1. Der er mere end nogensinde brug for ritualer, hvor unge kan tabe hovedet
De unge vender konkurrencestaten indad. Der er statistikker, der viser, at en stor procentdel af unge føler et pres for at skulle leve op til enormt høje standarder på uddannelser og i det store projekt, det er at være et menneske i en digital tidsalder. Derfor er det vigtigt, at Distortion findes som et frirum, hvor man kan være fuld og pinlig, brovtende og larmende. Ungdomsfasen er en truet livsfase, truet af alt for høje forventninger alt for tidligt. At se unge mennesker skulder ved skulder med armene om hinanden giver mig mere håb end fremdriftsreformer.
2. Distortion er også nørdernes festival
Distortion er et sted, hvor man kan lytte til musiknørdernes interessante fund. Hvis man vil høre, hvilken musik de unge danser til på det afrikanske kontinent, så må man til scenen Sort Distortion. Sidste år kunne man opleve radioværten David Rodigan, som er en institution hos BBC og en figur, der betragtes som en reggae- og dancehall-legende. I år var Madlib et eksempel på, at man også kan blive præsenteret for pladesamlere, der stolt viser de sjældne toner frem. Hvis man er grundig med luppen, når man kigger på det omfattende program, kan man få sig nogle legendariske musikalske oplevelser. Men Distortion burde bruge mere energi på at folde programmet ud og præsentere det på en lidt mindre uoverskuelig måde. Det er meget nemt at overse gode navne, og hjemmesiden er ikke god nok til at invitere ind i den interessante musik, der er på programmet. Det er nemmere at gå efter de mange vilde festscener, og det er en skam.
