Selv om det er blevet hevet frem og præsenteret som vartegn for det kommende Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have i København, kommer museets 24 meter lange skelet af en blåhval aldrig op at hænge på det nye museum.
Det er for medtaget og porøst, oplyser museet.
Både da vinderprojektet blev præsenteret i 2012, og da et billigere revideret projekt blev præsenteret i 2014, var det meningen, at det gamle skelet skulle hives op fra Zoologisk Museum gemmer og være hovedattraktion i den nye store hvalsal.
»Øverst, som et vartegn for museet, svæver det kolossale skelet af en blåhval«, som det hed i pressemeddelelsen, da museet præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen om det nye museum, Claus Pryds og Lundgaard & Tranberg Arkitekter, i 2012.
Da et billigere projekt til 950 millioner kroner blev præsenteret i december 2014, var skelettet af den store blåhval stadig tiltænkt museets fornemmeste plads.
Den gamle blåhval strandede i Årøsund sydøst for Haderslev Fjord 11. december 1931. Skelettet på 24 meter er et af de største blåhvalskeletter på noget naturhistorisk museum i verden, og det er i materiale og artikler om det nye museum fremhævet som en juvel, der skulle være centrum i det nye museums store hvalsal.
Meningen var dengang, at det gamle skelet skulle hænge over en række andre hvaler i et bølgende glashus i gården i museets Sølvgade-kompleks – den gamle Polytekniske Læreanstalt. Glashuset skulle rejse sig op over de omkringliggende bygninger, så man på lang afstand kunne se konturerne af hvalskeletterne. Hvalsalen blev af arkitekterne i 2014 beskrevet som »det absolutte rumlige fokus« på det nye museum.
Københavns største lærred
Men det sidste par år har museet undergået en række forandringer. Den næsten gennemsigtige bølgeformede hvalsal i glas er skrottet. I stedet kommer der en oceansal i en superelipseformet glasbygning. Og den bliver ikke gennemsigtig, som man oprindelig forestillede sig. Man kan se lyset fra den, men ikke kigge ind. Glasset kommer derimod til at fungere som en slags kæmpelærred, man kan projicere billeder og film op på. Både indefra og udefra.
»De teknologier, vi har til rådighed, har udviklet sig helt vildt, så vi kan få et hvalskellet til pludselig at bevæge sig og svømme væk eller vise et undersøisk økosystem. Det kan også være nattehimlen over København, der pludselig viser sig eller en meteorstorm«, forklarer museumsdirektør Peter C. Kjærgaard.
Og i stedet for konturerne af hvalskeletter kan man lave hele oceansalens ydre om til en stor gletsjer, der kælver i midten af København.
»Vi får Københavns største lærred«, siger Peter C. Kjærgaard
Der kommer hvaler i oceansalen, men fokus bliver en samlet fortælling om havenes betydning for jorden. Og det store gamle blåhvalskelet fra 1931 bliver altså ikke en del af den fortælling.
Det stræde eller den ankomstbro gennem hvalsalen, der var tænkt som den offentlige indgang til Botanisk Have fra Sølvgade-komplekset, er også sløjfet.
»Turen igennem viste sig at være for kompliceret og ville tage for meget af udsynet«, siger Peter C. Kjærgaard.
I stedet kan man gå rundt om det superelipseformede glashus og ind i haven.
Der var også planer om først to og senere et enkelt væksthus. Sammen med hvalsalen beskrev arkitekterne det i 2014 som »en visuel og symbolsk kobling mellem verdensrummet og vores planet, mellem himmel og jord«.
Men også det sidste væksthus er taget af tegnebordet. For det viste sig, at man ikke kunne have levende planter i rum, der havde direkte forbindelse til de mange udstoppede dyr, skeletter, og hvad der ellers skal frem fra gemmerne indsamlet gennem 400 år.
»Det ville have været enormt flot, men man fandt ud af, at man ikke kunne have levende planter lige ved siden af naturhistoriske samlinger. Man ville få et skadedyrsproblem, man simpelthen ikke kunne styre«, forklarer museumsdirektøren
Der er også skåret ned i antallet af nybyggede kvadratmeter til udstillinger. Oprindelig var planen at bygge 10.200 nye kvadratmeter. Det er i det materiale, der er sendt i udbud hos entreprenører, skåret ned til 7.500 kvadratmeter. Det er blevet tilpasset, så der er en sammenhæng mellem funktionalitet, behov og budgetramme, oplyser museet.
Vi skal forkorte vejen til viden
Også hele ideen om, hvad museet skal kunne, har ændret sig. Der skal stadig være wow-effekt og fascination, men publikum skal have mere med, når de går ud ad døren igen, siger Peter C. Kjærgaard.
»For 10 år siden tænkte vi, at et naturhistorisk museum skulle være rammerne for at fremvise vores samlinger på rigtig flot vis. Det var hovedformålet. I dag er vi i en helt anden situation. Vi er i en situation, hvor det er vigtigere end nogensinde at forkorte vejen for den viden, der bliver produceret, til virksomheder, politikere, almindelige borgere og skoleelever, der har brug for den«, siger Peter C. Kjærgaard.
Konkret betyder det for eksempel, at ideen om en spektakulær hvalsal til den fantastiske samling af hvalskeletter er droppet til fordel for verdenshavene og deres betydning for os og planeten Jorden.
Med lov skal museum bygges: Ansatte på rådhuset i København er ramt af kollektiv måben»Det er en meget vigtigere historie. Det er en historie, der giver os en forståelse for, hvordan hele havets økosystem hænger sammen, og hvordan det hænger sammen med klimaet på Jorden«, siger Peter C. Kjærgaard.
Og når man står i oceansalen, skal man konfronteres med de udfordringer, verden står over for. For eksempel det kæmpeproblem med plastik i havene, som man kan opleve på strande overalt i verden. Når man så står der med følelsen af afmagt, er det museets ambition at give publikum redskaber til at gå ud at gøre noget ved det.
»At besøge vores museum skal ikke være det sidste stop på turen, det skal være det første, hvor du får redskaberne til at gå ud og agere og gøre dit til at gøre verden til et bedre sted«, siger Peter C. Kjærgaard og forklarer, at opfattelsen af, at det naturhistoriske museum skal have langt større samfundsbetydning, bliver delt af hans kolleger på en række af verdens største og bedste naturhistoriske museer.
Overordnet bliver det nye Statens Naturhistoriske Museum opdelt i tre dele.
Selve Botanisk Have og Palmehuset skal bruges til den levende natur.
Geologisk Museum skal bruges til at forklare, hvorfor vi har samlingerne, og hvad de bruges til. Det skal samtidig laves om til en slags levende medborgerhus, hvor videnskabsfolk, studerende og almindelige mennesker mødes.
Og endelig skal hele nybyggeriet med udstillingssalene under jorden og ocean-salen handle om ’Vores planet’, vores adresse i solsystemet,
»4,6 milliarder års integreret historie af geologi, biologi og klima, og så historien om os selv og vores plads i naturen«, som museumsdirektør Peter C. Kjærgaard udtrykker det.
fortsæt med at læse
