Det går da fint. I en halv times tid har vi travet rundt i de smalle, beskidte gyder mellem blikskure og små, dårligt murede huse uden at få våde fødder.
Så drejer vi ind på en strækning med høje fabriksmure på begge sider, og selv om det ikke har regnet de seneste dage, står vejen foran os under vand. Pløret, sort, stinkende vand.
Dyttende motorcykler jager os ind til siden, og senede mænd på tungt lastede rickshaws pløjer sig igennem vandet, mens de bimler med deres overdimensionerede cykelklokker. Vores følge af nysgerrige børn i klipklapper springer rutineret fra den ene til den anden af de trædesten, der fører gennem søen.
Vi standser tøvende ved vandkanten.
