Næsten 10.000 har siden forrige fredag liket Fochters fanside på Facebook. Fochter, en musikalsk duo, der blev stemt ud af DR’s ’X Factor’, efter at far Brian og datter Mia lettere upassende og meget dårligt havde sunget ’Hvor skal vi sove i nat?’. Mere end 210.000 har siden set eller genset deres optræden på YouTube, og Metroxpress og BT har kaldt duen for et viralt hit. Hvordan kan det lade sige gøre? For det er langtfra deres optræden i sig selv, der er sjov. Den er faktisk bare dårlig, og hverken Brian eller Mia er typerne, der leverer jokes eller snappy comebacks. Det sjove er måden, de bliver iscenesat på.
Brian og Mia kommer ind til de tre ’X Factor’-dommere og fortæller, at de er far og datter, og at de tilsammen kalder sig Fochter. Klip til dommerne, der er lettere forvirrede.








