Som udsagn i deres egen ret – og i deres egen kølige, perfektible stil – er de 16 fotografier af Balder Olrik fuldt tilstrækkelige til at udgøre en hel udstilling.
Men Olrik har ladet sine fint manipulerede fotos af huse og bygningskonstruktioner ledsage af løsrevne noter fra et terapiforløb, endda på engelsk, f.eks.: »She was reluctant to tell people about her pregnancy, because she knew that her identity would irrevocably change forever«.
Eller på dansk: »Hun var ikke meget for at fortælle folk om sin graviditet, fordi hun vidste, at hendes identitet uigenkaldeligt ville ændre sig for altid«.
Med disse noter vil kunstneren »tegne et metafysisk portræt af en ung kvinde, der kæmper med rollen som nybagt mor«. Dermed er vi et helt andet sted henne end blandt husene.
For med fotografierne er vi langt fra terapien. Terapiforløbet implicerer mennesker. Ellers giver terapi ingen mening. Den er en samtale mellem to individer, en terapeut og en patient.
Fotografierne er helt mennesketomme, og det er gennem dette bevidste fravær af mennesker, at de opnår en næsten frossen statisk udstråling
Fotografierne derimod er helt mennesketomme, og det er gennem dette bevidste fravær af mennesker, at de opnår en næsten frossen statisk udstråling.
En slags forbindelse må der alligevel være mellem dem, siden de to er bragt sammen på den samme udstilling i det samme galleri.
Så hvad er forbindelsen? Det kan man så reflektere over, samtidig med at man må sige, at netop refleksionen – eftertanken – er en ny og moderne slægtning til den kunstneriske oplevelse.
Måske er det meningen, at noterne blot skal flytte de nye værker et stykke ud i det ukendte, i forhold til hvor man sidste gang mødte Balder Olriks fotografier.
Men noget fremmedgørende er allerede på færde i fotografierne.
De afbilder noget, vi kender eller måske burde kende, men supplerer også det kendte med noget andet, måske ligefrem en slags modsætning i form af farvefelter, runde eller kvadratiske, der med kompositionelt raffinement nok glider i ét med helheden, men også blokerer for en klar konstatering af sådan en helhed.
Disse felter gør oplevelsen mere kompliceret, udvider den og gør den dobbelt som et iscenesat møde mellem realisme og abstraktion.
Det æstetiske benspænd kan også skyldes detaljer i billedet, der er retoucheret væk, eller afvigelser, der springer i øjnene ved at spænde ben for det magelige blik, der tror, at det endnu en gang blot skal opleve noget, det er vant til.
Balder Olrik er vendt tilbage efter en længere pause fra kunsten. Det fravær og den genkomst har medierne beskæftiget sig meget med, især da det er så usædvanligt – og i hans tilfælde også er så vellykket.
Uanset at han i den mellemliggende periode har beskæftiget sig med noget helt andet, har han tilsyneladende ikke spildt tiden, heller ikke, hvis man ser det hele – pausen inklusive – som en kunstnerisk investering med tiden som indskud.
Vi tvinges til at kigge to gange og analysere på indtrykket
Især er han blevet god til at bruge computerteknologien til at manipulere og eftertackle en række fotografiske optagelser af huse og bygninger, som måske i en ældre periode kunne være fuldt tilstrækkelige i sig selv.
