Da Karen Strandbygaards mor for nogle år siden besøgte sin 92-årige mor på plejehjem, betroede den gamle kvinde sig til sin voksne datter. Fortalte hende noget, hun aldrig havde sagt til nogen før. Nemlig, at hun elskede sine børn, men hun ville ønske, at hun aldrig havde fået dem. For den angst, der havde ledsaget moderskabet, havde »fyldt hendes dage«.
»Sådan var formuleringen: at angsten havde fyldt hendes dage. Og det var jeg bare virkelig fascineret af. For det er jo så voldsomt«, siger Karen Strandbygaard.
En af Karen Strandbygaards mors barndomserindringer er at bade på stranden med sine to søstre og pludselig se sin mor komme cyklende ned gennem klitterne i stakåndet panik. Fordi hun var blevet overbevist om, at pigerne måtte være druknet. Og selv om de kun var tre børn, blev hun ved med tvangsmæssigt at tælle dem igen og igen for at forsikre sig om, at de virkelig var der:
»1, 2, 3 – 1, 2, 3 – 1, 2, 3«.
