At Christian IV’s anden hustru, Kirsten Munk, var kongen utro med rhingreve Otto Ludwig, hersker der vist ikke megen tvivl om. Selv beskyldte kongen hende ligefrem for at have forsøgt at forgive ham, og på hoffet gik rygtet, at hun brevvekslede med en »sortekunstner« i Hamburg om at forhekse ham. I 1629 blev hun tvunget bort fra hoffet. Men at der 15 år og 11 børn tidligere havde hersket et anderledes tropisk klima imellem kongen og Kirsten, kan enhver nu forvisse sig om ved eksempelvis at læse det brev, Christian 24. august 1615 skrev til sin unge hustru.
»Hjertens allerkæreste mus«, kalder han hende. Eller, som han bogstaverede det: »Hiertenss allekeriste muss«. Og betroede hende så ellers sit hjerte med »hundrede gang hundrede thussind gode netter och dage«. Og underskrev: »Dyn Allerkeriste herre, saa lenge ieg leffuer«.
I dag havde vi nok klaret det med en sms. En mail måske. Eller – hvis følelserne forventedes betalt tilbage på stedet – taget den på mobilen. Men den slags genveje havde vores forfædre ikke til hinanden, når de ville række ud over store afstande. Der var kun én mulighed: et brev.
Med fjer, fyldepen og blyant afregnede man i århundreder alt fra hverdagens lavpraktiske instrukser til erklæring af kærlighed, nyheder om fødsler, dødsfald og udbrud af krig. Omkring 70.000 danske breve fra 1500-tallet til i dag er siden udgivet i bogform, men først nu er de blevet digitaliseret i forbindelse med projektet ’Danmarks Breve’. og de første 12.000 breve er lagt på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside, så alle kan læse de afdøde over skulderen og søge i samlingen på navne, emner og årstal.
