Jeg står i min kolonihave og ser op på himlen. Deroppe hænger månen. Normalt registrerer jeg den bare i forbifarten. Tager måske lige bestik af ny og næ. Men i aften standser jeg op og betragter den hænge i sin langsomme bane.
Fornemmer, hvor sælsomt det egentlig er, at der hænger en kæmpestor rund koparret sten deroppe svævende surrealistisk som en sæbeboble i et lufttomt rum.








