Til slut i den helt nye King Kong-film, ’Kong: Skull Island’, der foregår i 1970’erne, reddes en sergent ud fra en hemmelig stillehavsø, hvor han strandede under Anden Verdenskrig, og han begynder spontant at synge henvendt til den familie, han ikke har set i 30 år: »We’ll meet again, don’t know wheeere ...«, og gradvis tager Vera Lynn over: »... don’t know wheeen, but I know we’ll meet again some suuunny day«.
Mere end nogen anden sang siden den målbare tids begyndelse har ’We’ll Meet Again’ sendt dækningsløse checks ud i æteren og solgt illusionen midt i krigens svimle blodige centrifuge om gensyn og forsoning om, at selv de største, mest ultimative ofre er det værd. For fællesskabets skyld, for Commonwealth. Luk øjnene, og tænk på England.
Der er løfter om æbletærte og yorkshirepudding og hende Ethel, naboens datter, som ville-ville ikke, det fik man aldrig rigtig afprøvet, inden man påmønstrede i sin iver efter at give tysken dada. ’Der vil altid være et England’ er den oversatte titel på et andet stort Vera Lynn-hit, ’There’ll Always Be an England’. Noderne til den sang solgte 200.000 eksemplarer i de første to måneder af krigen, og det på trods af at titlen i dag nærmest lyder lidt defaitistisk – som skrevet af en komponist, der sidder bævende, malet op i sit angste hjørne og slår syv kors for sig, mens han manisk bliver ved med at insistere på, at verden vil bestå uforandret og evig.
Og de berømte hvide kridtklinter ud for Dover, målet for hjemstavnslængslen i ’The White Cliffs of Dover’? De ville udgøre det første syn af fædrelandet, en hjemvendende og sejrrig engelsk flåde ville få at se på den anden, ’rette’ side af Den Engelske Kanal.
