For et par timer siden gik Nikolaj Kirk ned på en strand i Hirtshals og råbte: »Hey, hallo, prøv lige at stoppe det der halløj«. Skridtede rækkerne af elever fra den lokale Horne Efterskole af med et »Hvorfor sidder I ned, dav, Nikolaj« og et »kom lige her«.
Eleverne skal sammen med Kirk lave mad til Naturmødet, et arrangement som Folkemødet, men med naturen som hovedfokus. Hvor mange der kommer og spiser, er lidt usikkert. Alt efter hvor eksalteret Nikolaj Kirk er i øjeblikket, svinger hans bud mellem et par hundrede og tusind mand.
Det virker temmelig kaotisk, men det er en dag som alle andre for kokken, der blev kendt i ’Go’ morgen Danmark’ og blev hele Danmarks vildmand fra udekøkkenet i ’Nak og æd’.
Når Nikolaj Kirk taler, hæver han stemmen, så ingen er i tvivl om, hvem der er i centrum. Og hvis de skulle være det, er han omkring 190 centimeter høj, iført hvid kedeldragt med påskriften ’Bevar Amager Fælled’ og en neongul hue, som hele tiden kravler længere og længere op på hovedet. Eleverne klapper i og kigger fascineret på manden og hans pibe, der danser i mundvigen.
