»Man kunne kalde ham Danmarks første designer, for som en nutidens designer lod han sig ikke begrænse til et enkelt materiale eller et enkelt udtryk eller en stil«.
Sådan afslutter forfatter og tidligere overbibliotekar på Designmuseum Danmarks bibliotek Mirjam Gelfer-Jørgensen sit smukke værk om arkitekten og kunsthåndværkeren Thorvald Bindesbøll (1846-1908). I dag er han nok bedst kendt for sin smukke keramik, der blandt andet kan opleves på Designmuseum Danmark.








