Tre en halv milliard år skulle der gå fra det første primitive liv udviklede sig i havet, til Hugo Aasjord ringede til mig en sen lørdag aften i juli, mens jeg befandt mig midt i et festligt middagsselskab i Oslos centrum.
»Har du set vejrudsigten for næste uge?«, spurgte han.
Vi havde ventet længe på en særlig type vejr. Ikke sol eller varme, ikke engang tørvejr. Det vi havde brug for, var mindst mulig vind i havområdet mellem Bodø og Lofoten, nærmere bestemt Vestfjorden. Hvis man har brug for vindstille vejr på Vestfjorden, bør man ikke have travlt. I flere uger havde jeg holdt øje med vejrudsigten. Der blev meldt kuling eller frisk vind, aldrig næsten stille eller stille. Til sidst glemte jeg næsten at følge med og faldt ind i Oslos sløve ferierytme af varme dage og milde nætter.
Da jeg nu hørte Hugos stemme, ham der hader telefoner og kun ringer for at overbringe vigtige beskeder, vidste jeg, at vi endelig havde fået den rigtige langtidsprognose.
