Med Anders Krab-Johansen får Berlingske Media en chef, der »ikke er bange for besparelser«. Sådan udtrykker en tillidsmand fra Krabs seneste arbejdsplads, dagbladet Børsen, sig til fagbladet Journalisten om erhvervsbladets chefredaktør og administrerende direktør gennem de seneste syv år.
»Han kigger meget skarpt på omkostningerne. Alt, hvad der bliver betragtet som fedt, bliver skåret væk«, fortsætter tillidsmand Nis Refslund-Poulsen sin karakteristik af den 50-årige mediechef, der nu efter syv gode år for bundlinjen i Børsens regnskaber og syv onde år for ansættelsestrygheden på arbejdspladsen af samme navn, forlader Børsen for at rykke endnu et trin op ad karrierestigen: Til Berlingske Media. Her bliver Anders Krab-Johansen fremover direktøren for det hele.








