Smukt fortalt animationsfilm indgyder respekt for kloden

Lyt til artiklen

Naturens balance skal man ikke forstyrre, lærer truslen om klimakatastrofer os. Men også dette eventyr: På Den Lille Planet regulerer Solens Vogter dagslysets tur over himlen, mens Månens Vogter styrer den duvende kæmpekamel, som slæber Månen hen over den anden halvsfære.

Men da nye vogtere skal udpeges, falder Månens stråle (ved et uheld?) på den lille helt uforberedte faun Mune, der bare var lidt for nysgerrig.

Virkningen er katastrofal for kloden, for den vulkanske kraft Necros vejrer morgenluft for sine hersker- og ødelæggelsesdrømme.

Der ER håb for klimaet. Det siger DiCaprio selv

Mellem klodens mørke og lyse halvdel lever tusmørkevæsner af voks, og først da alle gode kræfter – Mune sammen med den brovtende Solvogter plus den yndige smeltefærdige vokspige Glimt – besinder sig på egne og fælles evner, genfinder planeten sin balance.

Eventyr, fabel eller næsten allegori for vores egne bekymringer? For symbolsk til at formidle naturvidenskab og for overvældende til småbørn.

Men så smilende fortalt og smukt animeret – 3d med indlagte drømme i 2d-tegning – at det måske alligevel emotionelt kan indgyde respekt for naturen?

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her