Generalmajor Franz Joachim von Dewitz stod for enden af skibsbroen ud for Helsingborg. Han stirrede ind i tågen mod byen, men kunne ikke høre svenskerne nærme sig. For en sikkerheds skyld havde hans folk brækket nogle af plankerne i broen, så svenskerne ikke kunne storme dem ude for enden, mens de sidste gik ombord i skibene. Bag ham lå de sidste skibe af evakueringsflåden, som havde sejlet resterne af hæren over til Helsingør. Dewitz var den allersidste.
De havde lidt nederlag, og som kaptajnen på det synkende skib var han den sidste, der gik fra borde. Fem dage tidligere var den svenske hær kommet ud af tågen og var gået til angreb. Han syntes selv, at han havde gjort alt, hvad han kunne. Alligevel var det gået galt. Denne gang var tågen hans allierede som gjorde, at han kunne snige hele sin hær væk lige for næsen af fjenden.
Men hvordan pokker var det endt der? Han stillede sig selv spørgsmålet og vidste, at andre – også kongen – ville stille det samme. Dewitz trådte ombord og sukkede sikkert dybt.
Mandag 10. marts 1710 stod et af Nordens blodigste slag lige uden for Helsingborg. Fire måneder før var den danske hær gået i land for at generobre Skåne, men nu brast drømmen i et inferno af stål, krudt og bly. Tabstallene var uhyrlige, og de får den senere kamp ved Dybbøl i 1864 til at blegne.
