har det okay med Aarhus 2017, selv om havet er hans foretrukne kulturtilbud. Her står han i Tyskerhavn, hvor han har garage til sin BMW-sportsvogn og en smugkro til vennerne.

Fiskeskipper, minkavler og forretningsmand Jens Buller Frich har det okay med Aarhus 2017, selv om havet er hans foretrukne kulturtilbud. Her står han i Tyskerhavn, hvor han har garage til sin BMW-sportsvogn og en smugkro til vennerne.

»Naturen«, svarer han uden tøven. »Hvis det stormer, så er det en oplevelse. Hvis det er fint vejr, så er det også en oplevelse. Det hele forandrer sig. Det er naturens teater«.

»Og det er derfor, der kommer så mange tyskere herop. Det er klart, at vi ikke har gået på universitetet alle sammen, men vi ved da godt, at en hund sjældent bider den hånd, der fodrer den. Vi behandler turisterne ordentligt, og så kommer de igen. Det er egentlig det, vi har levet godt af. Det gælder om at få hevet kuglerne op af deres lommer ...«.

I sidder ikke og tuder over at være Udkantsdanmark og den slags?

»Nej, nej. Er der et problem, så må vi løse det og så videre i teksten. Det kan sgu ikke hjælpe at sidde og pibe. Så det ...«.

I modsætning til dem ovre i Ringkøbing?

»Ja, det er jo en soveby derovre. Det er, som om de er lidt misundelige på os«, griner Buller.

Der har altid været et vist modsætningsforhold mellem fiskerbyen og den fine købstad på den anden side af den fjord, som vi her fra huset har en betagende udsigt over.

Men nu det med kulturen. Det lyder, som om du synes, det er en god idé at trække mere herud?

»Ja, vi får jo aldrig et teaterhus. Der er nogle ting, vi ikke har power til. Men så må vi prøve at gøre os store på nogle andre ting«.

De har lidt revy, oplyser Buller. Til grundlovsdag kommer der som regel en og synger, Stig Rossen har været her. Og de har en masterclass i kammermusik, som efter et års pause igen er kommet op at køre.

Normalt ville jeg ikke forbinde Hvide Sande med kammermusik?

»Nej, men det er sådan dem, der er lidt mere stilrene, der står for det der. Det er ikke dem, der sidder nede på smugkroen. Det er dem i missionskredsen. Det foregår jo i kirken og sådan nogle steder«.

Du er ikke selv med i Indre Mission?

»Nej, det er jeg sgu godt nok ikke, men et eller andet sted, så accepterer vi jo hinanden, som vi er ... Selv om nogle af dem er ekstremistiske, de er sgu lidt irriterende. Men nogle af dem fisker, de er kolleger, så det ...«.

Havet er gratis

Han er vokset op henne i Nørre Lyngvig og har boet hele sit liv på tangen, der skiller Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. Hans bedstefar begyndte at fiske herude, inden havnen blev bygget. Hvide Sande er en ung by.

Kan man ikke bruge kulturen til at få endnu flere turister herud?

»Ja, folk kommer jo til Skagen, fordi de har hørt, der var nogle lidt finere, der tog derop, nogle, som måske er lidt mere ved musikken, om jeg så må sige. Og det hele skal jo starte et sted«, siger Buller og forklarer, at de har opført et hus til kunstnere henne i Tyskerhavn. Kunstnere kan bo der gratis i en uge.

Han synes dybest set, at kulturhovedstaden er okay. Også selv om de har sat det der neonskilt op, ’THE SAME FOR EVERYONE’.

»Et eller andet sted så ved jeg da ikke, om man kan sige, at jeg kan lide det. Jeg håber, de piller det ned igen ...«.

Snakker man om overhovedet om det der Aarhus 2017?

»Nej, det er ikke noget, vi snakker alverden om«, siger Buller.

Når man kommer til Djævleøen, så er det fint nok at komme i teatret. Og så kommer de i alt deres fine tøj, som de slet ikke har råd til at købe ... ha ha, det er sgu da sådan, det er for helvede

»Når man kommer til Djævleøen, så er det fint nok at komme i teatret. Og så kommer de i alt deres fine tøj, som de slet ikke har råd til at købe ... ha ha, det er sgu da sådan, det er for helvede. Men vi griner ikke ad det. Vi plejer hvert år at tage over til Cirkusrevyen. Vi har også talt om at skulle over i Operaen, så det ...«.

Nå, tænker jeg, det er så ikke kun dem fra kommunen, der synes, det er udmærket og gavnligt at agere yderpost i den europæiske kulturhovedstad. De fleste herude synes åbenbart, det er helt fint med Aarhus 2017.

Hvis bare det kaster lidt af sig på egnen.

Men personligt har Jens Buller Frich allerede det, han behøver.

»Hvis nu du bor på tredje sal, så har du et fortov, du kan kigge ned på, og så kan du kigge lidt ind i fjernsynet eller på en computer. Her kan vi gå ned på havnen. Vi opdager jo, at blip, så er dagen gået. Jamen altså for helvede, når du går en tur, uanset hvor flad du er, så har du råd til at gå ned til havet, for det er gratis«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden

Annonce