Laura, the Laura Palmer, toner frem på skærmen med et rødt tæppe i baggrunden – det røde tæppe fra The Black Lodge – til lyden af en konstant blæst. Hun løfter sin arm og holder den frem for sig i en ret vinkel. Og knipser. Skærmen går i sort. Mit hjerte springer op i halsen. Det er så sindssygt uhyggeligt. Jeg er skræmt, glædes og frydes. Nu bliver det snart jul igen. Som om den er udeblevet de seneste 25 år.
Undskyld. Ja, jeg er bare en af de mange, der havde den rette alder og var tunet ind i den sensibilitet for det surreelle, der har gjort, at for mig vil ’Twin Peaks’ for altid være den vigtigste tv-serie. Ja, langt over ’Matador’ og alt, hvad der ellers fyldte og formede mig fra tv i barndommen. Hvordan kunne 'Twin Peaks' skabe 25 års hype?
