Emilia Regina fødte sit barn i april måned. Året var 1784, stedet var den caribiske ø Sankt Croix, og hun var 23 år gammel. Til stede under fødslen var hendes svigerinde, Sabina Helena.
Det blev en dreng. Et barn, der formodentlig har skreget og sprællet med arme og ben ved sit første møde med verden og friheden. Men faktisk havde drengen aldrig været mindre fri. For fra det øjeblik, hans lille krop forlod sin moders skød, var han slavegjort – ligesom de to kvinder, der havde bragt ham ind i verden. Ejet fra fødslen af den danske familie Schimmelmann, der var blevet hovedrige på sukkerproduktion i Caribien. Og på deres deltagelse i slavetidens udnyttelse af andre mennesker, som fandt sted i kolonien Dansk Vestindien fra slutningen af 1600-tallet og frem til slaveriets ophør i 1848.
Men Hans Jonathan, som drengen kom til at hedde, blev ikke ved med at være ufri.
For da barnet fra Vestindien et helt liv senere faldt om på marken af et slagtilfælde og døde på en kold decemberdag, var han sin egen herre. Vejen mod friheden havde ført ham over verdenshavene, den havde sendt ham i krig, og helt ind i kronprinsens bevidsthed, den havde gjort ham til hovedperson i en opsigtsvækkende retssag i 1800-tallets København, og den havde bragt ham på flugt fra sin slavegjorte tilværelse – hele vejen til Island, hvor det lykkedes ham at opbygge et liv som ægtemand, far og bonde.
