Arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum i Aarhus Jeanette Varbergs nye bog om menneskets vandringer ned gennem historien udkommer i Gyldendals serie ’Til tiden’, som forlaget præsenterer således: »’Til tiden’ handler om både det nære og de helt store forskydninger i samtiden. Korte, koncentrerede bøger, der løfter læserens blik fra den aktuelle debat og sætter emnerne ind i større sammenhænge. ’Til tiden’ er skrevet af folk, der ved noget og tør mene noget«. Jeanette Varbergs bog lever op til alt i denne karakteristik.
Bogen handler på én gang om nogle af de største og mest uoverskuelige processer i menneskets historie og om det, der påvirker os i vores hverdag. Mennesket har netop altid vandret, og selv om de fleste af os har været bofaste meget, meget længe, synes det at være vores arts bestemmelse hele tiden at søge nye græsgange. For det enkelte individ behøver det ikke at gælde, men i det meget store historiske perspektiv er der ingen tvivl. Vi er altid på vej. Historiens gang viser det, og arkæologien dokumenterer det.








