Svampetrip på CPH:DOX: »Jeg lå og græd i halvanden time nede ved en sø i 32 graders varme«

Det er måske ikke det mest oplagte sted i universet at tilbringe en aften på hallucinogene svampe. I et højloftet lokale øverst i Kunsthal Charlottenborg i København. Badet i projektørlys. Bænket på række med eksperter i euforiserende stoffer. Og omgivet af snesevis af skikkelser, der sidder på bløde møbler i halvmørket med øjnene rettet imod en. Og hertil et kamera, der streamer live til nettet.

Omvendt er makkerparret Marco og Jack, de to unge fyre, der er mødt frem i en lidt anden bevidsthedstilstand end os andre, næppe heller den mest nøjagtige illustration af arrangørernes hensigt: At belyse, hvordan psilocybinsvampens rus kan bruges terapeutisk mod depression. Og at skabe en samtale hen over den afgrund, der naturligt åbner sig mellem hverdagens bevidsthed og de mentalt ommøblerede tilstande, man kan opnå ad kemisk vej.

»Kan I mærke, at I er på svampe«, spørger ordstyreren, journalist Lars Borking, de to fyre.

»Ja. Mærke og se det«, svarer Jack, der sidder med sit grønne pandehår stikkende ned fra kasketten og med store runde plader indlejret i øreflipperne.

»Folk ser meget pænere ud på svampe«, siger han og lader blikket vandre ud i lokalet, hvor et flere meter højt forhæng løber rundt langs væggene i en dybblå lodret bølge.

»Man lægger bare mærke til, at folk smiler mere. Føler jeg i hvert fald. Og man kan få flere mennesker til at smile. Jeg smiler også mere«.

»Så det er en rar oplevelse?«

»Meget behagelig. Vi plejer bare at sidde hjemme i sofaen og høre musik og drikke øl imens«.

Den mere forsagte af de to unge fyre på psilocybin, Marco, åbner først for alvor munden til allersidst, hvor han til gengæld taler lige ind i aftenens emne:

»Jeg har haft en depression og var på et intenst svampetrip, der hjalp mig igennem og gav mig overskud til at stå op om morgenen og komme i skole i længere tid ad gangen«, siger han.

Jack er ikke genert, griner han.

»Jeg er sådan en attention whore«.

Everyday prøver under filmfestivalen CPH:DOX dagligt grænser af med fokus på almindelige menneskers ualmindelige historier. Dagens emne er legalisering. Med to slags eksperter. Marco og Jack, der svømmer rundt i gryden. Og så et par andre, der ved noget om, hvad suppen består af og muligvis kan gøre godt for.

Den første er psykiater, læge og hjerneforsker David Erritzøe, som til daglig arbejder på Imperial College i London, hvor man som forsøg har givet 20 personer med moderat til svær depression, som ikke har kunnet hjælpes med gængse metoder, en gang svampe.

Billedet af ham dukker op på den buede væg højt oppe under loftet. Han er med på et link fra Wien.

En enkelt omgang psilocybin fik forsøgspersonerne, hvorefter man gav sig til at teste for depression.

»En uge efter havde alle det klart bedre end inden behandlingen. Og selv seks måneder efter udviste gruppen som helhed både færre symptomer på depression og angst og forøget evne til at føle glæde«, fortæller David Erritzøe.

Et halvt år efter oplevelsen opfyldte seks af de tyve simpelt hen ikke længere kriterierne for depression. Andre var faldet tilbage. Nogle dog kun lidt.

»Efter bare én dosis. Det er derfor, det vækker så meget opmærksomhed«, siger David Erritzøe, der med det britiske forskerhold var blandt de første til at studere stoffets effekt på depression.

Nu gennemføres der adskillige studier med psilocybins virkning på depression, angst, afhængighed og stress i forbindelse med dødelige sygdomme. Om stoffet virker, tør han ikke love. før det er undersøgt som al anden medicin.

»Men hvis resultaterne holder, som de tegner, vil jeg sige, at det ikke er urealistisk, at det bliver en tilbudt behandlingsform i fremtiden. Det tror jeg virkelig mere og mere på«.

Møde med dæmonen

I forsøget fulgte lægerne seancen op med samtaler med deltagerne, hvor de fik mulighed for at bearbejde nogle af de voldsomme oplevelser.

»Der er sådan en grad af noget højtideligt, spirituelt over oplevelsen. Fornemmelsen af, at der kommer nogle klare sandheder frem. Og en oplevelse af en øget grad af forbundethed med sit eget følelsesliv og folk omkring en«, siger David Erritzøe.

