Lyt til artiklen
Er det skønhed?«, spørger manden i mørket og rækker manende hånden opad. Op efter den drøm om transcenderende perfektion, som selv en verdensdanser som Erik Bruhn aldrig følte, at han kunne indfri.
Himmelhøjt havde den lyse solodanser i sin tid hævet sig over sin Kgl. Teater-base, hvor flyveklare drømmere ellers fik vingerne under behandling, »knæk knæk« – for i stedet at vove sig ud på de internationale vidder som den klassiske svaneprins over dem alle. Men det kostede på det indre plan.