En amerikansk kollega plejer at beskrive vanskeligheden ved at forklare psykedeliske oplevelser som nogenlunde de samme problemer, en hulemand ville få, hvis han blev ført frem til vore dages og gik en tur på Manhattan, hvorefter han skulle fortælle sin kone hjemme i hulen, hvordan det var at se skyskrabere, biler og mobiltelefoner.

»Eller bare folk med tøj på. På samme måde er vores begrebsapparat til at beskrive de her oplevelser begrænset«.

Men så har vi jo Marko og Jack. Sidstnævnte har nu lettere ved at beskrive de ubehagelige oplevelser end de rare, siger han.

F.eks. dengang han faktisk mødte »dæmonen«, som han siger.

»Og jeg fik det rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig dårligt«.

Det gik op for ham, at han havde »en tendens til at lyve rigtig, rigtig meget over for alle mulige folk«.

»Hvilket resulterede i, at jeg fortalte Marco alle mine dybeste hemmeligheder. Altså: Alt, hvad jeg nogensinde har løjet om, og ting, jeg har skammet mig dybt over. Og det endte bare med, at jeg lå og græd i halvanden time nede ved en sø på Roskilde i 32 graders varme«.

Men bagefter følte han sig fri.

»Jeg havde blottet mig fuldstændig, og så blev jeg bare glad, fordi så havde jeg ikke mere at skjule«.

Men, tilføjer han så – uheldigvis for historiens relevans for aftenens emne:

»Det var godt nok på lsd, jeg var der«.

Psykolog Dennis Spang Vestergaard er specialist i brug af stoffet ayahuasca i terapi og har selv mødt sin dæmon i en rus, som han selv kalder for »et års terapi pakket ned i seks timers bræktur«.

Mere konkret var hans dæmon, hans rædsel for at erklære sin romantiske eller erotiske interesse over for en kvinde. Det lykkedes ham dog under trippet at meddele en kvindelig psykolog, at han havde »lyst til at tage hende«.

Hvorefter han imidlertid blev paranoidt skrækslagen for, at en mandlig psykolog skulle forgribe sig på ham, og flygtede ud på et toilet, hvor han sad rusen ud – dog først efter at have skidt i bukserne, som han smilende beretter.

Fra sin plads i panelet fortæller formanden for foreningen Psykedelisk Samfund Casper Berdin Møller, at der siden 60’ernes glade vildfarelser er oparbejdet en vis viden om, hvordan man kan bruge euforiserende stoffer mere sikkert. Hans anbefaler, at man indtager stoffet i trygge omgivelser i selskab med nogen, der kender til det.

Og mens der breder sig en fælles forståelse af, at nye betagende verdener ligger og venter uden for hverdagsbevidsthedens vægge, nævner ordstyreren pludselig, at forfatteren Naja Maria Aidt netop har udgivet en bog om tabet af sin søn Carl, som døde, da han på et svampetrip hoppede ud fra fjerde sal.

At psilocybin skulle få folk til at tro, at de kan flyve, er en kulturel myte, siger formanden for Psykedelisk Samfund.

»Det er klart, at sådan en historie som Naja Marias og Carls trækker overskrifter. Det er helt vildt tragisk, at en ung mand på 25 år havner i en psykotisk episode og springer ud. Men vi hører ikke de mange historier om dem, der dør af alkohol«, siger Casper Berdin Møller.

Ét stof ad gangen

Det er her, Jack falder ind igen. Og yderligere krabber sig ud af emnet.

»Altså, det var faktisk ikke kun lsd, som gjorde, at det ligesom gik amok for mig. Det var, fordi jeg røg bong (hashpibe, red.). Og rigtig, rigtig meget«.

Så er formanden tilbage.

»Hvad Jack italesætter, er jo også det her med: Er det en god idé at kombinere stoffer? Eller skal jeg måske nøjes med at sige: I aften tager jeg psilocybinsvampe, og så ryger jeg ikke noget weed. At man holder sig til ét stof. Og det er bedre at gøre det et sikkert sted«.

Der skal faste rammer om brugen, er man enige om i panelet. Måske med særlige centre, hvor man kan få sit trip under vejledning.

»Er det spændende at være med i diskussionen«, spørger ordstyreren de to fyre. »Eller taler de bare sådan vravra?«.

»Jeg synes, det er rimelig interessant«, siger Jack.

»Og så er lokalet også bare ... ret flot«.